Tamara Drewe
Udgivet 9. mar 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Der er intet i verden, der ikke kan fikses med lidt næsekirurgi. Det synes at være grundideen i britiske Stephen Frears’ seneste komedie, “Tamara Drewe”, hvor filmens titelperson vender tilbage til sin pittoreske fødeegn som svanen i H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling. Smuk, flirtende og med en ny, perfekt næse som kirsebærret på toppen. Og så lægger hun samtlige mænd i den lille landsby for sine fødder.
Gemma Arterton (Strawberry Fields i “Quantum of Solace”) lægger meget iøjefaldende krop og ikke mindst trutmund til titlens Tamara. Frøken Drewe er en smart London-journalist, der for en stund er vendt tilbage til barndommens gade i Dorset County med det for øje at sælge sin netop afdøde mors hus. Men fortiden trænger sig hurtigt på – ikke mindst i skikkelse af den gamle teenage-flirt Andy, der i sin tid droppede Tamara, fordi næsen kom i vejen. Men med en ny næse synes alle at falde for hende. Også den succesrige krimiforfatter og kvindebedårer Nicholas, der sammen med sin skygge af en kone leder et lokalt landsted, hvor forfattere med skriveblokering kan søge ny inspiration – og måske finde kærligheden. Men Tamara vælger i første omgang hverken handymanden Andy eller den opblæste Nicholas, men derimod en selvfed trommeslager i et rockband. Og så starter løjerne ellers.
Dér, hvor nålen hopper af pladen, og man ikke længere er med på præmissen, kan udpeges meget præcist: Tamara ender i sengen med den sleske og lidt for gamle Nicholas – filmens skurk og absolut mest utiltalende karakter. Hvorfor? Tilsyneladende så hun har noget godt materiale til sin forestående roman om snavset bag den idylliske facade i barndomsbyen. Og væk er al sympati for trutmunden med ét. Det samme gælder den lette tone, som ellers indtil da har klædt fortællingen. Roger Allam, der spiller Nicholas, må dog fremhæves for sit djævelsk velspillede portræt af den indædte og utrættelige trussetyv. En rigtig ulv i fåreklæder.
Undervejs er der anslag til en masse løjer, spydige, litterære observationer og i det hele taget en ganske intelligent indgang til komedien. Men de mange gode tråde bindes aldrig helstøbt sammen, men får bare lov til at flagre for den sunde, landlige vind, der suser gennem det sydengelske landskab. Stephen Frears har begået en florlet, pastoral komedie, der desværre langt fra måler sig med hans bedste værker. “Tamara Drewe” har både charme, trutmund og lidt for små hot pants, men man når aldrig ind under overfladen – hverken på filmens titelperson eller resten af egnens skæve eksistenser.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet