Hævnen er sød

”Jeg smadrer Eiffeltårnet, hvis det er det, der skal til.” Ja, det er en noget mere aggressiv Liam Neeson, man møder som hovedrolle i “Taken”, end den besindige Jedi – Qui-Gon Jinn – fra “Star Wars: Episode I – Den usynlige fjende”. Film som “Taken”, der omhandler meget personlige gidseltagninger og dermed står i hævnens tegn dukker op igen efter storhedstiden i 80’erne. Mange husker sikkert Arnold Schwarzeneggers enorme våbenarsenal i “Commando” og Bruce Willis’ kravlen over glasskår i “Die Hard”. Begge kæmpede for at redde henholdsvis datter og kone. Liam Neeson går nu også den seje vej for at redde sin nærmeste.

Bryan Mills er pensioneret spion. Efter et forlist ægteskab forsøger han at skabe kontakt med teenagedatteren Kim, der bor sammen med moren og den stenrige stedfar. Kim og en veninde planlægger en tur til Paris, men Bryan nedlægger veto, da han mener, at det store udland er for farligt for den kun 17-årige datter. Efterhånden bløder han dog op og tillader rejsen alligevel, men Kims veninde har undladt at fortælle, at de to piger skal være helt alene i Paris. En fremmed franskmand deler taxa med de to piger fra lufthavnen og informerer sit trafficking-syndikat om pigernes beliggenhed. Hætteklædte mænd bortfører de to piger, og det er nu op til Bryan at skaffe dem tilbage.

“Taken” er ikke en film, der opfinder den dybe tallerken. Det forsøger den sådan set heller ikke. Historien følger en helt stringent formel om en far, der af kærlighed til sin familie vil gøre alt for at nedkæmpe de skurke, der vil familien ondt. Den slags film er selvfølgelig fyldt med biljagter i modtrafik, hoppen gennem vinduer og ned fra broer og nærkamp med knive. “Taken” har alt det og divergerer som sådan ikke fra formlen, men actionsekvenserne er opdaterede og trækker fra både Bond- og Bourne-universerne. Hurtig klipning og sprøde lydeffekter klæder filmen og virker ganske effektivt. En fin spænding bliver også slået an, når Kim bliver bortført i Paris, og når Bryan senere rekonstruerer situationen i hovedet.

Liam Neeson spiller Bryan med den viljestyrke og indesluttede vrede, der skal til. Godt nok er de platte trailer-venlige one-liners og lange patosfyldte vredestaler rettet mod terroristerne over mobiltelefonen trættende, men hvis man kan overhøre dem, vil Liam Neeson tilfredsstille. Den store irer har det dog alt for let. Eks-spionen Bryan er altid to skridt foran modstanderne både i nærkamp og i jagten på datteren. Som en anden Steven Seagal tænker man ikke om han mon klarer ærterne, men kun hvornår han mon klarer ærterne. Det gør desværre filmen ret forudsigelig.

Det største problem i “Taken” er dog hverken actionreplikker eller forudsigelighed, men behandlingen af historiens alvor. Kim vil nemlig gerne være sanger, og det bakker Bryan fuldt op om, som når han tropper op med et karaokeanlæg til hendes fødselsdag. Kim bliver senere taget til fange af forbrydere, der vil sælge hendes jomfruelighed til højestbydende i et europæisk trafficking-netværk, og det må da være en øjenåbner for virkelighedens problemer… Men nej. Kims drøm om at blive popsanger på en scene forbliver et gennemgående mål i filmen, og sagens alvor bliver usmageligt tilsidesat. “Taken” forsøger at blande 80’ernes actionfyld med moderne humanisme på alle de forkerte måder. Der er noget næsten surrealistisk ved at se filmens “ude godt (Europa – ikke så godt egentlig, ret forfærdeligt), men hjemme bedst (USA – trygt med masser af glimmer)”-morale.