Alle Bostons mænd

Hvert år uddeles Cavlingprisen til en journalist, der ikke har skabt mange kliks i løbet af året. Derimod har prisvinderen ved grundigt graverarbejde afsløret en betændt sag til samfundets bedste. Svindel med forskningsmidler eller krig på falsk grundlag. Det er den slags journalistik, man henviser til, når der tales om den fjerde statsmagt. Og det er den slags journalistik, der hædres her i “Spotlight”. Her arbejder journalisterne grundigt og systematisk i en film, der er netop dét. Grundig og systematisk.

I “Spotlight” er det den katolske kirkes seksuelle misbrug af børn, der afsløres. Det har været holdt hemmeligt igennem årtier. Nu skal der kastes lys over sagerne. Spotlight skal på sagen. Det er navnet på graver-gruppen hos Boston Globe. Fire mennesker, der sidder i en kælder ved hver sit skrivebord. De ser så almindelige ud. De er hverken super eller ekstraordinære, men de er grundige og ærlige, og så brænder de for sagen. På samme måde som i “Alle præsidentens mænd”, hvor Dustin Hoffman og Robert Redford som journalisterne Bernstein og Woodward afslørede Watergate-skandalen.

De to film har en del tilfælles. Arbejdsmetoderne er begge lige uspektakulære. Vidner og mistænkte opsøges. Der noteres på en blok papir. De lytter, spørger og går igen med en lovning om at vende tilbage. De ringer op. Mange gange forgæves. Søger aktindsigt og leder systematisk i gamle kirkejournaler efter spor. Og selv om den katolske kirke ikke er begejstret ved journalisternes opsøgende arbejde, så udvikler det sig aldrig til skjulte fodspor om natten eller knuste ruder. Det bliver ved kaffemøder, hvor katolske venner lige gør opmærksom på, at kirken jo gør så meget andet godt for lokalsamfundet – det skulle nødigt lide skade.

På den måde er “Spotlight” lige så knastør og lødig som den nytilflyttede chefredaktør, der ellers først lugter af ballade. Vil han lukke graver-gruppen her i begyndelsen af det nye årtusinde? Internettet er begyndt at presse de fysiske aviser, og han har et ry for at skære til og skære ned. Men nej. Spillet roligt og lyttende af Liev Schreiber er der heller ikke her en overdramatisk konflikt, men derimod den reneste fornuft. Det er ham, der peger på kirke-historien. For god journalistik kan også give en god avis, et godt produkt. Her handler “Spotlight” også om en ny tid, hvor gamle institutioner er presset på deres relevans: Hvad skal vi med avis og kirke i et årtusinde, hvor alt kun er et gratis klik væk? Svaret er tid.

I hvert fald for avisens vedkommende. Tid til at grave den vigtige historie frem, så alt ikke drejer sig om klik og kommentarer på et vildt web. På samme måde tager “Spotlight” sin tid. Graver sig roligt ned i sagerne, hvor der gives meget lidt ved de dramatiske døre. Mark Ruffalos altopofrende journalist bor for en tid på et værelse med to kogeplader. Det går ikke så godt med konen, men en god kollega kommer forbi med en bid pizza og diskuterer sagen. Imens bekymrer Rachel McAdams sig for, hvad hendes troende bedstemor vil sige til historien, når kirken kommer på forsiden.