The Grudge

InstruktionNicolas Pesce

MedvirkendeTara Westwood, Junko Bailey, Andrea Riseborough

Længde94 min

IMDbVis på IMDb

I biografen02/01/2020

Anmeldelse

The Grudge

2 6

 

Det er, som om USA stadig bærer nag imod Japan. Men altså gid, de ville droppe deres “The Grudge”.

 

Det har stået på siden den populære bølge af japanske kaidan-film – historier om hævngerrige genfærd – der siden er blevet genindspillet i USA ikke kun én, men to gange.

 

Det skete for “The Ring”, hvor Gore Verbinski slap nogenlunde fra det i 2002, inden det blev rædselsfuldt i 2017 med “Rings“.

 

Nu sker det igen. Bare for stakkels Kayako og sønnen Toshios skræmmende nag i endnu en “The Grudge”.

 

Eller det er faktisk slet ikke dem længere. En ejendomsmægler har hevet dem hjem fra Japan til en lille by i USA. Selvfølgelig til grufulde konsekvenser for mægler og familie, der nu er de nye hævngerrige spøgelser.

 

Til trods for at selve omdrejningspunktet i “The Grudge”, uanset om det er i Japan eller USA, altid har været morderiske og hævngerrige sjæle, så fremstår denne nye udgave ganske uden sjæl.

 

Den er hverken helt tro mod forlægget eller sådan helt sin egen. Hverken eller på én og samme tid.

 

“The Grudge” er i 2020 igen bygget op som en slags antologi. Et narrativ, der springer mellem forskellige tragiske møder med den vrede ånd – eller Onryō, som de kalder den i Japan.

 

Denne gang med en primær historie om politikvinden Muldoon, der undersøger de gamle sager om huset, hvor mennesker dør under mærkelige og voldsomme omstændigheder.

 

Fyldt med alt det, jeg kender og elsker fra den originale “Ju-On”, samt genbrug fra det første remake – bare uden samme uhyggelige effekt.

 

Hånden i håret i badet. Den med sengen, hvor man ikke skal kigge under dynen, selv om dynen denne gang bare er nede i enden af sengen. Originalt? Næ.

 

Det er det, man har valgt at tage med fra forlægget. Og så selvfølgelig en gurglen eller raspen. Du ved, den der aaaaaaaaaaaah-lyd.

 

Det bliver bare ikke brugt til det fjerneste i denne 2020-udgave. Ikke konsekvent, kun som en slags reminder. Nå ja, det er jo en “The Grudge”-film, jeg ser.

 

For det glemmer jeg nemt på grund af producer Sam Raimi, som har kørt det japanske nag gennem Hollywood-gyser-blockbuster-møllen.

 

For nu er alt amerikansk-mørkt. Huset skriger ‘HJEMSØGT!’. Ikke ligesom i Japan, hvor det bare var et hus.

 

Mere amerikansk: Kayakos ikoniske radbrækkede kravlen er væk. Nu står spøgelserne bare i en døråbning i baggrunden eller går langsomt forbi.

 

Varierede gys var hoftricket for “Ju-On”. Dynen, elevatoren, trappen. Langsomme gys, hvor der ikke skulle en brølen af musik og skrig til at få mig til at skrige.

 

Nu er det amerikansk. At kunne forskrække er ikke det samme som at være uhyggelig. Det ene er et trick – det andet er en kunst.

 

Sådan fortsætter USA med af bære nag imod Japan. Lad nu Kayako og Toshio være i fred!

 

The Grudge anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer