Storm (2009)
Udgivet 1. okt 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Familiefilmen “Storm” er for alvor en film, der snyder ved første indtryk. På overfladen ligner den enhver anden variant over den velkendte “Far til fire” eller “De røde heste”-formular, men man skal ikke ret mange minutter ind i filmen, før det dæmrer, at vi er meget langt fra de perfekt slåede græsplæner og velholdte ligusterhække.
Freddie er alene med sin politibetjent-far spillet af Troels Lyby, der er en sympatisk faderskikkelse, men travlt optaget af arbejdet og ikke rigtig opmærksom på de kvaler, som hans søn gennemgår. En dag opdager drengen imidlertid en mishandlet hund, som en ondsindet mand holder lænket i haven. Om Freddie i hunden ser en artsfælle, om han fyldes af medlidenhed eller blot motivers af ønsket om at få en hund forbliver usagt, men uanset hvad beslutter han sig for at stjæle hunden og tage den med hjem.
Filmen er instrueret af Giacomo Campeotto, hvis velkendte efternavn skyldes, at hans forældre er Dario Campetto og Ghita Nørby, og som tidligere har stået bag film som “Møgunger” og “Tempelriddernes skat 2”. Det lyder måske ikke voldsomt lovende, men hans arbejde på “Storm” er ikke desto mindre ganske imponerende, og han forsyner den ellers umiddelbart noget klichefyldte historie med en overbevisende troværdighed og realisme. Dens personer føles som folk, man kender, og ikke mindst Søren Mallings skurkerolle – som på papiret er meget flad – bliver en ganske skræmmende person og lige den type, man som barn frygter.
Træerne vokser imidlertid ikke helt ind i himlen, og efterhånden som vi træder ind i tredje akt, må det overbevisende persongalleri vige for en traditionelt plotdrevet fortælling, hvor de sædvanlige klicheer omkring væddeløb overholdes til punkt og prikke, og kedsommeligheden begynder at indfinde sig. Så er det lige ved, at jeg savner en Poul Reichardt, der bryder ud i skønsang som i “De røde heste” og derved forsyner filmen med en vis legende tone.
Den lidt skuffende sidste del skal dog ikke lægge skjul på, at “Storm” er en glimrende familiefilm og lang bedre end de frygtelige “Far til fire”- og Regner Grasten-film, som de sagesløse familier ellers altid udsættes for. Til trods for navnet tager den måske ikke ligefrem én med storm, men den er dog alligevel en sjælden perle i et hav af tomme glittersten.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet