Frances har fundet en taske i metroen, som hun nu vil returnere til ejeren. Sådan møder hun sin stalker.

Tasken tilhører nemlig franske Greta, der er gammel nok til at kunne være Frances’ mor. Frances mor er død.

Straks bliver den moderløse charmeret af taskens ejer. ’My dear, ma chérie,' siger Greta. Frances er vundet.

Det starter godt. Både forholdet mellem de to kvinder og selve filmen. Uheldigvis gemmer der sig mere nede i tasken.

Jeg føler indledningsvis med både Frances og Greta. Det specielle bånd, der bliver skabt mellem den unge, moderløse og den ældre uden datter.

Og selv om den danske titel, “Stalker”, allerede har afsløret, at det ikke kommer til at gå helt så godt, som det lover, så får den mig faktisk med på legen til at begynde med.

For selvfølgelig er Greta ikke helt psykisk stabil. Men alligevel får specielt Isabelle Huppert overbevist mig om, at Greta bare er hende den søde, ældre dame, der gerne vil have en hund og en ven.

Når film om stalkere og psykopater kan få mig til at føle med dem, der har en skrue løs, så virker det på mig.

Ligesom med den fotografigale Robin Williams, der inderligt ønskede sig at blive en del af en helt bestemt familie i “One Hour Photo”.

Med Greta går det også skævt. Ligesom med Robin.

Derfra dæmpes min indledende besættelse af “Stalker”.

For med Gretas vanvittige forfølgelse af Frances følger ufrivillig komik og ulogik.

Som da Frances’ veninde bliver forfulgt af Greta fra en bar og hjem, mens den sindssyge dame sender billeder til Frances af forfølgelsen.

’OMG! She’s right behind you! Turn around!' råber Frances i telefonen, mens veninden drejer sig rundt. Først på en bar. Så i en gyde. Så i en metro. Og til slut på en bus.

Stilhed. Nu er hun væk. Dramatisk musik! Nu er hun der! ’OMG! She’s right behind you! Turn around!'. Sådan fortsætter det.

Det er sjovt, selv om intentionen er uhygge.

Jeg kan simpelthen ikke forestille mig den lille dame spæne rundt efter en yngre, men jeg ville gerne se filmen, hvor man ser det. Det gør man ikke i “Stalker”.

I  stedet bliver det ulogiske setup boende, imens gyset udebliver.

For det lader ikke til, at Frances for alvor forsøger at komme væk fra den klæbende kone. Her hjælper undskyldninger om moderkomplekser ikke. Greta er allerede ‘straight up psycho’, og Frances er bange.

Næ nej, hun tager et åndssvagt dårligt råd fra veninden om at opsøge Greta og fylde hende med løgnagtig kærlighed i stedet for egentlig at rejse væk fra New York, som hun bilder Greta ind.

Hvorfor tager du ikke bare væk?!

På en måde virker “Stalker” på mig, som Greta virker på Frances.

Først er jeg charmeret og vundet. Kort efter vil jeg egentlig gerne bare væk!