Ikke siden “The Blair Witch Project” har der været en film, der på samme måde som “Snakes on a Plane” synes at være opstået ud af det blå for pludselig at tage verden med storm og skabe en enorm fanskare, endda før traileren overhovedet havde ramt de hvide lærreder. Mængden af omtale i aviser, blade, på hjemmesider og endda t-shirts var enorm forinden filmens udgivelse. Ekstra penge blev kastet i filmen på baggrund af den uventede reaktion. Men så fik filmen premiere, og ingen gik ind og så den. New Line stod pludselig med en fiasko i hænderne, som ikke engang formåede at generere profit. Og med god grund.

Filmen var først og fremmest udset til at være en mildt acceptabel, gennemsnitlig thriller. Men på baggrund af tilhængernes udtalelser og især deres tydelige værdsættelse af rapkæftede Samuel L. Jacksons tilstedeværelse, valgte man i stedet at sigte efter laveste fællesnævner og prøve at gøre filmen så dum og åndssvag som overhovedet muligt. Filmens højt proklamerede stupiditet skulle være dens force, dens tiltrækningskraft. Men det værste, som overhovedet kunne ske for “Snakes on a Plane”, blev en realitet: Filmen viste sig bare at være ringe – vel og mærke utilsigtet. Filmen er hverken så gennemført, at den er underholdende, eller så åndssvag på den såkaldte fede måde, at den er morsom.

Samuel L. Jackson er blot en skygge af sig selv i rollen som den kedelige FBI-agent Neville Flynn, der skal transportere et vidne via fly fra Hawaii til Los Angeles, da en gruppe slanger pludselig går til angreb. Fuldstændig blottet for charme og engagement synes Jackson at betragte hver eneste scene som en trættende duksetjans, der bare skal overstås. Resten af ensemblet er ikke meget bedre, men hovedproblemet er persongalleriet. Hver eneste person er en hul, ligegyldig og ofte irriterende karikatur, og i en film, hvor man direkte er gået efter at gøre plottet underordnet, er et uinteressant persongalleri et kæmpe fejltrin. Ekstremt kedelig og enormt forudsigelig er filmen også. Den føles længere end en fuldvoksen anakonda.

Forventer man et bombardement af uforskammede, morsomme replikker, bliver man også skuffet. Tonen i filmen er overraskende alvorlig. Der er ikke tale om melodramatisk seriøsitet, men filmen synes ikke selv at have nogen idé om, at dens formål her i livet er at underholde, more og skræmme – tre ting, som den aldrig formår at gøre. De computeranimerede slanger ser for det meste rædselsfulde ud (andre computergenerede skud er dog nogenlunde), de få humoristiske indfald er malplacerede og ineffektive, og når nu der er absolut ingen personer, man overhovedet gider at interesse sig for, er det umuligt at engagere sig i filmens forløb. Tak gud for, at filmen blev et flop, så vi aldrig får lov at få en stribe af fortsættelser på andre offentlige transportmidler.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Måske i et forsøg på endelig at tjene lidt penge på filmen og gøre udgivelsen til et mere attraktivt tilbud, har man tydeligvis lagt en del arbejde i at få “Snakes on a Plane” til at se så godt ud som muligt på dvd. Kontrasten kunne ikke være mere solid, farverne er simpelthen bedårende, billedet er knivskarpt, og der er absolut ingen tilfælde af støj, snavs eller smuds. Der er nogen tynde glorier til stede her og der (mest tydeligt rundt om bogstaverne i starten), men de er aldrig distraherende, og de færreste vil lægge mærke til dem. Selv den ekstremt beskedne mængde edge-enhancement kan ikke fravriste billedsiden topkarakter.

AudioLydsiden præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og DTS ES 6.1 format. Som ventet byder sidstnævnte på en del mere punch, auditiv sprødhed og flere subtile detaljer. Selve lyddesignet er ikke altid lige spændende, med en mangel på overraskelser, men kanalnetværket bliver godt udnyttet over hele linien. Der er talrige effektive panoreringer, atmosfæren er god (men kunne måske godt have været en anelse fyldigere), og så er subwooferen dejlig aggressiv. Et af det unge års absolut bedste lydspor indtil videre.

EkstramaterialeNår skiven smækkes i afspilleren, bliver man præsenteret for trailere til “The Texas Chainsaw Massacre: The Beginning”, “Stay Alive” og “Wallander – Hemligheten”. Tre trailers og fem tv-reklamer til “Snakes on a Plane” er også inkluderet andetsteds på discen. Der er få minutters fraklip fra optagelserne, som er langt, langt sjovere, end noget filmen har at byde på. Den sidste ‘bagatel’ skiven byder på, er en enkelt musikvideo (den som også optræder sammen med filmens rulletekster). Man har også mulighed for at studere få minutters optagelser omhandlende tilblivelsen af videoen.

Discen byder på et kommentarspor med instruktør David Ellis, skuespiller Samuel L. Jackson, producerne Craig Berenson og Tawny Ellis, assistentinstruktøren Freddie Hice og visual-effects supervisoren Eric Henry. Kommentarsporet er faktisk interessant, fængende og fornøjeligt – alle de ting, som filmen burde have været. Deltagerne kommer både med mange fine anekdoter, og så er de også morsomme og har ikke noget imod at tage gevaldigt pis på hinanden og filmen.

Der er i alt 4 dokumentarer. I “Pure Venom: The Making of Snakes on a Plane” (18 min.) sidder filmens bagmænd og skuespillerne og skamroser den elendige film hele vejen igennem. Sjovt er det at høre produceren Craig Berenson og manuskriptforfatteren tale om, hvor essentielt det er at have gode karakterer, som man kan identificere sig med – noget som slet ikke er lykkedes. Når alle ikke har travlt med at lovprise kollegaerne til skyerne, er der indimellem nogle interessante anekdoter og optagelser.

De tre resterende featuretter hedder “Meet the Reptiles” (13 min.), “VFX Featurette” (5 min.) og “Snakes on a Blog” (10 min.). Førstnævnte handler om slanger, og den består primært af et interview med en slangeekspert, som også arbejdede på filmen. Den er faktisk forbavsende interessant. Den næste featurette handler om effektarbejdet på filmen, og den er ganske velproduceret og underholdende. “Snakes on a Blog” er dog den mest interessante af alle dokumentarerne, og den fortæller om filmens enorme popularitet før premieren. Det er især underholdende at se flere hjemmelavede trailers, musikvideoer mm., som filmens fans har lavet.

Der er i alt 10 slettede/forlængede scener, som tilsammen varer godt og vel 12 minutter. De kan alle ses med kommentarer fra instruktør Ellis og producerne Ellis og Berenson. De forlængede scener er ikke ligefrem meget længere (ofte drejer det sig om få sekunder), mens de slettede scener er – helt som ventet – ligegyldige.

Idiotien længe leve!Robert Altmans smågeniale “The Player” fra 1992 åbner med en fantastisk scene, der tager publikum med om bag filmsettet i Hollywood og udstiller alle industriens idiosynkrasier og latterlige gesjæfter. Et af de sjoveste indslag i denne intro er den obligatoriske pitching af filmidéer, hvor de mest smagløse påfund lægges på bordet. At dømme efter “Snakes on a Plane” havde Altman fat i den lange ende, men det er nu alligevel rystende, at der i dette tilfælde ikke er tale om komisk overdrivelse – denne her film er omtrent ligeså dum som dens titel lyder, selvom man dog ikke kan klandre den for at være uærlig: der er slanger ombord på et fly, og så blev vi vist heller ikke lovet mere.

At opsummere handlingen i “Snakes on a Plane” er omtrent ligeså formålsløst som at retfærdiggøre dens eksistens – men for de folk der vrider sig i spænding og som ikke har kunnet lure, hvad der gemmer sig bag den ganske simple titel, så kommer her et hurtigt resumé: Dreng bliver vidne til grum gangsters væmmelige mord. Dreng kommer under politibeskyttelse, da gangster opdager ham. Dreng bliver fløjet tilbage til Los Angeles for at afgive vidnesbyrd, men grum gangster gemmer væmmelige (og dødsensfarlige) slanger i fly for at komme vidne til livs. Dreng og politimand, samt besætning og passagerer, må kæmpe for deres liv mod de væmmelige (og dødsensfarlige) slanger. Og så kan jeg passende nævne, at politimanden spilles af Samuel L. Jackson i vanlig cool-på-den-næsten-forstenende-grænsende-til-det-selvdøde facon. Og hvem der spiller drengen kan egentlig være lige meget.

Havde man valgt at gribe emnet an på den eneste måde, der egentlig er, at gribe så tåbelig en idé an på, nemlig den selvironiske, havde man måske reddet sig lidt i land. Det var måske kun blevet pubertært plat og lidt anstrengende morsomt, a la “Scary Movie” filmene, men i det mindste havde filmen ikke haft nogen illusion om at tage sig selv den mindste smule seriøst. Det gør “Snakes on a Plane” desværre, og de sjove øjeblikke indtræffer kun på det ufrivillige plan. Instruktør David R. Ellis, der ellers har drejet den ganske ferme slasheropdatering “Final Destination 2”, vil også gerne have “Snakes on a Plane” til at lugte lidt af horror, og prøver derfor at blende “Red Eye” med “Anacondas: Jagten på Blodorkidéen” – ikke et synderlig heldigt udfald, og egentlig heller ikke et særlig godt udgangspunkt til at starte med.

De mange slanger er så computergenererede som noget kan være, og så har man gudhjælpemig forsøgt sig med et ‘snakevision’ kamera, hvor vi ser hændelserne fra de snoede bæster, komplet med grønt filter og fordrejet perspektiv i det ydre synsfelt. Og midt imellem halvkedelige forsøg på at proppe så mange stereotyper ind blandt de uheldige passagerer som muligt, bliver der også lige plads til en kærlig hilsen (læs: der plankes råt for usødet) til den første “Anaconda” film, hvor en irriterende britisk herre bliver fortæret hel af en af disse kæmpe sataner. De stakkels kræ er jo blevet drevet til dette brutale stadie af duftstoffer, som gør dem aggressive. Snakes on crack, som en af flyets passagerer så passende udtrykker det – en anden rammende titel til denne ligegyldige film.