Split
Udgivet 25. jan 2017 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Han fucker altid med din hjerne ham M. Night Shyamalan. Det er, som om publikums chok over et uventet plot-twist er hans livs formål, det kollektive gisp fra salen er hans fix. Efter en karriere, bygget på oh!, wow! og WTF!, er der efterhånden intet overraskende i, at vi på et tidspunkt skal blive overrasket i hans film. Så hvad gør en mand, der hader forudsigelighed mere, end han hader dårlige film? Han går tilbage til start, til psykiatriens grænseområde mellem virkelighed og forestilling. Her propper han 24 unikke personligheder ind i hovedet på stakkels James McAvoy. Nu skal der fuckes med hjerner på begge sider af linsen.
McAvoy har nemlig nogle lidt mere kringlede planer end indespærring og voldtægt. Kidnapperen Dennis er brutal, metodisk og renlig som beskrevet på side 1 i bogen over filmpsykopater. Men han bliver hurtigt afløst af Patricia med sjaler på skuldrene og romantisk poesi på læberne samt den niårige Hedwig, der vil lege kysseleg. McAvoy har tydeligt en fest med sit eget lille karakter-maraton, men det bliver aldrig ren show-off. Tilbageholdenheden og disciplinen i skildringen af hver enkelt er ganske imponerende.
Shyamalan bygger et komplekst manus op. Og som altid i hans fortællinger er der mange informationer at holde styr på undervejs. For at binde trådene sammen bliver der trukket på både pseudovidenskabelige forklaringer og flashbacks til den martrede Caseys fortid, alt imens James McAvoy flintrer rundt i baggrunden. Det fungerer langt bedre end det egentlig burde, omend nedtællingen til ‘The Beast’ ikke bliver så intenst medrivende, som Shyamalan nok havde håbet. Måske fordi Anya Taylor-Joy og hendes medfanger ikke får lige så meget fra personlighedskassen at give igen med.
Man kunne have frygtet, at “Split” aldrig blev andet end et rekordforsøg i karaktertegning. Heldigvis har M. Night Shyamalan og især James McAvoy forstået begrænsningens fine kunst. Galskaben får ikke lov til at løbe af med dem. Shyamalan er ikke færdig med at lave forsvindingsnumre, men virker næsten afvænnet fra sin twist-trang og mere fokuseret på at fortælle en suspensefyldt historie. Jeg ville dog lade være med at læse rollelisten for nøje igennem… Twist!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet