Ifølge buddhismen er verden skabt som en illusion, hvilket den blinde Leon Patterson (Bob Hoskins) da også forkynder undervejs i Marc Forsters “Stay”. Og egentligt et ganske belejligt statement, filmens facon taget i betragtning. Forster, der tidligere har instrueret velkendte titler som “Monster’s Ball” og “Finding Neverland”, har nemlig givet sig i kast med lidt af et tankeeksperiment denne gang – både i fortællemæssig og visuel forstand.

Den unge psykiater Sam Foster (Ewan McGregor) vikarierer for kollegaen Beth, som vi i øvrigt kun kommer til at stifte bekendtskab med i korte glimt. Men nu er det heller ikke hende, det handler om men derimod én af hendes patienter og dermed også én af Sams patienter – den 20-årige kunsthistoriestuderende Henry Letham (Ryan Gosling). En knægt med alvorlige psykiske problemer, angiveligt som følge af forældrenes nylige død. Alvoren bliver ikke mindre eksplicit, da Henry forklarer, at han ønsker at begå selvmord på sin enogtyve års fødselsdag, på præcis samme måde som hans store forbillede, kunstneren Tristan Reveur, gjorde det på sin enogtyve års fødselsdag, ved at hoppe ud fra Brooklyn Bridge.

Og med de ord bliver Sam en brik i et freudiansk spil om opvækst, kærlighed og afsavn – et spil, hvor det bliver sværere og sværere, for ham og os som tilskuere, at adskille drøm fra virkelighed.

På det fortællemæssige plan er Stay” en mental konstruktion, der i den grad leger med de mentale sanser. Hvad er drøm? Hvad er virkelighed? Det er ikke til at afgøre, før filmen til sidst lader de sidste afgørende brikker falde på plads. I det lange løb bliver hele setuppet og det freudianske univers, hvor alle karakterer tydeligvis spiller en central rolle, dog en kende for konstrueret og fortænkt.

Alligevel må det understreges, at handlingen bæres lifligt frem af en række karakterer, hvor castingen virker rimelig. Naomi Watts som Sams kæreste, den forhenværende patient og kunstmaler Lila, og Ewan McGregor gør det begge fornuftigt, om end de arbejder sig op undervejs. Bedre spil er der nu alligevel i Ryan Gosling – en vidunderknægt, der tilsyneladende er ved at gøre kometkarrierre. Hold øje med ham.

Den store force i “Stay” skal dog ikke findes i skuespillet men derimod på et æstetisk plan. De visuelle rammer giver filmen et kunstnerisk aspekt, der åbenlyst fungerer efter hensigten. Den musikvideoinspirerede billedside hænger umådeligt godt sammen, og binder de mange enkeltscener sammen som perler på en snor ved hjælp af visuelle broer, der er en beruselse for sanserne. Det er imponerende, og bare for den side af sagen er “Stay” bestemt oplevelsen værd.

Filmen har mislyde – ikke mange, men de er der. Historien er om end gribende også en anelse forudsigelig. Skuespillet er af svingende karakter, selvom niveauet stiger markant undervejs. Alligevel er “Stay” bestemt værd at bruge tid på. Filmen skal nok bare tages som den oplevelse den er og ikke som den film, den ikke helt er. Giver det mening? Døm selv.

Video”Stay” indfinder sig med et 1.85:1 anamorphic widescreen format, som faktisk er ganske imponerende. Filmen er i sig selv en visuel oplevelse med en særlig klippestil, hvor de forskellige scener flere steder knyttes sammen af nogle ganske forbløffende overgange. Men også på det tekniske plan fungerer “Stay”. Der er enkelte eksempler på edge enhancement, men til gengæld er det svært at finde eksempler på støv, udtværinger eller anden form for digital støj. Billederne er gennemgående en anelse desaturerede, hvilket får farverne til at fremstå ganske indtagende, og dermed er der tale om et særdeles vellykket transfer.

AudioLyden til “Stay” er udstyret med et engelsksproget spor i henholdsvis Dolby Digital 5.1 og 5.1 DTS. Der er tale om lyd af en ganske udmærket kvalitet, hvor alle kanalerne er i brug, om end fronthøjtalerne tydeligvis er de fortrukne udgange. Dialogerne går generelt rent igennem, selv om der er enkelte eksempler på, at de virker lidt mudrede. Det er synd, alt den stund “Stay” i høj grad er en dialogbåret film.

EkstramaterialeEkstramaterialet til “Stay” er en urimelig tynd kop te. Således er der medtaget to kommentarspor samt en forklejnet ‘voxpop’. Det ene kommentarspor er med instruktør Marc Forster og skuespiller Ryan Gosling, mens det andet rummer Marc Forster i samspil med klipper Matt Chesse, fotograf Roberto Schaefer og ‘second unit director’ Kevin Tod Haug. “Departing Visions” er en kort ‘voxpop’ med personer, der har været udsat for mere eller mindre forklarlige nærdødsoplevelser. Og så er der faktisk ikke mere for den femogtyveøre.