Æblet er faldet langt…

Filmhistorien er spækket med eksempler på instruktører, der vælger at følge i deres forældres fodspor, men finder det svært (eller decideret umuligt) at træde ud af deres skygge. Nick Cassavetes er tit blevet klandret for at instruere traditionelle metervarer, der ikke tåler sammenligning med farmand Johns værker. Der skulle en genistreg på højde med “Lost in Translation” til, før Sofia Coppolas navn ikke blev indledt med ordene ‘Francis’ datter’, når det almindeligvis blev nævnt. Og Jennifer Chambers Lynch, Davids ældste, vandt en Razzie-pris i kategorien ‘årets værste instruktør’ efter at have lavet sin første spillefilm, “Boxing Helena”, i 1993. Dén pinlige begivenhed må have gjort ondt, for der skulle gå 15 år, før Jennifer Lynch atter prøvede at instruere. “Surveillance” er hendes andet opus.

Og hvis Lynch har brugt de sidste 15 år på at pønse på, hvordan Razzie-akademiet kan overlistes, er tiden blevet brugt forgæves. “Surveillance” er simpelthen noget juks. Det er naturligvis en smule unfair at sammenligne Jennifer Lynchs film med hendes fars, alene fordi de er i familie med hinanden – også selvom dvd-udgivelsens omslag nærmest lægger op til en sammenligning ved at trykke David Lynchs navn med større bogstaver end instruktørens (farmand har i øvrigt kun kastet penge i skidtet). Men der er under alle omstændigheder tydelige tegn på, at Jennifer Lynch har ladet sig ‘inspirere’ af sin fars mange uforlignelige genistreger.

Her er eksempelvis masser af akavede personligheder, gådefulde replikker og sekvenser, hvor vi ikke er sikre på, om vi overværer den skinbarlige virkelighed eller en af karakterernes egenartede fantasier. Men hvor der afgjort var en mening med galskaben i David Lynch-mesterværker som “Eraserhead”, “Mulholland Drive” og “Lost Highway”, er det derimod svært at spore én eneste gyldig pointe eller ét eneste meningsfuldt indfald i “Surveillance”. Man kan se film som “Eraserhead” utallige gange og få noget nyt ud af dem hver eneste gang, og deres intrikate, drømmeagtige universer er en fornøjelse at fare vild i. Men så snart man begynder at analysere “Surveillance”, indser man, at den derimod (og desværre) er overordentlig simpel og banal.

Historiens omdrejningspunkt er en tragisk begivenhed på en landevej uden for en lillebitte landsby i USA. Vi får ikke at vide nøjagtig, hvad der er sket, men et par FBI-agenter ankommer til stedet for at tale med vidnerne til den mystiske hændelse, der åbenbart kostede et par menneskeliv, og langsomt indser publikum, hvad der er los. Men desværre belønnes seeren aldrig for sin tålmodighed. Man tvinges til at lytte til den ene kedelige redegørelse og forklaring efter den anden, og det bliver hurtigt klart, at klimakset på ingen måde vil kunne leve op til den nærmest endeløse opbygning, og det gør det da heller ikke. Et uventet twist mod slutningen fungerer egentlig nogenlunde, men det får stadigvæk tilskueren til at føle sig som lidt af en nar for at have fulgt med i næsten halvanden time op til det punkt.

Billedsiden er dog stilfuld, og der er flere fine musikalske og auditive indslag. Men det afholder ikke “Surveillance” fra at ende som en fuldstændig anonym bestanddel af den efterhånden proppede seriemorderthrillergenre. Der er klicheer i hobetal – lige fra fortællingens skydeglade politibetjente og højrøvede FBI-agenter, til den snerpede narkojunkie og den lille ensomme pige, som har oplevet tragedien og er mere intelligent end hele banden. Karakterernes tit groteske, flakkende adfærd virker desuden ekstremt forceret og irriterende – som om karaktererne bare skal opføre sig vanvittigt, så filmen kan hævde at være unik på et eller andet punkt. Og ikke én eneste karakter er tilnærmelsesvis sympatisk eller interessant, hvorfor filmen selvsagt tærer endnu mere på ens tålmodighed.

Jennifer Lynchs manglende erfaring med skuespillere skinner desværre også igennem i “Surveillance”, hvor det kun er en aldrende Michael Ironside i rollen som den lokale politikaptajn og den yndige Pell James (som spiller den førnævnte Junkie), der ikke ser ud som omtågede fjolser, som ikke aner, hvad de skal tage sig til. Der er absolut ingen synergi mellem præstationerne. Måske bør Lynch atter overveje, om det er klogt fortsat at gå faderen i bedene…

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Lynch og Co. har for alvor eksperimenteret med billedsiden. Farvetemperaturen stiger og falder jævnligt, mængden af gryn varierer, og ofte er farverne ekstremt mætte. Men de stilistiske tiltag fungerer ganske godt, og billedsiden præsenteres mere end nydeligt her på dvd. Farverne er altid tillokkende, de bløder aldrig, og farvetemperaturen er aldrig så overgearet, at man distraheres. Kontrasten er glimrende, og hverken utilsigtet støj eller snavs forekommer. Billedet er knivskarpt og besidder en detaljerigdom, som kun få andre dvd-transfers kan hamle op med. Men edge-enhancement dukker dog op til tider – og man bider mærke i det, når de hvide glorier eksempelvis omringer Bill Pullman og Julia Ormonds dunkle jakkesæt.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix medfølger. Sidstnævnte lydspor har en næsten tre gange så høj bitrate som DD5.1-lydsporet, så det kommer ikke som den store overraskelse, at DTS-mixet gengiver lyden klarere. Især filmens lydside får én til at mindes David Lynchs film. Mange underfundige lyde på forskellige frekvenslejer optræder jævnligt, og de sætter for alvor deres præg på filmens stemning. Dynamikområdet er stort, og støj optræder aldrig. Der er ikke mange panoreringer, og baghøjtalerne benyttes forholdsvis sjældent, men det gør egentlig heller ikke noget, da det indimellem klaustrofobiske lyddesign også fungerer godt. Det er i sidste ende præsentationen af dialogen, der forhindrer en højere karakter. Replikkerne er tydelige, men de lyder også flade og kraftigt komprimerede. Besynderligt.

Ekstramateriale

Før diskens menu dukker op, præsenteres man for trailere til “Righteous Kill”, “The Red Baron” og “The Protector”. Andet ekstramateriale befinder sig ikke på dvd’en.