Først kom “Terminator”. Fee’. Så kom “Terminator 2: Judgement Day”. Megafee’. Og så kom “Terminator 3: Rise of the Machines”, som blev en skændsel på den daværende trilogi og et varsel om, hvorledes fremtidens actionfilm kommer til at se ud: komplet hjernedød action sølet til i uendelige mængder computeranimerede effekter. Nyheden om en fjerde film i serien havde for undertegnedes vedkommende ikke større effekt end lidt trækken på skuldrene. Dog blev forventningerne en smule højere, da Christian Bale pludselig poppede op i forbindelse med projektet – hans tilstedeværelse er trods alt ofte garant for en vis kvalitet. Men kan den dygtige hr. Bale nu også redde et helt projekt, når instruktøren hedder McG og har “Charlie’s Angels” på samvittigheden?

I “Terminator 3: Rise of the Machines” var der saksuseme knald på. Der er heldigvis skruet en lille smule ned i “Terminator Salvation”, men det er faktisk ikke meget. Det meste af filmen er en hæsblæsende jagt med eksplosioner over det hele og meget lidt tid til at få vejret. McG udtaler på ekstramaterialet, at han hader action for actions skyld, og at det bør have en motivation – *host host*. Actionsekvenserne er, som man kan forvente i en film til over en milliard kroner, ganske velorkestrerede og hårdtslående, men det er simpelthen komplet umuligt at føle et sus, når man er totalt ligeglad med de implicerede karakterer – og ja, det gælder desværre også Bale i rollen som John Connor.

Historien, som den må have udspillet sig på papir, er dog fin nok. Da der efterhånden er ved at opstå en del uoverensstemmelser i kronologien pga. slatne manuskriptforfatteres manglende evne til at overskue tidsrejserne, er det forfriskende at lade filmen udspille sig efter maskinernes angreb. Derfor er der da heller ingen kronologiske problemer – derimod er der enkelte meget store huller i plottet. Man skal kort sagt være god til at sluge kameler, hvis ikke man vil tage sig til hovedet for mange gange i løbet af filmen.

Med sit desaturerede look og den “Mad Max”-agtige scenografi er “Terminator Salvation” rigtig lækker at se på. Filmen er skudt i 2.35:1, og transferet er ganske udmærket. Der forekommer en smule edge enhancement, men slet ikke i en grad, så det er en gene. Kontrasten gør ikke de store udsving, men til gengæld kunne skarpheden godt være lidt bedre.

Det er jo fantastisk dejligt, når ens dyrt indkøbte surroundanlæg bliver udnyttet, og det må man i høj grad sige, det gør i denne film. På dvd’en forefindes et Dolby Digital 5.1-spor, og der er godt gang i alle kanaler. Subben buldrer derudaf, og lyddesigneren har bestemt ikke været nærig med panoreringerne. Baghøjtalerne udnyttes i en grad, jeg ikke har været ude for før, og engang imellem er det faktisk næsten for meget. Desværre er diskanten meget vag og ikke specielt veldefineret, og det går især ud over de mange eksplosioner og skududvekslinger, som kommer til at lyde meget dumpe.

Der medfølger en del ekstramateriale, som desværre kun er interessant for effektnørderne. Vi præsenteres for mange af filmens special effects, men på en ganske overfladisk og overilet måde. De små dokumentarer er næsten lavet som små actionfilm, og der er lige fart nok på til at komme i dybden med tingene.

Få instruktører er blevet overvåget så nøje som 40-årige, amerikanske McG før, under og efter indspilningen af “Terminator Salvation”. Lige siden instruktøren med det grinagtige navn blev offentliggjort som den fjerde “Terminator”-films instruktør, har fans jordet ham i alenlange tilsvininger på alverdens internetfora med ét fælles ankepunkt: Hvordan i alverden kunne manden bag de usle “Charlie’s Angels”-film dog få lov til at løfte arven efter selveste James Cameron? Men sluk faklerne og skrinlæg jeres høtyve, kære McG-modstandere, for den udskældte filmmager er altså ikke roden til alt ondt i “Terminator Salvation”. McG har skruet en udmærket actionfilm sammen, og under hans lederskab har flere af Hollywoods bedste skuespillere og teknikere leveret en solid, kollektiv indsats.

Og man savner virkelig scenen, hvor Connor endelig træder i karakter. I Camerons “Terminator 2: Judgment Day” var Connor bare en lille, nørdet knægt. Og i Jonathan Mostows relativt underholdende, men ligegyldige “Terminator 3: Rise of the Machines” var han en introvert svækling, som ikke ligefrem lignede en mand, der kunne lede menneskeheden til sejr over Skynets dræbermaskiner årtier senere. Hvordan Connor forvandlede sig til den kompromisløse soldat anno 2018, som Christian Bale portrætterer i “Terminator Salvation”, finder vi desværre aldrig ud af. Bale er som sædvanligt fremragende. Waliseren udstråler ukuelig selvsikkerhed, men også troværdig sårbarhed i filmens stille stunder.

Ligesom Camerons to “Terminator”-klassikere holder “Terminator Salvation” immervæk et vågent øje med sine karakterer. Der er dog stadig nok sprængninger, ildkugler, flammehav og altfortærende lava i McG’s temperamentsfulde blockbuster til at tilfredsstille selv den mest psykotiske pyroman og Michael Bay. Nogle af computereffekterne er ringe (Skynets kæmperobot fremstår håbløst forældet i kølvandet på “Transformers”), men de fleste er hæderlige – selv den digitale udgave af Arnold Schwarzenegger. Og på trods af, hvad Bale konstaterede i sin veldokumenterede tilsvining af filmens fotograf, Shane Hurlbut, under optagelserne, så har Hurlbut, kulissemagerne og lyddesignerne i samspil skabt et frygtindgydende portræt af et futuristisk L.A. i ruiner.