Sweeney Todd - Den djævelske barber fra Fleet Street

InstruktionTim Burton

MedvirkendeJohnny Depp, Helena Bonham Carter, Alan Rickman, Timothy Spall, Sacha Baron Cohen, Jamie Campbell Bower, Jayne Wisener, Ed Sanders, Laura Michelle Kelly

Længde116 min

GenreThriller, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen01/02/2008

Anmeldelse

Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street

4 6
Barbariske BurtonNu har blod, vold og menneskelig afstumpethed altid været noget, der har kunnet forbindes med den fantaserende amerikanske filminstruktør Tim Burton. Alligevel overgår han i denne omgang sig selv, for “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” er nemlig på det punkt både mere voldelig, mere mørk og mere indadvendt, end det tidligere er set fra selv den kant.
Filmen er en hævnmotiveret fortælling baseret på Burtons landsmand, musicalkomponisten Stephen Sondheims syngespil om den drabelige barber fra Londons allerfattigste stenbroskvarterer. Men her hører enhver sammenhæng imidlertid også op. I de bærende roller ses instruktørens to hofskuespillere Johnny Depp og Helena Bonham Carter, der som altid er sminket til ukendelighed og her medvirker i deres fjerde Burton-film sammen – i træk. Alligevel er det langt fra den stærkeste film til dato, hvilket nok i højere grad lægger handlingen til last frem for Burtons evigt pittoreske og dragende univers befolket med sære, aparte og altid finurlige skabninger.

“Sweeney Todd – Den djævelse barber fra Fleet Street” er altså per definition musical, og det er igennem filmens i alt femogtyve sangbidder, den grumme historie fortælles. Efter femten års uberettiget anholdelse vender barberen Benjamin Barker – nu påklistret navnet Sweeney Todd – tilbage til forrige århundredes London for at gøre regnskabet op. Før det ufrivillige fængselsophold var han gift med sin bedårende tilkomne, og sammen havde de den spæde datter Johanna.

Alt tegnede med andre ord lyst og lykkeligt, men dette blev imidlertid brat taget fra Barker af den ondsinde og usympatiske dommer Turpin, som ikke helmede for at få lige præcis, hvad han vil have og hertil havde god hjælp fra den ligeligt frastødende hjælper, Beadle. Og nej, sidstnævnte er ikke en hund. Formentligt er ensformigheden Burtons fjende nummer et. For godt nok er vi tilbage i Burton-universet, som vi kender det, vel vidende at det er det, han er allerbedst til. Humoren er da også både intakt og morbid, og karaktererne ligeså udtryksfulde som altid.

Men når først Sweeney Todd har fået genetableret sig i 1800-tallets tågeindhyllede London med en kyndig håndsrækning fra underboen og tærtemageren fru Lovett, er det som om, roen sænker sig over den engelske købstad. Lidt for meget måske. Jagten på dommer Turpin og hans håndlanger udvikler sig derfor til en lidt for forudsigelig og ensporet venten på det uundgåelige udfald, alt imens byens herremænd får foretaget ind imellem lidt for tætte barberinger. Se, det er noget, Lovett kan bruge til noget i sit virke som konditor, uden at der derved bliver afsløret for meget.

Med sig til London har den altoverskyggende hovedperson skibsdrengen, den kun 15-årige Anthony, som forelsker sig over hals og hoved i Johanna, Todds teenagedatter. Hun er buret inde som fuglen i sit bur hos den besidderiske Turpin. “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” er ganske vist en historie om hævn, men er i lige så høj grad – efter rent melodramatiske forskrifter – spundet over den altid uopnåelige kærlighed. Sweeney Todds livs kærlighed begik øjensynligt selvmord, da gemalen røg i spjældet, og hun blev franarret parrets hidtil eneste barn, men måske er det muligt for Anthony og Johanna at gøre boden op, bryde forbandelsen og finde friheden og deres egen kærlighed?

Johnny Depps leg med de knivskarpe rageknive fik denne anmelder til at tænke tilbage på Tim Burtons og netop Depps samarbejde omkring den uforglemmelige “Edward Saksehånd”, som efterhånden har sine atten år på bagen. Det forsøg var imidlertid noget mere vellykket, og nøglen til succes ligger formentligt i daværende films brug af en uskyldig hovedperson, hvorimod hverken Sweeney Todd eller Lovett kan siges at være videre sympatiske i deres respektive handlemønstre. Det er ren overlevelse og blodshævn og står dermed i skærende kontrast til de to teenagere Johanna og Anthonys blomstrende og uskyldige kærlighed. Derfor bliver “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” aldrig i samme grad fængende, om end Tim Burtons altid gode håndværk trods alt stadig er en nydelse.

Video”Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” er en mørk og dyster film, men præsenteres i et velafrettet anamorphic widescreen 1.78:1-format. Looket er skarpt, farverne flotte, og så er kontrasten tilmed stabil. Der er ikke de fjerneste eksempler på udtværinger eller for den sags skyld digitale forstyrrelser, mens edge-enhancement til gengæld – i begrænset omfang – er eneste kurre på tråden.
AudioPå lydsiden fås det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som også gør en ganske god figur. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, og så overdøves den aldrig af den stemningsfulde og dødsmessende musik, som er filmens bærende element, og når godt ud i højtalersystemets dybeste afkroge. Atmosfæren er tillige detaljerig og effektlydene dejligt insisterende.
EkstramaterialeDer er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Tim Burton har med “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” holdt sig inden for sine gængse rammer, men dermed heller ikke skabt banebrydende filmkunst. Filmen har sine øjeblikke, som udgangspunkt en finurlig historie og tilmed storspil med dertilhørende gnister mellem Helena Bonham Carter og Johnny Depp. Men med det lagt til side vækker karaktererne ikke empati, og så bliver hele moradset nu også en kende for forudsigeligt og ensformigt i det lange løb. Burton forstår stadig at underholde, men måske er den begavede instruktør efterhånden blevet for bevidst om sine egne evner. Det ligner rutinearbejde fra en mester.

Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street

5 6
Musikalsk blodfestInstruktøren Tim Burton er tilbage i den vanlige mørke afkrog af filmmediet, som vi kender ham bedst for, men med “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” har han lavet noget af det mørkeste og mest blodige, vi nogensinde har set fra både ham og hans hofskuespiller Johnny Depp. Blod og mørke til trods så er sandheden, at “Sweeney Todd” også er noget af det bedste, vi har set fra Burton.
Benjamin Barker har tilbragt de sidste 15 år i fængsel, dømt for en forbrydelse han ikke har begået, uden kontakt med sin kone Lucy og datter Johanna. Den korrupte dommer Turpin opdigtede i fællesskab med den forbryderiske håndlanger Beadle en forbrydelse, de kunne hænge Barker op på, fordi Turpin havde fået et godt øje til Barkers kone og ønskede Barker skaffet af vejen. Fuldstændig opslugt af vrede og et muligt håb om gensyn med kone og datter er det omsider lykkedes Barker at flygte. Vreden har gjort ham til et helt andet menneske, og da han vender tilbage til sit hjemlige London, skifter han ganske passende navn til Sweeney Todd.

Sweeney opsøger nu Mrs. Lovetts tærtebutik. Mrs. Lovett genkender ham straks og fortæller ham, at hans hustru forgiftede sig selv, da den korrupte dommer Turpin forgreb sig på hende, og at hans datter derefter blev Turpins myndling. Sweeney sværger nu hævn, og han slår sig ned med en barbersalon oven på Mrs. Lovetts tærtebutik. Fra nu af går fortællingen over i en blodig og grotesk udvikling. Opslugt af hævntørst forsøger Sweeney at skaffe sig et kundeklientel i håb om, at Turpin og Beadle en dag vil lægge vejen forbi. Og da Sweeney Todd i en barberduel genkendes af den italienske konkurrent Pirelli, truer Pirelli med at afsløre hans sande identitet.

Pirelli bliver nu det første af flere ofre for Sweeneys vrede og navnlig hans knive. Da liget skal skaffes af vejen, får Mrs. Lovett en makaber ide, og i takt med at Sweeney nu arbejder sig igennem kvarterets beboere, trives Mrs. Lovetts før noget skrantende tærtebiks i bedste velgående på grund af hendes vidunderlige kødtærter, som aldrig har smagt bedre. Kun i mindre glimt oplever vi lysere øjeblikke i denne makabre fortælling, da bl.a. den unge Anthony forelsker sig i Johanna. I sidste ende er filmens primære omdrejningspunkt nemlig Sweeneys hævntørst, der fortaber sig i en fuldstændig sanseløs blodtørst, som hverken ænser ven eller fjende.

Tim Burtons filmatisering af Steven Sondheims musical “Sweeney Todd” er en mørk fortælling. Plottet i den oprindelige musical er blevet beskåret grundigt for at tilpasses Burtons ærinder ud i det gotiske og makabre, hvilket ses i kærlighedsplottet mellem Anthony og Johanna, som er blevet stærkt reduceret. Unge elskende danner ofte baggrunden for musicals – en genre, der netop gerne fejrer kærligheden. Men Burtons film fokuserer i stedet på at skildre det umage makkerpar Sweeney Todd og Mrs. Lovett, der slagter sig igennem kvarterets beboere blot for at servere dem for deres naboer dagen efter. Nok er de mand og kvinde, men i vanlig, men sælsom Burtonsk stil kommer seksualiteten til udtryk i en anden type besættelse: Sweeneys tiltagende blodtørst og Lovetts tærter. Begge fortaber de sig i lidenskaber, der ikke kun gør dem til massemordere, men også forkvaklede størrelser, som i sidste ende ikke rigtig forstår hinanden.

Sweeney Todd er i Burtons hænder snarere blevet en pervertering af musicalens klassiske fortælling om det unge elskende par. Og ganske selvfølgeligt må det hele jo derfor udmunde i et blodigt klimaks. “Sweeney Todd” er da også en overordentlig blodig omgang, hvor blodet sprøjter til højre og venstre i stiliserede postkasserøde strømme, som maner de mere følsomme gemytter til besindighed, for det hele er jo kun en film. På trods af den dystre fortælling er filmen ikke en drøj eller deprimerende oplevelse. Burton har et solidt greb om humoren, der giver luft til fortællingen, og fortællingens ekstremt groteske indhold tilskynder de mere fnisende reaktioner. Dertil kommer, at filmens mest centrale roller er charmerende besat.

Specielt kommer vi ikke uden om Helena Bonham Carter og navnlig Johnny Depp, som er perfekt castet i rollerne som henholdsvis Lovett og Sweeney Todd. Begge er de i besiddelse af et dukkeagtigt og virkelighedsfjernt udseende, som passer perfekt ind i Burtons dystre eventyr. Ingen af dem er de store sangtalenter, men de formår begge alligevel at levere ganske solide sangpræstationer, og specielt Depp forstår at give sangteksten betydning med sin intonation. Han både sørger og snerrer med nærvær, for han synger ikke bare en tekst, men spiller en rolle. Og det samme gælder Carters Lovett, der drømmer om familieidyl med herlig indlevelse, og som samtidig også er leveringsdygtig i en ganske god komisk timing.

“Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street” fungerer fortrinligt i musicalens rammer, fordi Burton vender genrens glansbilledefortælling på hovedet og lægger hovedvægten på de mørkere aspekter. Og det er ikke kun fortællingen, der er dyster, også omgivelserne er præget af forfald og mørke. London ligner til forveksling Gotham City i en film noir-fantasi præget af 1930’ernes horrorfilm. Burton kører muligvis i samme gotiske rille, han altid har gjort, men det er stadig visuelt en fornøjelse – faktisk er det sjældent set så flot – og hans greb om den charmerende fortælling er kun blevet bedre. Og så er filmen velsignet med Sondheims vidunderlige musik.

Trailers

Kort om filmen

Sweeney Todd er en mand, der efter at være blevet uretfærdigt fængslet sværger hævn. Ikke kun for den grumme straf, men også for de forfærdelige konsekvenser det fik for hans hustru og datter. Da han vender tilbage for at genåbne sin barbersalon, bliver han Den Djævelske Barber fra Fleet Street, der ‘barberede hovederne af gentlemen, som derefter aldrig dukkede op igen’.