I rummet kan alle høre dig grine

Den såkaldte spoof-genre, som dækker over alle de farcer, hvis raison d’être er at parodiere andre film, er blevet kuldsejlet af de seneste års overflødige fadæser såsom “Date Movie”, “Epic Movie” og “Superhero Movie” for bare at nævne et fåtal. Man kunne snildt have erklæret genren død for adskillige år siden, efter at de pionerende Zucker-brødre og Jim Abrahams afbrød samarbejdet, men af uransagelige årsager har Hollywood gentagne gange forsøgt at genoplive genren uden held. Derfor er det enormt forfriskende at gense en af de perler, genren diskede op med, da den levede i bedste velgående: Mel Brooks’ “Spaceballs”.

Brooks har haft en spøjs karriere – fra slutningen af 1960’erne til midten af 70’erne var han komediegenrens ubestridte konge. Udødelige klassikere som “Forår for Hitler”, “Young Frankenstein” og “Sheriffen skyder på det hele” udkom i hælene på hinanden, og Brooks lignede en gudbenådet auteur, der ikke kunne træde en fod forkert. Men ligesom alle de andre film, Brooks har begået, efter karrieren nåede sit zenit, er “Spaceballs” en blandet landhandel. Undertegnede havde ikke set Brooks’ “Star Wars”-plagiat i årevis, og desværre må man alligevel erkende, at det 23 år gamle lystspils bid er dulmet med årene. Jovist, de morsomme indfald opvejer de platte, men filmen bugner ikke just med geniale jokes.

Først og fremmest bør man dog rose Brooks for i 1987 at have gjort noget, som de fleste af nutidens spoof-magere ikke engang forsøger på: At opdigte en decideret historie. Hvorimod nyere parodifilm slynger den ene skøre sketch af sted efter den anden uden at bekymre sig om røde tråde, har Brooks gjort sig umage med at digte en fortælling og talrige figurer, således at man faktisk har noget at forholde sig til imellem vittighederne. Ganske vist er historien blot en banal genfortælling af George Lucas’ storslåede rumsaga, men det er et kæmpe plus, at Brooks ikke blot giver os god grund til at grine, men også adskillige karakterer, man vitterligt har lyst til at buhe og tiljuble undervejs.

Historien er bare ikke stærk nok, og det er mange af dens karakterer heller ikke. Jovist, her er talløse muntre figurer, som rangerer blandt komediegenrens mest mindeværdige personligheder: Rick Moranis er vidunderligt gakket og overgearet som den evigt pessimistiske Dark Helmet – selvsagt en forvrænget udgave af Darth Vader. Legendariske John Candy lammer lattermusklerne med hver eneste punchline i rollen som den Chewbacca-lignende sidekick Barf. Og så gentager John Hurt sin ikoniske rolle fra “Alien” i en af filmhistoriens sjoveste gæsteoptrædener.

Men plottets helte, den heroiske rumpirat Lone Starr og den excentriske prinsesse Vespa (Brooks’ svar på Han Solo og Princess Leia), er komplet uinteressante. Bill Pullman og Daphne Zuniga gør deres bedste i rollerne, men karaktererne er usjove i alarmerende grad, og Brooks bruger alt for meget spilletid på turtelduernes kedsommelige romance, ligesom han giver sig selv alt for meget spilletid foran kameraet i rollerne som både den ondsindede præsident Skroob og det bitte, behjertede rumvæsen Yoghurt. Man vil langt hellere hænge ud med Dark Helmet og hans gemene kammerater.

På jokefronten rammer Brooks og Co. dog oftere plet end forbi, selvom de til tider skyder med spredehagl i forsøget på at more publikum. Midterdelen går fuldstændig død, hovedsageligt fordi vi her primært er i selskab med de mindre sjove helte, og Brooks’ forkærlighed for vulgære platheder tager indimellem overhånd. Især Skroobs hyppige tossestreger og legen med et par promiskuøse damer trækker tænder ud. Men flere indslag er direkte geniale – lige fra rumskibets uendelige tur forbi kameraet under åbningssekvensen til scenen, hvor Dark Helmet får fat i “Spaceballs” på videobånd, så han kan spole frem i filmen og finde Lone Starrs position. Raffinerede genistreger som disse kendetegnede Brooks’ storhedstid, og selvom den aldrende instruktør er faldet af på den siden da, er det alligevel en skam, at en af genrens koryfæer har været så tavs på det seneste.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Jovist, HD-transferets detaljerigdom er til tider markant større, end den er på dvd’ens transfer, mængden af støj og snavs er oftest til at overkomme, og kontrasten er udmærket. Men billedet er gennemgående fladt, kedeligt og uskarpt. Farverne er også lidt matte og blege, men dog aldrig decideret utroværdige, og edge-enhancement og udtværing forekommer aldrig.

Audio

“Spaceballs” lyder bedre i HD, end den ser ud. DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet har en solid bund, og både bombastiske lydeffekter og musikkens dybeste toner tilføjes ekstra slagkraft af subwooferen. John Morris’ udmærkede musik folder sig fint ud, men mange lyde og dialogen har det med at lyde lidt spids. Der er ingen panoreringer at råbe hurra over, men filmen har også efterhånden nogle år på bagen. Støj forekommer aldrig. Baghøjtalerne er ikke synderligt aktive, men alligevel er de med til at skabe en auditiv atmosfære, der supplerer billederne fint.

Ekstramateriale

Brooks har indtalt et nogenlunde, men lidt tørt kommentarspor til filmen. Brooks gentager for ofte blot, hvad der sker i filmen, men instruktøren har dog et par solide jokes i ærmet – såsom en munter monolog om, hvor mange penge han fik for at medvirke som skuespiller. Bedre er de omtrent 61 minutters dokumentarer, der byder på adskillige fine, forholdsvis nye interviews med filmmagerne og skuespillerne. Her er også et par videoklip, som fremhæver enkelte brølere i filmen, samt en få sekunder lang udgave af filmen i “ludicrous speed”. Desuden medfølger enkelte storyboards, billedgallerier og trailere. Det havde dog været sjovt, hvis man havde inkluderet nogle afsnit af den forholdsvis nye, om end udskældte “Spaceballs”-tegnefilmsserie.