SvampeBob på film har altid været et dårligere trip ned i syredybet end originalens korte tv-episoder.

Mere end nogensinde i det nyeste forsøg “SvampeBob 3” med den danske titel “På vild flugt”, hvis ordinære ‘ud og hjem’-historie og pangfarvede computeranimation skriger som et ekko af Hr Krabbe: ’Jeg elsker penge'.

Den minder i struktur, karakterer og gags påfaldende meget om “SvampeBob Firkant: The Movie” fra 2004.

Dér søsatte Plankton en ond plan for at stjæle opskriften til krabbeburgeren, hvilket sendte SvampeBob og Patrick på farlig færd for at finde Kong Neptuns krone i Shell City.

Hér: Plankton… mmm ja ond plan… SvampeBob og Patrick tager til Atlantic City OK… Kong Poseidon har stjålet kælesneglen Gary…. OK, det er vist fornyelse nok.

Undervejs møder de to helte endnu engang barske rocker-stereotyper, spøgelsespirater og cameos fra diverse stjerner.

Desværre tager de også et par pit-stops for at lave supersjove dansenumre (den moderne børnefilms svøbe) til et rode-soundtrack, der havde været bedaget allerede dengang Shrek gjorde nøjagtigt det samme. Livin’ La Vida Loca, anyone?

Ricky Martin bliver ikke kun for meget for mig, da den lille svamp selv ender med ‘tømmermænd’ – skægstubbe, slatten tud, røde øjne. Jeg elsker det look. Hver gang. Og han bliver tegnet sådan hver gang.

Vi er nået til genbrugs-genbrug af egne og andres bedre idéer, men ikke med ny energi eller kreative twist. Hvert et fortællemæssigt hul er bare fyldt ud med den kendis, der nu lige kunne.

Alle de unødvendige stop strækker det nyeste Netflix-indkøb ud til næsten halvanden time, og det kan den lille historie slet ikke bære.

Slet ikke når klimaks bliver til et langtrukkent retssalsdrama, hvor Sandy, Hr Krabbe og selv Blækvard vidner sødladent om alle SvampeBobs kvaliteter.

Han er bare en rigtig fin fyr, ok?!

Men er det derfor, han er en elsket karakter? SvampeBob og livet på Bikini Bunden er genialt, når det afspejler os landkrabbers kamp med løbsk kapitalisme, skæve sociale konstruktioner og den dybt deprimerende oplevelse af at arbejde i servicebranchen. Ikke som et fokusgruppemøde i Netflix’ department of rigtig fin familieunderholdning med en sund pointe til de små.

Tidligere bedrifter i betragtning er det skuffende uambitiøst. Og ja, det er blevet nemt at tryne alle animationsfilm med Disney/Pixars markedsdominerende slagserier af teknisk overskud og fortællemæssige nybrud.

Men altså, danske Strid og hans Kæmpestore Pære byder også på langt mere kreativitet, poesi og elementær spænding i øjenhøjde med de knap så høje.

Den afsluttende edikation til skaber Stephen Hillenburg, der døde tragisk for et par år siden, klinger hult, når man giver hans anarkistiske og krøllede karakterer en ligegyldig tur med strygejernet i pussenusset computergrafik.

Det bliver, som når de voksne prøver at styre en go’ go’ leg alt for sikkert i mål med regler og løftede pegefingre om, at alle skal være med og blive venner før aftensmad.

Sænk pegefingeren og klik på serieudgaven i stedet.