Med den britiske tv-serie “The Office” lykkedes det at udnytte de både underholdende og en anelse foruroligende sociale mekanismer, der sættes i spil mellem medarbejdere i et på overfladen gråt kontormiljø. “Spillets regler” benytter samme arena til at skabe en dansk udlægning af karriereræsets mindre heldige sider og søger at finde svar på, hvorfor gode kollegaer kan ende med at falde hinanden i ryggen for at nå til tops.

Peter Gantzler spiller den flinke lektor Manfred Finneman, der underviser ved Institut for Psykologi. Han er godt tilfreds med sin stilling, men når et professorat på uventet manér bliver ledigt, antændes der i Manfred en ambitiøs glød om at stige i instituttets hierarki. Han får dog konkurrence om stillingen fra sin kollega og gamle ven Poul, der nyligt hjemvendt fra USA imponerer både Manfreds sekretær og instituttets leder Knud. Til at begynde med iagttager Manfred Pouls fremadstormende stil med overbærenhed, men når det viser sig, at Poul er interesseret i professoratet, må Manfred også give sig i kast med spillet om chefens gunst. I hvad der nærmest kan kaldes en case study i adfærdspsykologi, som psykologistudiet selv kunne have benyttet sig af, følger man herefter Manfreds sindskvaler, som han tager stilling til, om han er villig til at stikke kniven i ryggen på sin kollega for at sikre sig jobbet.

Peter Gantzler rammer bløddyret Manfred lige på kornet. Han er på en gang både forsmået og selvophøjet som lektoren, der så gerne vil se sig selv placeret over det spil, der foregår på kontorets gange, men som selv ender med at blive den mest ivrige medspiller i foretagendet. Karakteren rummer både godmodig charme, men også en utiltalende smålighed og mangel på selvindsigt, der vækker minder om personalet fra “The Office”, omend uden et helt så komisk resultat. Gantzler er et godt valg til rollen, idet han i udseendet udstråler både varme og selvsikkerhed og ikke umiddelbart synes at have noget at være besværet over. Men via små detaljer som Manfreds konstante nervøse grin afsløres der stille og roligt et enormt hul i karakterens selvværd.

Manfred underviser i vredesbehandling, men har selvfølgelig selv svært ved at forstå de følelser, der er ved at koge over i ham selv, særligt når de opstår i konkurrencen med kollegaen Poul. Hvor Poul er ærlig omkring sine mål, lægger Manfred udadtil låg på enhver form for ambition og vil ikke engang indrømme, at han er interesseret i professoratet. Det er den falske beskedenhed overfor åbenlys ambition, og med Pouls baggrund i det amerikanske universitetsmiljø bliver det nærmest dansk karrierementalitet overfor amerikansk. Det gode ved “Spillets regler” er dog, at man får præsenteret et positivt og negativt syn på begge fremgangsmåder med de to lektorer Manfred og Poul som eksponenter.

Instituttet for Psykologi benyttes effektivt af instruktøren Christian Dyekjær til at skabe et rum, hvor spydige kommentarer omkring folks mentale tilstand sættes i skarp kontrast til folks egentlige handlingsmønstre. Det er forbavsende så lidt selvindsigt de fleste af de ansatte besidder, deres profession taget i betragtning. Filmens simple historie fungerer effektivt i dette miljø, selvom enkelte scener undervejs ikke synes at lede nogen vegne.