Spring Breakers
Udgivet 23. maj 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Harmony Korine. Bare navnet får denne anmelder til at svimle hen i noget, der ligner hæmningsløs beundring, total tilbedelse og balstyrisk forgudelse. Han er underverdenens enfant terrible og en filmmager, der gudskelov ikke er bange for at gå sine helt egne veje – vel at mærke uden slinger i valsen. Derfor var der også grund til bekymring, da han pludselig skulle lave en film med unge mainstreamnavne som Vanessa Hudgens og Selena Gomez foran kameraet. Men frygt ej, Korine-fans, for manden, der stod bag “Gummo”, er lige meget sin egen, som han altid har været.
Velkommen til ungdommen, hvor popkulturen bestemmer over vores følelser og handlinger. Musik er da også en dominerende faktor i “Spring Breakers”, hvor næsten hver eneste sekvens suppleres af en velvalgt popsang, der sætter filmens temaer i relief. Musikken bruges dog ikke til at manipulere tilskueren, men til at formidle filmens primære og vigtigste pointe: Musik er med til at skabe vores verdensbillede. Tjek bare scenen, hvor Cotty langsomt kører flugtbilen, mens Brit og Candy røver et tilfældigt spisested. Cotty hører pop for fuld skrue, og inden for bilens trygge rammer får den gemytlige musik forbrydelsen til at fremstå som en virkelighedsfjern leg. Men da vi senere ser de egentlige begivenheder, mærker vi øjeblikkeligt, at stemningen er anderledes gravalvorlig, fordi den musikløse virkelighed er langt mere ubehagelig.
Der prædikes om Gud i søndagsskolen, som Faith flittigt besøger, og under hendes kirkevisits klippes der tit til Faiths tre potrygende veninder – endnu en skærende kontrast, der fremhæver hendes modsætningsfyldte tilværelse, som både rummer kirkens højtideligheder og en kulørt livsstil uden for kirkens vægge. Ja, hvert klip er nøje overvejet, og alt det, der umiddelbart virker tilfældigt, er præcis den del af den amerikanske ungdom og nye generation, som Korine vil have os til at se. Her er mildest talt en masse stof til eftertanke.
“Spring Breakers” definerer en generation uden at pege fingre, men ved at lege med. Den får os til at føle lede ved hovedpersoner, der får os til at leve, mens vi følger dem – især takket være både skuespil og manuskriptarbejde af højeste klasse. Den sælger sig selv som en ungdomsfilm, men den har en helt anden agenda end genrens gængse opus. Ligesom i Korines beskrivelse af ungdommen i “Kids” er “Spring Breakers” bidende nødvendig i generationsdebatten. Fra pigernes indstuderende, klichefyldte samtaler med familien derhjemme til lyden af et ladt gevær ved hvert sceneskift. Denne fraudulente verden agerer nemlig udelukkende inden for sin egen virkelighed, der aldrig præges af konventionelle filmklicheer. Med “Spring Breakers” siger Korine ikke, at vi skal forstå de værste elementer af en ny generation, men vi skal i hvert fald frygte den, når den skal på forårsferie, bitch.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet