De er kendt for at stå bag arthouse-horror som “Hereditary”, “Midsommar” og “The Lighthouse”, hvor døden rammer skræmmende brutalt.

Nu leger A24 igen med døden. Denne gang er den dog ikke skræmmende, men derimod præsenteret som dramady-oprigtig indie.

“The Farewell” handler om det sidste farvel. Døden. Billis farmor har fået lungekræft – hun har tre måneder tilbage, siger lægerne. Men de siger det ikke til farmor.

For “The Farewell” behandler nemlig et særegent kinesisk fænomen, hvor man ikke vil belemre den dødssyge patient med sandheden. Den dødsdømte skal leve sine sidste dage ganske ubekymret.

Derfor holder hele familien på hemmeligheden under dække af at komme på besøg til et bryllup i Kina. Helt normalt for kineserne, men Billi forstår det ikke.

Hun spilles duknakket af afslappede Awkwafina, som også var sjov i “Crazy Rich Asians”. Her er hun anden generation i USA – udvandret fra Kina.

Således bliver “The Farewell” et goddag til en varm og følsom film om kulturforskelle. Imellem kapitalismens oplyste enere fra USA kontra sammenholdet i det socialistiske Kina. To forskellige veje.

Og “The Farewell” skal have ros for loyalt at repræsentere begge veje – og at repræsentere Kina med kinesere, der taler sproget. Det kan Awkwafina og resten af holdet godt rette ryggen over.

For selv om det først virker absurd ikke at fortælle et voksent individ, at vedkommende har dræbende kræft, så giver det kinesiske synspunkt langsomt mere og mere mening.

De ser det som en god løgn – at fællesskabet tager byrden fra individet, der kan leve videre (lidt endnu) i lykkelig uvidenhed. De ser den vestlige vej som flugten fra ansvar – her må individet klare sig selv.

Der er sikkert sandhed i begge synspunkter, og det får “The Farewell” uden at skynde sig så tiden til at gå med. Den gode løgn skal opretholdes for farmors skyld, ligesom det var tilfældet med Jojo, da han fik at vide, at mor gik på arbejde, mens hun egentlig bedrev farlig modstandskamp.

Og tonen i “The Farewell” kan udmærket sammenlignes med “Jojo Rabbit“, der er en del af en ny bølge af indie, hvor den quirky humor aldrig kvæler oprigtigheden med pinkfarvet hår eller en hamburger-telefon. Det er drama over komedie, men aldrig drama uden komedie.

Derfor er det også passende, at “The Farewell” begynder med en vittighed om døden. Om at fortælle om den. Sådan er Lulu Wangs farvel, der siger noget om det svære med det sjove. A24 har igen gjort det dødgodt.