Snowden hakket ud i sten

Hvis I læser med, så bare rolig. Og det gør I jo, har jeg hørt. I har intet at frygte, NSA. For “Snowden” er Laura Poitras’ “Citizenfour” hakket firkantet ud af Oliver Stone. Her er Edward Snowden en entydig helt, der afslører, at jer fra NSA faktisk næsten er nazister. Det tror ingen jo på. Heller ikke jeg.

Der er ellers pænt med plads til at udvide og optimere “Citizenfour”. For selv om dokumentaren om Ed Snowdens første dage som verdens mest kendte whistleblower var en af den slags film, der blev stemplet som ‘vigtig’, så var Poitras’ kamera ærlig talt lidt kedeligt at se på. Hun var mere interesseret i sagen – den amerikanske masseovervågning af hele verden – frem for filmen. Hos Oliver Stone bliver det ganske vist lidt mere spændende, men diskussionen druknes altså, når der peges nazist af NSA-ansatte, imens “Snowden” ekkoer konspirationerne fra guilty pleasure-klassikeren “JFK”.

For hos Stone hakkes Snowden ud som en ny tids Jim Garrison. Dengang gjorde den politiske instruktør advokaten Garrison til en retskaffen helt, som af et ondt ‘System’ blev afholdt fra at få sandheden frem om mordet på Kennedy. Det var det militær-industrielle kompleks, der stod bag, sagde Donald Sutherlands mystiske sandhedskilde. Den samme sandhed kender Nicolas Cage her i “Snowden” – konspirationerne lever. Det gør de bare ikke med så spektakulært storhedsvanvid som i “JFK”. I stedet forfalder Stone til Godwins lov – det er ligesom med Hitler.

Joseph Gordon-Levitt er det bedste ved “Snowden”. I titelrollen har han imponerende tillagt sig Edwards nørde-monotone stemmeføring, der bliver mere og mere paranoid. Men hvor Laura Poitras lod sit kamera tvivle lidt på alle de spøgelser, som Snowden så, imens han småskørt tastede sine passwords ind tildækket under et lagen, så toner Oliver Stone rent, paranoidt flag. Snowden er en entydig helt, der bærer Sandheden. I “Citizenfour” var han i lige så høj grad et produkt af det skøre system – en paranoid stakkel.

I “Snowden” kan alt det, som titelrollen fortæller i “Citizenfour”, potentielt vises. Dengang fortalte han, at flugten til Hong Kong var taget uden at sige farvel til kæresten. Tænk sig at ofre sit personlige privatliv for at sikre alle andre retten til netop det – et privatliv uden overvågning. Men det dilemma er Stone ligeglad med. Shailene Woodleys kæreste til Snowden er reduceret til et redskab, som Edward kan dumforklare. Hvorfor er overvågning farlig? Hun har jo ikke noget at skjule, siger Woodley på vegne af alle dem, der bruger det argument. Sådan lægger hun hele tiden op til hovedpersonen, der derfra kan smashe det tydelige oplæg sikkert ned på den banehalvdel, som overvågerne står på.