Klassisk fædreopgør skjult af for meget

Den fortabte søn vender hjem fra den moralsk korrupte storby til den lille by på landet, hvor den ægte kærlighed og de sande værdier venter på ham. Det er vel så tæt, man kommer på den definitive kliché i amerikansk film, men som med alle klichéer er det vigtigste, hvordan man bruger dem.

Meget er dog fra starten sikret ved at caste Robert Downey Jr. og Robert Duvall, som henholdsvis den vildfarne søn og den knarvorne patriark. De to spiller forrygende godt op mod hinanden, hvilket manuskriptet tydeligvis gør god brug af med en herligt tør og spydig dialog. Jeg har ikke set mere fornøjelig generationskonflikt siden “Familien” – fornøjelig er her naturligvis brugt i ordets absolut videste forstand. At have Vincent D’Onofrio som den let tumpede bror, der forgæves prøver at gyde olie på vandene, er så kun en bonus, men en betragtelig én af slagsen.

Årsagen til at Hank, der ellers tjener gode penge på at forsvare skyldige rigmænd i den onde, onde storby, vender hjem til barndomsbyen, er at moderen dør. Det giver anledning til de første spændinger mellem far og søn, som sønnen vanligt vælger at flygte fra, men før han kan komme helt væk, bliver faderen involveret i en dødsulykke med sin bil og ender med en mordanklage. Så må sønnen som forventet træde i karakter og gennemgå en moralsk renselse, så han kan forsones med faderen og blive et ægte menneske. Det lidt for genkendelige narrativ og de bekymrende moralske pointer til trods, forløses det plot faktisk ganske effektivt.

Problemet er, at “Dommeren” ikke helt tør lade det være ved det. Der er alt for mange scener i “Dommeren”, som er unødvendige og som ikke tjener noget større formål. Vi skal se en lang scene med Hank og hans kone, hvor deres ægteskabelige problemer udpensles, på trods af at det opsummeres flere gange senere i filmen. Der er derudover utallige establishing shots af den lille by, der er så idyllisk og sukkersød, at det bliver decideret kvalmende.

Så meget desto mere fordi man åbenbart har valgt at smøre linsen ind i vaseline og ellers bruge så mange påtagede kamera- og lysindstillinger som muligt. At filme i modlys så mange gange kommer mest af alt til at virke som de filmskoleelever, der, når de skal lave deres første ‘rigtige’ film, ikke kan dy sig for at bruge alle de effekter, de har læst om. Det er dumme og mest af alt irriterende skønhedsfejl, der trækker en ellers god film ned.