Rejsekongen og skattenægteren i triviel tango

Med “Spies & Glistrup har Christoffer Boe – eller Hr. Boe, som han ynder at blive kaldt – lavet sin første danske mainstreamfilm. “Reconstruction”-instruktøren har også bevist, at excentriske personligheder, skøre indfald og stærke skuespillerpræstationer ikke er nok til at gøre en film interessant, hvis historien ikke holder. Og det gør den desværre ikke i “Spies & Glistrup”.

To af Danmarks mest aparte mænd, Simon Spies og Mogens Glistrup, har nu endelig fået deres egen film om deres lidet kendte venskab. Rejsekongen Spies med det velkendte motto ”Spies, rejs og vær glad” arbejdede i mange år sammen med vennen Glistrup i selskabet, der var mere opsat på at vise de store drenge, hvem der bestemte, end at lade danskerne rejse for en beskeden sjat penge. Men som årene gik, kom problemerne til, indtil det en dag måtte gå galt for de to venner.

Nicolas Bro er vidunderlig som Mogens Glistrup, der måske nok ligner en harmløs bamse, men som i virkeligheden led af vanvittige forestillinger, der fik det egoistiske segment af den danske befolkning til at beundre den tykke gut med de fremtrædende tænder. Pilou Asbæk gør det ligeledes fremragende som den excentriske og affekterede Simon Spies, og han leverer det, man sagtens kan kalde årets modigste danske skuespillerpræstation. De bliver bakket fornemt op af deres dygtige kollegaer foran kameraet, og der er ikke en finger at sætte på skuespillernes skildringer af disse særegne mennesker, der utroligt nok har levet i den virkelige verden.

Problemet ligger i, hvordan historien bliver fortalt. Boe virker så forelsket i disse to mænd og deres skarnsstreger, at han glemmer at vise menneskene bag facaderne. Det er da skam også hyggeligt og nostalgisk at se Spies skabe sig over for pressen og kollegerne, men det bliver også trivielt i det lange løb. Filmen forsøger også at forklare Glistrups ofte vanvittige ræsonnementer, men det bliver gjort så vagt og halvhjertet, at vi aldrig fornemmer, hvem manden i virkeligheden var. De to kammerater forbliver karikaturer gennem hele den (alt for) lange film, og det er en stor del af grunden til, at “Spies & Glistrup” desværre udelukkende ender med at appellere til ekstreme nostalgikere og Spies- eller Glistrup tilhængere. Sommetider prøver Boe at skabe et indre liv for de to herrer, som når Spies kortvarigt fortæller Glistrup, at han savner den ægte kærlighed i sit liv. Men hurtigt derefter bliver Boe igen forblændet af parrets karisma og spændingsmættede tilværelse, og mere bliver der desværre ikke gjort ud af den sag.

Der er ellers gjort meget ud af det tekniske aspekt i produktionen. Boe er tydeligvis inspireret af, hvordan de beskriver halvfjerdserne i det store udland, og han er til gengæld ikke interesseret i at lave en film, som man gjorde i gamle dage. Altså de dage, der portrætteres i “Spies & Glistrup”. Med et godt, gammeldags soundtrack, billeder fra det ældre København og høj produktionsværdi er alt det ydre i orden, men det er bare svært at bevare begejstringen for en lækker overflade i 110 minutter, når der ikke er noget at komme efter på indersiden. Og det er der ikke her.