Sex ved søen

Der er film, der viser os det velkendte og hverdagsagtige, og så er der film, der snarere tager os med ind i miljøer og subkulturer, som vi slet intet kender til, og endelig er der de film, der skaber deres helt egne universer, som vi kan fortabe os i. Alain Guiraudies minimalistiske thriller befinder sig et sted mellem de sidste to. Filmens eneste location er en afsides strand, hvor homoseksuelle mænd bader, nyder solen og siden forsvinder ud i træerne for at have anonym sex med hinanden. De steder findes rundt omkring, men i kraft af filmens stil og fortættede stemning bliver det til andet og mere end bare et sted for cruising, som det kaldes.

Filmens omdrejningspunkt er i sex, men der er ikke meget ømhed eller intimitet at finde, når den hele tiden afbrydes af onanerende tilskuere. Sex er her for det meste anonymt, brutalt og i sidste ende tomt. Og der skjules ikke noget. Overhovedet. I en scene har de to hovedpersoner sex, hvor vi ser et usimuleret blowjob. Ved at gøre alting eksplicit og mekanisk fjernes det romantiske og intime, og for mig var der lidt eller intet pirrende i de scener.

Vores introduktion til miljøet er Franck, der tilbringer de fleste dage på stranden. Meget mere baggrundshistorie har han ikke. Ingen af de andre karakterer får mange flere ord med på vejen. Vi befinder os i et lukket miljø, hvor folks fortid og hverdag ikke er relevant. Franck ser sig varm på den veltrænede Michel, der uheldigvis har en partner med. Knap er han introduceret, før en af de andre på stranden beskriver ham som ‘farlig’, hvilket dog tilsyneladende ikke afskrækker Franck. En aften ser Franck på afstand Michel svømme i søen med kæresten. De to skubber til hinanden, men pludselig holder Michel den andens hoved under vand. Han kommer ikke op igen. Hvad gør Franck?

Filmens tone er fra de første billeder foruroligende. Lyset flimrer over søen, mens vi ser de tavse mennesker belure hinanden. Der er meget lidt dialog i og intet musik. I stedet for musik er det vinden i træerne, der fungerer som dramatisk underlægning. Stemningen opbygges ved blikke, ved kropssprog og i interaktionen mellem personerne. Franck krummer sig hele tiden sammen og observerer de andre så skjult som muligt, mens Michel skuler til alle med et skiftevist aggressivt og sultent blik. Sollyset bliver næsten en medspiller, der i dagtimerne bader alt i et nådesløst klart lys, men i takt med at det forsvinder om aftenen, bliver området mere intimt, indtil det ender i det klaustrofobiske om natten. Med disse simple virkemidler lykkes det filmen at fortætte stemningen helt ud på kanten af cruising-sædet.

Uheldigvis forløses den spænding på en utilfredsstillende måde. På en alt for simpel måde. En helt uforløst slutning havde faktisk været at foretrække. En anden ting, der desværre trækker lidt ned, er introduktionen af en stiv politimand, der med hænderne på ryggen som en stork spadserer rundt i skoven bag stranden og udspørger folk. Han virker malplaceret og tilfører et ganske uvelkomment, komisk element.