Marianergraven er dybere, end vi troede. Bunden er ikke bunden. Det er grænsen til et andet økosystem, hvor Megalodonen lever.

Paradoksalt nok rammer manuskriptet til “The Meg” heller ikke bunden. Det går videre. Bunden er tydeligvis ikke bunden.

Det er monster-action. Ligesom traileren lovede. Se, vi har en kæmpe haj. Nu skal der smadder på! Hvem bekymrer sig så om manuskript? Og bunden?

Tydeligvis ikke folkene bag dette dybhavsmonster. Dette manuskript besidder samme IQ som en fisk. Nemos Dory er klogere. Det her er monsterdårligt skrevet.

Der er tilsyneladende ingen logik på dybt vand. Som når dykkerhelten Jonas Taylor ikke tør skyde torpedoen mod hajen, da den er for tæt på skibet. To minutter senere skyder han selvfølgelig torpedoen mod hajen, der er lige så tæt på skibet som før.

Dovne løsninger? Tjek! Jonas Taylor har selvfølgelig trukket sig tilbage som dykker efter en selvfølgelig traumatiserende og mystisk hændelse. Men kun han kan redde dagen som en sand Jason Statham.

Hvordan gør vi det? Jo, hvad med at hans ekskone er strandet under havets bund? Selvfølgelig! Bruger vi deres forhold til mere? Nej.

Videre til betydningen. Ligesom monsterbrødrene Godzilla og King Kong skal vi have en mening. Det plejer at være noget med menneskets misbrug af naturen. Men ak, det skal selvfølgelig skrives med bogstaver så store som en megahaj.

Hele forskerholdet og dykkerhelten er i færd med at bekæmpe Megalodonen. Den skal dø. Det har de besluttet. Men hvem er det nu, der som bekendt er naturens sande monster?

Det dumforklarer forskerlederen Zhang, da han ud af det blå siger noget i retningen af ’Sådan er det med os mennesker. Vi opdager. Vi ødelægger'. Hvis vi nu ikke skulle have fanget den.

Der er til gengæld mange jokes at fange. Og “The Meg” er bestemt sjov. Måske bare ikke på den måde, som den gerne ville være det.

Som da Rigmanden Jack Morris ankommer til marineforskningslaboratiet, som han har finansieret, og bliver mødt af lederen Zhang, hans datter og barnebarn.

Morris fyrer sit kinesiske af. Det kan han selvfølgelig ikke. Datteren har et lækkert kranium, siger han. Hun svarer igen på kinesisk. Det forstår han ikke. Barnebarnet fortæller ham, at moren siger, at hun kan lide hans hat. Det sagde hun ikke.

Jeg var stille som havets dyb. Når “The Meg” gerne vil være sjov, er den det ikke.

Men når den derimod tager sig selv dybt alvorlig, så trækker den latter frem fra mit dyb. De selvfølgeligt dumme grin.

Selvfølgelig gør Taylor idiotiske, men heltemodige gerninger. Selvfølgelig bliver moralen udtalt ud af det blå.

Selvfølgelig skal vi også have ‘Jeg er stolt af dig’-talen fra far til datter i et skæbnesvangert øjeblik. Det til trods for at det ikke nogensinde har virket til, at der var noget galt i far/datter-forholdet.

Det er sgu sjovt. Men det bliver aldrig sjovt med vilje. Heller ikke på “Sharknado”-måden. Desværre. “The Meg” synker til bunds med langt op til redning og forbilledet, “Dødens gab”.

Bunden er næsten nået.