En kvindelig terrorist er også en terrorist

Ligestilling imellem kønnene er mere end retten til at stemme. Det er også retten til at tjene det samme for det samme arbejde. Men det er altså også retten til at være lige store røvhuller. At kvinder kan være kyniske selvmordsterrorister, som bør fordømmes. Den sidste del om fordømmelse føler jeg mig bare ikke helt sikker på, at “Suffragette” er enig med mig i.

For det Sarah Gavrons Bechdel-testede kvindekampsfilm her slutteligt kommer til at postulere, det er, at en kvindelig selvmordsterrorist fra den britiske Suffragette-bevægelse førte til, at britiske kvinder fik stemmeret i 1928. Det siger ” Suffragette” altså! Bevægelsens kvinder er heltene i Gavrons film, hvor de opfordrer til handling frem for ord. Her vil jeg dog gerne med ord påpege, at danske kvinder fik stemmeret i 1915, der blandt andet blev hjulpet på vej af den ikke-voldelige kvindevalgretsforening, der samlede 20.000 underskrifter for at give danske kvinder ret til at deltage i demokratiet på lige vilkår med mænd. Ingen begik psykopatisk selvmord for den danske sag, der vandt 13 år før den britiske.

Alligevel føler jeg stor sympati for den her filmkamp om lige rettigheder imellem kønnene, selv om den stoppede ved den symbolske stemmeret i stedet for at gå videre og kræve reel ligestilling igennem ligeløn. Det er en anden snak. For det er da forfriskende ikke at følge Carey Mulligans mand, der arbejder hårdt dagen lang for så at komme hjem til kone og søn nede på bunden af den britiske underklasse i 1912. Den rute har kameraet fulgt så mange gange før. Mandens. Her følger vi i stedet Mulligans hårdtarbejdende vaskekone, som må finde sig i klap i numsen og dårligere løn end sine mandlige kolleger. At få det kvindelige perspektiv er også ligestilling. Retten til at have blikket er magt.

Jeg har også stor sympati for Meryl Streeps Suffragette-forkvinde, der i en harmdirrende tale til sine medsøstre forsvarer retten til civil ulydighed. Hun ønsker nemlig ikke at være lovbryder, men vil derimod være lovgiver. Og så er det altså noget ganske specielt over, at disse frihedskæmpere ikke er klædt i militæruniform, men som pæne damer med hat. Måske er det derfor, jeg har så svært ved at tage afgørende afstand fra blikket i “Suffragette”, der ser positivt til, imens tre britiske damer bomber ministerens hjem. Mon jeg havde haft lige så svært ved det, hvis dem med bomberne havde båret partisantørklæder? Hmm.

Og så er Carey Mulligan altså bare god. Da hun sidder der som simpel vaskekone i parlamentet foran de fine herrer og skal fortælle sin livshistorie. Hvordan hun begyndte at arbejde, da hun fyldte syv, og hvordan hun næppe bliver gammel på grund af det hårde arbejde under kummerlige forhold. Kameraet går tættere og tættere på til det rammer det næreste nærbillede af den modige kvinde, der blot drømmer om retten til at stemme.