FilmenDa “Den Usynlige Fjende” i sin tid havde premiere var den ventet med kolossal spænding. Kunne den leve op til de oprindelige films nærmest legendariske status? Kunne George Lucas endnu engang gribe og underholde os så effektivt, som han havde før? Forventningerne var mildest talt skyhøje. Reaktionerne var meget forskellige. Der er både dem der er begejstret for filmen og dem der – mere højrøstet – nærmest foragter den. Uanset hvordan man ser på det, har filmen dog mange kvaliteter.

Filmen indledes med, at de to jedi’er Obi-Wan Kenobi og Qui-Gon Jinn sendes til planeten Naboo for at gennemtvinge et forlig i en handelsstrid. Forhandlet får de dog aldrig – i stedet bliver de vidner til den onde handelsføderations invasion af Naboo og inden længe må de hjælpe Naboos Dronning med at flygte fra planeten. Det første stykke af filmen er særdeles underholdende. Vi får set jedi’erne udfolde deres kraft for fuld styrke og bliver taget med på en spektakulær undervandsjagt. Deres rumskib bliver imidlertidigt beskadiget, og de må nødlande på Tatooine, hvor de møder den unge slave Anakin Skywalker. Her begynder filmens tempo desværre at halte. I betragtning af Anakins betydning for den senere historie, er hans introduktion uimponerende og vi er ikke særligt interesserede i hverken ham eller hans mors forhold. Særligt en forholdsvis lang scene omkring spisebordet i deres hjem er en kedelig affære.

Heldigvis bliver tempoet genoprettet da vi bliver kastet ind i et fantastisk Podrace-løb, der i størrelse og udførsel vækker gode minder fra bl.a. “Ben-Hur”. Der er et par mindre tilføjelser til racerløbet på DVD udgivelsen, bl.a. er indledningen til løbet blevet længere, hvilket i høj grad styrker scenen, da tilskuerens forventninger får bedre tid til at bliver bygget op. Herefter går turen til Coruscant hvor Anakins evner med Kraften bliver testet, indtil de til sidst vender tilbage til Naboo for at generobre planeten. I det afgørende slag følger vi fire forskellige handlinger samtidigt: slaget mellem Gunganerne og handelsføderationens kamptropper, en rumskibskamp, Dronningens forsøg på at pågribe handelsføderations leder, samt en dynamisk lyssværdskamp mellem Obi-Wan Kenobi, Qui-Gon Jinn og den onde Sith-lærling Darth Maul.

Slutningen fungerer ikke optimalt. I “Stjernekrigen” fulgte vi ét handlingsforløb i slutningen, i “Imperiet Slår Igen” to, og i “Jedi-ridderen Vender Tilbage” tre samtidigt. Det virker som om, at man har ville overgå det ved at fylde endnu en handlingstråd oveni. Resultatet bliver, at vi reelt kun følger med i Gunganernes kamp og i lyssværdsduellen. Resten af scenerne er flotte men lidt overflødige. Til gengæld er lyssværsduellen blandt de bedste dueller i filmhistorien, hvilke ikke mindst skyldes Ewan McGregor og i særdeleshed Ray Parks akrobatiske talenter.

I forhold til tidligere Star Wars-film, så er plottet i “Den Usynlige Fjende” forholdsvis kompliceret, måske endda lidt for meget til denne slags film. Der er mange begivenheder og bipersoner at holde rede på. Fortællerstilen og tempoet kommer tættest på “Stjernekrigen”. Der er en stemnings-lethed gennem filmen og bortset fra slutningen er den meget lidt sentimental, hvilket ikke nødvendigvis er en god ting. Der er ellers nok at tage af. Det bliver antydet, at Handelsføderationen fortager mange overgreb på Naboos befolkning, men vi ser det aldrig. Ligeledes tager Anakin af sted for at bliver oplært til jedi-ridder, og efterlader sin mor som slave på Tatooine. I forhold til mulighederne, og hvilken betydning det senere får, dvæler filmen heller ikke meget ved det.

I betragtning af hvor forfærdelig en figur den digitale Jar Jar til tider er blevet omtalt som, så er det slående hvor lidt han reelt er med i filmen. Personligt synes jeg han nogle gange er morsom, nogle gange ikke, men hans tilstedeværelse gør ikke den store forskel. Det der snarere mangler er en person i stil med Harrison Fords Han Solo, der både fungerede som en kritiker og som en underholdende karl smart. Personerne i filmen er grundlæggende set alt for flinke til at være sjove. Ewan McGregor kommer med at par sarkastiske guldkorn i løbet af filmen, og man sidder tilbage og ønsker at der blot var flere af den slags.

Det er ikke for lidt at sige at filmen er umådelig flot. De mange forskellige verdener vi besøger er imponerende lavet og vidner om en umådelig opfindsomhed. Her er undervandsbyer, renæssance-paladser og meget mere. Nogle af konstruktionerne har en nærmest surrealistisk kvalitet, som f.eks. kamprobotterne der hænger sammenpakket i angrebsfartøjerne, og det galaktiske senat, der består af en kæmpe kuppel med flyvende talerstole.

Skuespillerpræstationerne er for det meste gode. Liam Neeson er filmens solide og karismatiske midtpunkt. Han formidler en naturlig viljestyrke og beslutsomhed, hvad enten han hugger kamprobotter ned eller trodser jedi rådet. Ewan McGregor gør sig ligeledes godt i en ellers overraskende forholdsvis lille rolle. Han imiterer Alec Guinness glimrende, og det er ikke svært at tro på, at de er en og samme person. Natalie Portman er også udmærket. Hun er i stand til at give sin figur autoritet nok, til at vi tror på hende som dronning. Jake Lloyd er som den unge Anakin udmærket, omend en anelse stiv indimellem. Ian McDiarmid må ligeledes nævnes for at levere nogle underholdende replikker gennem hele filmen.

En ting der fungerer virkelig godt, er den sympati som vi får for den unge Anakin. Til trods for, at vi ved at jedi-rådet har ret, og at han er farlig at oplære, så ønsker vi alligevel at han må blive det, og føler at de er uretfærdige ved at forsøge at standse det. Det er bl.a. der hvor Lucas’ fortællerevner skinner igennem. Mange har klaget over at Anakin er alt for “god” i de nye film til at være en troværdig Darth Vader, men det er, efter min mening, netop her at den er interessant. Vores egen historie er jo fuld af gode velmenende mennesker, der alligevel forsagede kolossale lidelser.

Selvom “Den Usynlige Fjende” ikke er på højde med nogle af filmene i den oprindelige trilogi, så er den alligevel god på sin egen måde. Dens største svaghed er måske at den foregår inden de rigtig spændende ting sker. Den viser en tid i Star Wars universet, inden verdenen gik helt af lave og på den måde bliver universets og Anakins historie den en og samme.

VideoPå videosiden finder vi et transfer i Anamorphic Widescreen med 2.35:1 Aspect Ratio. Det er et rigtig flot transfer, der dog ikke er uden et par små problemer. Farvegengivelsen er helt i top og der er ingen former for artefakter at se på billedet overhovedet. Detaljegraden er for det meste rigtig flot, på nær scenerne på Tatooine, der til tider har et lidt sløret look over sig. Transferets største svaghed er en stor mængde edge enhancement. Dette afholder transferet fra topkarakter.

AudioHer diskes der op med to lydspor på engelsk. Dolby Digital 5.1 EX og Dolby Surround 2.0. Hvor billedsiden halter er lydsiden absolut topkvalitet. Lyden er aggressiv og med god brug af subwooferen. Dialogen gengives fejlfrit og surround effekten er dynamisk og velfungerende. Filmens store action scener, som f.eks. pod-racet og lyssværdskampen er medrivende som aldrig før. Topkarakter.

Ekstra MaterialeKommentarspor med bl.a George Lucas, Rick MaCallum, Ben Burt og John Koll. 7 fraklippede scener med introduktion af bl.a. George Lucas. “The beginning” – en dokumentar der følger filmproduktionen fra start til premiere. “Animatics” – en form for computerstoryboard der viser hvordan nogle af scenerne blev udtænkt.

5 små dokumentarer om bl.a. kampsekvenser, historie og effekter. 12 webdoukumentarer. “Duel of the fates” – en musikvideo med John Williams. Fotogalleri samt plakater.
Biograftrailers og tv-reklamer. “Star Wars: Starfighter – The Making of a Game” – en promovering af computerspillet ved samme navn.

De forskellige dokumentarer giver et godt indblik i hele skabelsesprocessen og udformningen af filmen. Man får en fornemmelse af hvor omfattende et arbejde der er lagt i filmen. Kommentarsporet er ganske interessant, men måske en anelse tørt og teknisk til tider. En tekst informerer løbende om hvem der taler på et givent tidspunkt – en rar service som man tit kunne ønske sig i andre kommentarspor. “Animatics” er noget af det mest underholdende, der flot viser hvordan processen foregår. De forskellige valgmenuer er virkeligt flot udformet og med til at styrke lysten til at se alle detaljerne. Der er mere end rigeligt at se hvis man er interesseret i at gå bag om kameraet.