Spring break 4-eva, bitchez!

Harmony Korine. Bare navnet får denne anmelder til at svimle hen i noget, der ligner hæmningsløs beundring, total tilbedelse og balstyrisk forgudelse. Han er underverdenens enfant terrible og en filmmager, der gudskelov ikke er bange for at gå sine helt egne veje – vel at mærke uden slinger i valsen. Derfor var der også grund til bekymring, da han pludselig skulle lave en film med unge mainstreamnavne som Vanessa Hudgens og Selena Gomez foran kameraet. Men frygt ej, Korine-fans, for manden, der stod bag “Gummo”, er lige meget sin egen, som han altid har været.

Under en vigtig historielektion om 2. verdenskrig sidder to piger og tegner billeder af penisser med tungerne vulgært fremme og tankerne langt væk. De hedder Brit og Candy og vil for alt i verden på det populære spring break (forårsferie) for at tage del i al den alkohol, sex og narko, som disse strandglade og festlige ferier kan byde på. Sammen med veninden Cotty stjæler de sig til en plads på bussen til Florida og medbringer deres troende veninde Faith (et passende navn). Men en forårsferie kan være en dyster affære, og da de møder den kriminelle rapper Alien, går det op for dem, at den længe ventede forårsferie ikke er lutter fest og farver.

Velkommen til ungdommen, hvor popkulturen bestemmer over vores følelser og handlinger. Musik er da også en dominerende faktor i “Spring Breakers”, hvor næsten hver eneste sekvens suppleres af en velvalgt popsang, der sætter filmens temaer i relief. Musikken bruges dog ikke til at manipulere tilskueren, men til at formidle filmens primære og vigtigste pointe: Musik er med til at skabe vores verdensbillede. Tjek bare scenen, hvor Cotty langsomt kører flugtbilen, mens Brit og Candy røver et tilfældigt spisested. Cotty hører pop for fuld skrue, og inden for bilens trygge rammer får den gemytlige musik forbrydelsen til at fremstå som en virkelighedsfjern leg. Men da vi senere ser de egentlige begivenheder, mærker vi øjeblikkeligt, at stemningen er anderledes gravalvorlig, fordi den musikløse virkelighed er langt mere ubehagelig.

Men ak, ikke kun de samvittighedsløse piger er fanget i en falsk verden. Rapperen Aliens verdensbillede er lige så afhængigt af den musikalske popkultur. Mens han spiller Britney Spears for pigerne ved sit klaver på stranden, danser de med deres pistoler og moderigtige elefanthuer, og når han senere sætter ord på sin rigdom, er det med henblik på, hvilke mærkevarer han ejer. Jovist, de to verdener er forskellige, men synspunktet er ens, og når voldsomme røverier bliver blødgjort af Britneys opkvikkende melodier, bliver det soleklart, at “Spring Breakers” er en kontrasternes film. Korine har altid gjort stort brug af både disse skærende kontraster og popkulturen i sine værker, men her er han mere kritisk end nogensinde før.

Der prædikes om Gud i søndagsskolen, som Faith flittigt besøger, og under hendes kirkevisits klippes der tit til Faiths tre potrygende veninder – endnu en skærende kontrast, der fremhæver hendes modsætningsfyldte tilværelse, som både rummer kirkens højtideligheder og en kulørt livsstil uden for kirkens vægge. Ja, hvert klip er nøje overvejet, og alt det, der umiddelbart virker tilfældigt, er præcis den del af den amerikanske ungdom og nye generation, som Korine vil have os til at se. Her er mildest talt en masse stof til eftertanke.