En alt for pæn lidelseshistorie

Da jeg læste op på “Testament of Youth” og opdagede, at Vera Brittains erindringsroman tidligere er blevet vakt til live af BBC i en miniserie, var jeg ikke overrasket. Den nye filmatisering deler nemlig mange fællestræk med de periodedramaer, som BBC har været storproducent af i umindelige tider. Gerne efter forlæg af Jane Austen, George Elliot eller andre af den kaliber. Som eksempelvis stakkels Vera Brittain, hvis grufulde erindringer fra 1. verdenskrig sikkert kunne være blevet til en overvældende filmoplevelse – hvis den da ikke med vold og magt var blevet presset ind i den nydelige, sømmelige og kedeligt forudsigelige, ærkebritiske skabelon for, hvordan sådan et periodedrama skal skæres.

Forlægget giver ellers alle muligheder for at skabe en film, der gør ondt. Brittains ulykkelige livshistorie sendte flere gange mine tanker tilbage til “Spurven” om den franske sangerinde Edith Piaf, hvis tilværelse var hjemsøgt af tragedie i ubegribelige mængder. Den film havde sine egne svagheder, men jeg husker stadig, hvordan dens stemning af overvældende sorg og tristesse sad i kroppen på mig flere dage efter, jeg så den i biografen. Brittains erindringsfortælling rummer lidt af det samme, omend lidelsen for hendes vedkommende blev komprimeret til perioden 1914-1918, altså tiden under 1. verdenskrig.

Men Vera Brittains historie er større. Det er ikke kun hendes historie. Det er historien om de unge kvinders vilkår under 1. verdenskrig. En krigsfilm fortalt fra et kvindeligt synspunkt. Det er et kærkomment perspektiv, og det er forfriskende, at de faktiske krigshandlinger fylder så lidt. Der er scener fra felthospitaler, enkelte billeder fra skyttegravene, men ingen kamphandlinger. Der er rigeligt med film om unge mænd, der drager i krig og bliver slået ihjel. “Testament of Youth” handler om de efterladte. Og det er et godt udgangspunkt.

Det er bare en skam, at det gode materiale ikke havnede i hænderne på et mere ambitiøst makkerpar end manuskriptforfatter Juliette Towhidi (som tidligere har skrevet den ellers fine “Calendar Girls”) og instruktør James Kent, der tidligere har lavet – selvfølgelig – diverse historiske tv-film og miniserier for BBC. “Testament of Youth” vil ingenting, som ikke allerede er gjort hundredvis af gange før i de utallige periodedramaer, der ligner denne til forveksling. Handlingen udfolder sig på en mærkeligt firkantet og stiv facon. Som i anslaget, hvor Vera – spillet af svenske Alicia Vikander – skændes med sin far og højlydt proklamerer, at hun aldrig vil have en mand, idet lillebrorens charmerende skolekammerat, Kit Harrington, træder ind gennem døren. Inden længe ser vi en avisoverskrift – ‘Kejseren skudt i Sarajevo’ – og ikke en sjæl er tvivl om, hvad der nu venter.

Det er måske nok stramt skrevet, men på en måde, der kvæler alt liv og vildskab. Pænt, nydeligt, godt håndværk. Men også tamt. Det samme kan siges om scenografien og det tidsbillede, der skabes. Det er flot. Også flottere end flertallet af førnævnte miniserier. Men selv de blodige scener fra de felthospitaler, hvor Vera tjener som sygeplejerske, føles, som om de holdes ud i arms længde. Det kommer aldrig så tæt på, at det for alvor gør ondt. Der mangler noget af den sanselighed, som fik Thomas Vinterbergs “Far From the Madding Crowd” til at skille sig ud fra den store grå masse af britiske periodedramaer. Det er for pænt.