Der findes som bekendt et noget mere virkelighedsnært USA, end det glitterglaumourøse billede af “Guds eget land”, som Hollywoods filmmaskineri løbende præsenterer os for. Der gemmer sig for det meste en vrangside bag alle polerede overflader, og kradser man længe nok, vil det sande ansigt unægteligt vise sig.

En sådan type film er “Thank You for Smoking”, som er baseret på Christopher Buckleys novelle, der angiveligt ikke handler så meget om rygning som om at kunne sin spin i mere generel forstand. Nu er det imidlertid rygningen, der er det overordnede udgangspunkt i “Thank You for Smiking”. Nick Naylor (Aroon Eckhart) er den verbalt smidige lobbyist, der forstår at tale tobakskompagniernes fællessag, hvis stærkeste argumenter for overlevelse vel i virkeligheden er en række lufttomme floskler og naivistisk salgsgas af varierende karakter. Det er med andre ord Nicks fornemste opgave at holde tobaksindustriens største kritikere, heriblandt den krakilske senator Ortolan Finistirre (William H. Macy) fra døren med det talte ord.

Naylors engagement i den verserende krig om tobakkens rettigheder skyldes nu ikke så meget egentlige interesser i industrien men er, efter eget udsagn i hvert fald, udelukkende en indtægtskilde, der kan nedbringe hans boliglån. Nuvel, Nick ryger selv, så helt upartisk er han nok ikke. Motiv eller ej, og karriere eller ej, så falder den talentfulde sprechteil meister pladask for den unge journalist Heather Holloway (Katie Holmes), som viser sig at være endnu mere skruppelløs end sin mandlige genpart.

Nu handler “Thank You for Smoking” for så vidt ikke om rygning. Rygningen er blot midlet, der helliger formålet. I al sin stilfærdighed er det nemlig et billede af en nation, hvor alle udsagn, påstånde og postulater, kommende fra politkersnuder, helbredsorganisationer og faglige interessenter, er bygget op omkring spin. Hvordan overbeviser du befolkningen på den bedst mulige måde om, at du har rent mel i posen i modsætning til din nærmeste konkurrent? Det gøres grundlæggende ved at være mere korrupt og løgnagtig end din modstander.

Jason Reitman har både skrevet og instrueret, og selv om “Thank You for Smoking” er hans første egentlige spillefilm, har han uden tvivl blik for det ironiske i et samfund, hvor magtkampene ultimativt vindes på, hvem der formår at være den bedste løgner. Det er de små detaljer, de sarkastiske bemærkninger og fine hentydninger, der gør “Thank You for Smoking” til en fin lille perle. Der er ikke tale om stor filmkunst, men det behøver det under alle omstændigheder ikke at være for, at underholdningsværdien kan være i top. Det er den her.

Og det er til trods for, at filmen lider under et svingende tempo og en række skuespillere, der i og for sig gør det udmærket men trods alt er set bedre andetsteds. I virkeligheden skal “Thank You for Smoking” lovprises for sin veloplagte humor, der går efter bolden og ikke manden i et samfund, hvor det modsatte oftest synes at være tilfældet. Der findes to sandheder. Den som kommer af spin, og den som kommer af ærlighed til det samfund, man er opfostret i. Jason Reitmans “Thank You for Smoking” må høre til den sidste kategori.

Video”Thank You for Smoking” fremstår i et anamorphic widescreen 2.35:1 format. Trods en ganske lovende æstetik med en dertilhørende rap klippestil, er billedsiden en blandet affære. Således er farvetemperaturen mildt sagt svingende, om end de desaturerede billeder til tider tager sig lækkert ud. Det gør de imidlertid ikke hele tiden, hvorfor det også giver plads til udtværinger, digital støj og enkelte eksempler på edge enhancement. Med andre ord er billedkvaliteten ikke mere end lige præcis godkendt.

AudioLydsporet til filmen er struktureret efter et DTS 5.1 og et Dolby Digital 5.1 lydspor, som begge er med engelsk tale. Selv om alle lydkanaler er i brug, er det ikke himmelråbende godt. I den forlængelse bør det dog også noteres, at “Thank You for Smoking” i høj grad hviler på talens kraft og ikke på effekterne. Med det in mente er lydsiden udmærket, omend baghøjtalerne trods alt godt kunne have fået en anelse mere kant og en anelse mindre susen.

EkstramaterialeEkstramaterialet til “Thank You for Smoking” introduceres med en række trailers for kommende udgivelser: “Hard Candy”, “Adrift”, “Apocalypto” og “The Black Dahlia”. Derudover er der den ganske underholdende, men også ret korte, featurette “America: Living in Spin”, der giver den amerikanske regering et par ordentlige hak over tuden. Ekstramaterialet ville have haft gavn af et bredere udvalg af indslag, der kunne relatere direkte til filmen og besad knap så mange trailers.

“Thank You for Smoking” er intet mindre end en fremragende komedie baseret på Christopher Buckleys mindst lige så fremragende roman. Emnet er prekært – cigaretter og cigaretindustrien – men fantastiske præstationer af et velvalgt cast og en vellykket omskrivning af bogen, gør “Thank You for Smoking” til nok sommerens bedste komedie.

Nick Naylor er en hadet mand. Han er lobbyist for tobaksindustrien, og cigaretternes talsmand. Sundhedsorganisationer og sundhedsapostle hader ham især, da Nick er meget dygtig til sit job. Med blændende retorik og forskruet logik formår han at vinde de fleste diskussioner til modstandernes store fortrydelse. En af dem, der hader Nick Naylor mest indædt, er Senator Ortolan K. Finistirre. Han vil indføre et mærkning af cigaretter, så alle pakker får påklistret et dødningehoved, hvilket selvfølgelig vil være katastrofalt for cigaretindustrien, så lobbykrigen raser.

Nick lever det gode liv og er urørlig som kongen af pressekonferencer og talkshows, indtil han indlader sig på en affære med en ung journalist, der publicerer en afslørende artikel om ham, samtidig med at antirygere truer med at ham kidnappe ham og slå ham ihjel. Nicks ellers så perfekte verden er ved at bryde sammen. Pludselig er det ikke så nemt at være Nick Naylor, især ikke når man også har en søn, der synes man er den største helt i verden, og man skal forklare hvorfor man er en af nationens mest hadede mænd.

Som hovedpersonen selv forklarer, er det en vis fordel af have en noget fleksibel moral i hans arbejde. Det er da også langt fra politisk korrekt, at arbejde for en række firmaer, hvis produkter gør tusindvis af mennesker syge hvert år. Men med argumenterne på plads og retorisk flair ud over det sædvanlige, har Nick Naylor ingen problemer med sit job. Rent faktisk skinner det tydeligt igennem, at han elsker hvert sekund.

Med film som “Thank You for Smoking” er den evige faldgrube, at den kan gå hen og blive for moralsk. Det undgås dog behændigt her, og emnet behandles intelligent og interessant hele vejen igennem. Ikke mindst takket være det nuancerede billede, vi får af Nick Naylor, der spilles helt fantastisk af Aaron Eckhardt. Han har udseendet til at spille en slesk lobbyist, men er alligevel så gennemført sympatisk, at man elsker ham fra start til slut. Især er det gennem samværet med sønnen, at vi føres ind i hans verden og den måde den er skruet sammen på, og her filmen virkelig leverer varen.

“Thank You for Smoking” lever også i høj grad takket være eminente biroller. William H. Macy spiller senatoren i de fodformede sandaler og J.K. Simmons har endnu en gang en chefrolle som lederen af tobakslobbyens hovedkvarter, der leder sine tropper i bedste militaristiske stil. I mindre roller brillerer Robert Duvall og Rob Lowe.

Selv om emnet måske er nok så alvorligt og aktuelt, leveres det hele med sort, sort humor og tyktflydende kynisme. Man morer sig endda, når Nick Naylor mødes på restaurant med sine to bedste – og eneste – venner; lobbyister fra henholdsvis sprut- og våbenindustrien, og de konkurrerer om hvilket produkt, der er ansvarligt for flest menneskeliv. Medieludere, spindoktorer, politikere og andre af nutidens samfunds onder udstilles og portræteres så det gør noget i en lille, men stor film.

Hele herligheden er instrueret af debutanten Jason Reitman, og hvis efternavnet lyder bekendt, er det såmænd fordi han er søn af Ivan Reitman, der hærgede 80’erne med “Ghost Busters”-filmene.