De skæbnesvangre skridt

Problemet med romantiske film er for langt hovedpartens vedkommende, at de ganske enkelt ikke har noget som helst at gøre med virkeligheden. Det forhindrer dem selvsagt ikke i at være en slags fornøjelig eskapisme på linje med James Bond-filmene, men det gør, at i hvert fald undertegnende ofte har svært ved at blive voldsomt revet med af dem, eftersom de har fokus på den på mange måder mindst vedkommende del af et forhold.

Filmene standser uundgåeligt der, hvor parret omsider finder sammen, og handler udelukkende om den umiddelbare forelskelse, der på mange måder ellers netop er den del, der giver sig selv. De virkelige udfordringer ligger derimod bagefter, hvor forholdet skal stå sin prøve over en længere periode, og det er ikke mindst, fordi “Take This Waltz” tager en stor del af sit udgangspunkt i denne del af forholdet, at den på mange måder forekommer betydeligt mere interessant.

Filmen følger det umiddelbart lykkelige par Margot og Lou – spillet af henholdsvis Michelle Williams og Seth Rogen. Deres samliv bliver dog gevaldigt truet, da Margot tilfældigvis møder Daniel på en rejse, og som viser sig at bo lige rundt om hjørnet. Margot er fast besluttet på ikke at forlade Lou, men ikke desto mindre bliver hun tiltagende betaget af Daniel, mens Lou tilsyneladende er for opslugt af den kogebog, han er ved at forfatte, til at bemærke, at noget er galt.

Alt dette lyder umiddelbart som plottet fra mange andre film, og “Take This Waltz” kan da heller ikke sige sig helt fri for at være fyldt med den slags tvivlsomme tilfældigheder og klicheer, der fylder romantiske film. Undervejs går det dog op for én, at den kun umiddelbart følger spillereglerne og er fyldt med en selvbevidsthed og refleksion, som man sjældent støder på inden for genren. For en sjælden gangs skyld kan man ikke allerede efter fem minutter gennemskue, hvilken vej handlingen går. En stor del af æren for det skyldes utvivlsomt, at den er af canadisk oprindelse og derfor ikke på samme måde ligger under for de gængse Hollywood-krav. Det går ikke mindst op for én, da en brusebadscene afslører kvindelig nøgenhed i alle aldre med en nøgtern afslappethed, som ville være totalt utænkelig i en typisk amerikansk film.

Michelle Williams bringer til hovedrollen som Margot en masse nuttet sødme og giver – ikke ulig James Stewarts klassiske rolle i “Vertigo” – en masse automatisk sympati til en figur, som ellers i bund og grund ikke er voldsomt sympatisk. Forestil dig den fordømmelse, der automatisk ville vælte ned over hende, hvis rollen blev spillet af en mand. Kernen i hendes romantiske bestræbelse bliver ikke mindst udfordret af den alkoholiske veninde Geraldine – glimrende spillet af komikeren Sarah Silverman – samt en ældre dame, som til bemærkningen “nye ting er spændende” tørt konstaterer, at “nye ting bliver også gamle”.