Den lille pige med svovlstikkerneFinske Aki Kaurismäki imponerede for år tilbage med den indesluttede og ufravigelige “The Match Factory Girl”, der med diskret tilkendt charme tegner et dissekeret billede af en kvindes kontroversielle opgør med undertrykkelsen fra de nok så krævende omgivelser. I forbindelse med Sandrew Metronomes nyligt lancerede festival-serie er der langt om længe givet hyldeplads til en genudgivelse af filmen, og det er tilmed et herligt gensyn af slagsen.

“The Match Factory Girl” er socialrealisme efter finske forskrifter, hvor stilen har den største prægnans. Det er særligt kendetegnende for Kaurismäki, at fortællingens replikker er nedkogt til et absolut minimum, om end historien ikke af den grund er fraværende. Således er det med “The Match Factory Girl” som med andre og tilsvarende film af den finske instruktør væsentligt at bemærke aktørernes gestikuleren og forsagte ansigtsmimik. Sådan har det altid været, og sådan er det også med denne films omdrejningspunkt, den indelukkede og lidet åbenmundede Iris.

Hun har til alle tider stået til rådighed som prygelknabe for sine omgivelser, ikke mindst den storrygende mor og ditto stedfar, hos hvem hun stadig bor og opvarter på alle leder og kanter. Det være sig, når den unge og kærlighedshungrende kvinde da ikke står ved samlebåndet på den lokale tændstiksfabrik dag ud og dag ind, kun adskilt af endeløse serviceringer af de forsumpede forældre samt enkelte håbefulde besøg på den lokale beverding. At finde den eneste ene i et lokalsamfund i det finske er imidlertid lettere sagt end gjort, men en dag får Iris imidlertid de bornerte finner på andre tanker, da hun for den seneste lønudbetaling indkasserer en rød kjole, går i byen og bliver gravid. Færdig bum. Sådan.

Det kan nok være, at den handling fik sat gang i tingene. Den usympatiske rigmand, der er meddelagtig, er naturligvis stiv som en saltstøtte og knap så begejstret for de omstændigheder, som hun selv er. Værre bliver imidlertid forældrenes reaktion, der i et anfald af afmagt lukker den fortvivlede Iris ude. Denne vedvarende undertrykkelse og uterlige mishandling af en kvinde i nød bliver dog endeligt for meget for personen, det drejer sig om, hvorfor hun langt om længe springer ud af den betrådte rolle, træder i karakter og som det naturligste i verden køber et større arsenal rottegift. Hvad der præcis sker i den sammenhæng skal ikke afsløres her, men kedeligt er det bestemt ikke. Den pågående smerte, der har været så allestedsnærværende igennem det meste af filmen, udarter sig til kærkommen forløsning.

Det er nærliggende at tænke, at Kaurismäki med “The Match Factory Girl” her indrammer en allegori over H. C. Andersens udødeliggjorte “Den lille pige med svovlstikkerne”. Ligesom i det aldrende eventyr træder også Iris ved siden af og fejler efter omgivelsernes mening, da hun køber en rød kjole. Udviklingen er imidlertid en noget anden og fortælles for i øvrigt med stilsikker tæft for form og indhold af en samfundskritisk Kaurismäki, der hermed langer ud efter et moderne Finland, som har umådeligt svært ved at acceptere noget så almindeligt og nutidigt som aborter.

Situationerne og den medfølgende og medfølende solidt underspillede komik, der trods alt indfinder sig, er sublimt indfanget. Scenarierne er sjældent særligt livlige, og netop derfor trøstesløse og hjerteskærende i al deres ensommelige afmagt. Iris er altid blevet udnyttet af andre. Da hun endelig træder ud af offerrollen og forkæler sig selv, vendes også dette modige træk imod hende. Hun er en giver og har altid tiltænkt andre før sig selv. Det må i virkeligheden være Kaurismäkis væsentligste pointe, at individet ikke skal lade sig tugte af andre, men også indtænke egne behov i sine handlemønstre.

Det gør Iris først meget sent. Men hun gør det, og det er en sjældent set fryd i det medrivende drama, der særligt hviler højt på eminent personinstruktion, Kaurismäkis forfinede næse for detaljen og den underspillede, men også alvorstunge ironi. Igennem et statisk filmsprog med lange faste indstillinger fortælles en nøgtern og væsentlig historie, hvor alle ydre lag er skrællet af. Kaurismäki søger med held ind mod kernen i historien. Alle udenomsdikkedarer er overflødige, synes den finske instruktør at messe i dette hans hidtil mest fængslende bidrag til filmkunsten.

VideoBilledsiden i “The Match Factory Girl” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.78:1 format, som er på det jævne. Der er imidlertid flere eksempler på edge-enhancement, der skæmmer en del, om end udtværing og digitale forstyrrelser ikke forekommer i nævneværdig grad. Tillige er kontrasten solid og farvetemperaturen forholdsvis god, selvom filmen flere steder dog præges af blødhed og gryn.

Audio”The Match Factory Girl” er en film med minimalismen som rød tråd leveret i et finsksproget Mono 1.0 lydspor. Det kommer derfor næppe som nogen stor overraskelse, at lydbilledet er forholdsvis nedtonet. Trods den begrænsede replikudveksling hører dialogen sammen med atmosfæren til filmens vigtigste auditive forudsætninger. Generelt er de begge et anliggende for centerhøjtaleren og går forholdsvist klart igennem, ligesom sidstnævnte besidder solide, etablerende kvaliteter. Musikken folder sig tillige godt ud, og der er ikke tilfælde af overstyringer.

EkstramaterialeDer er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.