IT-røvhullets Macværk

Hvis Mark Zuckerberg var utilfreds med sit portræt som indadvendt røvhul i “The Social Network”, så ville Steve Jobs sikkert også være det med sit nye filmportræt, hvis han da stadig var i live til at se “Steve Jobs”. Det er Aaron Sorkin, der har skrevet begge de knap så smigrende portrætfilm om to af historiens største IT-personligheder, der ændrede den måde, vi lever på. Med deres opfindelser. Fordi de er/var genier. Og måske fordi de er/var røvhuller?

Selv om det er billedglade Danny Boyle, der her instruerer, så er “Steve Jobs” en rendyrket Sorkin-film. Det er tempo, dialog og tempo i dialogen. Masser af tempo! Det her er mennesker, der taler. Når de står, og når de går. Walk and talks blev som filmdisciplin opfundet af Sorkin med “The West Wing”, hvor magtmennesker i højt tempo gik og snakkede, hvorefter de, imens de gik og tempotalte, skiftede samtalepartner uden klip eller afbrydelser i snakken. I “Steve Jobs” er alt andet end snak pillet væk – det er det reneste Sorkin-fiks.

Det begynder lige så meget på og snakke-hårdt som i “The Social Network”. Titelrollens IT-røvhul snakker sin sympati langt væk. Benægter kendskab til datter med en hjemmebrygget algoritme, som peger på, at 94 procent af amerikanske mænd kunne være faderen. Kvinden tager det som en fornærmelse – skulle hun have haft sex med så mange? Han ser det som kolde fakta – det er det, blodprøven teoretisk set siger. Sådan indledte Mark Zuckerberg også med at ødelægge sit forhold til en kvinde i “The Social Network”, der motiverede nørden til at lave Facebook. Det er den samme manuskripttaktik, som forfølges hos “Steve Jobs”.

Således forklares iMac-succes med Jobs’ privatliv, der, ifølge Sorkin, drev ham. Mennesket bag Mac-maskinen. Men fortællemæssigt sker det ikke udspændt over flere år som i “The Social Network”, men derimod hyperintensivt i tre næsten-real time-nedslag. Som tre teater-akter. Før præsentation af fiaskoen, genrejsningen og successen. Fra Macintosh til iMac. Med Michael Fassbender som magtklog og evigt knævrende i titelrollen, der gerne ofrer kolleger og venner i jagten på Æble-tronen. Fassbender gør Jobs med de mange Sorkin-ord truende, belærende og ret sjov.

Som da han truer med offentlig gabestok til overnørden, der ikke kan få Macintosh til at sige ”Hej” få minutter inden præsentationen. Han har haft tre uger til at fikse det – Gud byggede Universet på én enkelt uge, humor-truer Jobs i den her magtfilm, hvor forbrugerne i præsentationssalen opleves som medlemmer af en religiøs sekt, der køber alt det, som Apple-Guden skaber til dem. Det er kun en nærmest ugenkendelig Kate Winslet, der frygtløst byder ham op. Hun er hans arbejdskone – fornuft og samvittighed, der meddeler magtmennesket, at der er vigtigere ting end succes i verden.