Vikinger, hekse og hævn. Det er en cocktail, man har set før – men aldrig med en instruktør som Robert Eggers bag kameraet. Her har man “The Lighthouse”-instruktøren, en vaskeægte auteur, der har fået et vaskeægte Hollywood-budget til at lave en vaskeægte vikingeepos. Jeg var forberedt på, at det ville blive en vild omgang, da jeg satte mig i biografens bedragende beroligende sæde for at se “The Northman”. Jeg var forberedt på, at det skulle blive voldeligt. Jeg var forberedt på, at det skulle blive blodigt.

Alligevel måtte jeg sluge et udbrud eller ti, da filmens første virkelige kampscene gik i gang. Eggers holder nemlig på ingen måde tilbage med hverken vores hovedpersons eller de andre vikingers brutalitet, og salen fyldtes hurtigt med afhuggede lemmer, blodrøde ansigter og kvinder, der skreg efter deres børn, mens de blev taget fra dem. Vikingerne er nådesløse bæster, der plyndrer, myrder og brænder det og dem, de ikke har brug for. De er ikke nogle overglorificerede helte, men det behøver de heller ikke være. Der, hvor vi finder sympati med vores hovedperson, er nemlig i stedet gennem den medrivende (og velkendte) hævnhistorie, der fungerer som motoren, der holder hele handlingen kørende.

Her følger vi vikingeprinsen Amleth (Alexander Skarsgård), hvis far, kong Aurvandil (Ethan Hawke), bliver myrdet af sin bror Fjölnir (Claes Bang). Da den unge prins flygter, gentager han igen og igen den samme remse: “Jeg vil hævne dig, fader. Jeg vil redde dig, moder. Jeg vil dræbe dig, Fjölnir.” Og det er netop det, han kæmper for, da vi vender tilbage til den fuldvoksne Amleth flere år senere. For at komme tæt på Fjölnir, må han slå sig sammen med trælheksen, Olga (Anya Taylor-Joy), og sammen forsøger de at gøre livet til et levende helvede for dem, der tog hans liv fra ham.

Kender man til William Shakespeares “Hamlet” (eller Rob Minkoff og Roger Allers’ “Løvernes konge”), lyder historien uden tvivl bekendt. Det skyldes, at historien om Amleth er inspirationen bag den engelske teaterlegendes skuespil. Den velkendte fortælling resulterer dog også i en film, hvor de største plotpunkter langt hen ad vejen er ret så forudsigelige. Det er dog ikke noget, der ikke kan ses igennem fingre med. Især ikke når hver eneste scene, der fører fortællingen videre, enten er fantastisk medrivende, utroligt underholdende eller sindssygt smuk.

Selvom Eggers’ hidtidige film har arbejdet med et (med Hollywood-briller) beskedent budget, har han denne gang fået flere penge i posen, og det er tydeligt. Det er vildt, hvad han og fotograf Jarin Blaschke kan gøre med scenografien og skuddene, og hvert eneste billede er mere betagende end det sidste. Kampscenernes lange, brutale takes tager ens opmærksomhed ved struben, mens vulkanens sort-orange farver brænder sig fast på nethinden efter filmens mest betagende duel. Eggers drager fuld nytte af det “islandske” (filmen er primært skudt i Nordirland og Irland) landskab, og han har uden tvivl skabt sin hidtil smukkeste film.

Hvor filmen i den grad også fortjener anerkendelse er hos den fantastiske score. Man føler sig hurtigt som en del af den iskolde vikingeverden og dens mange adrenalinpumpende kampscener, rørende øjeblikke af sorg og trippy drømme- og seancesekvenser.

Sidstnævnte er der i ægte Eggers-stil et hav af, men hvor de i “The Lighthouse” har været brugt til at forvirre og skabe en sensation af sindssyge hos seeren, så er de i langt højere grad forståelige i “The Northman”. Her bidrager de nemlig til vores helts rejse og fører ham mod udvikling og sit endegyldige mål. Eggers får her for alvor også mulighed for at spille med sine kreative muskler, og især et skud af en ridende valkyrie tryllebandt mig til skærmen og scenens fascinerende blålysende billede.

Ligeså tryllebindende er Skarsgård, der står i filmens centrum og giver os sit livs præstation som den fængslende dyriske Amleth. Skuespilleren formår at formidle karakterens indebrændte had fra sin første scene i filmen, men som historien udvikler sig, gør vores helt det samme. Forskellen fra hans barbariske blik fra filmens begyndelse til hans blødende sørgmodige udtryk imod slutningen viser os et helt liv, der har efterladt – billedligt og bogstaveligt talt – åbne sår i vilddyrets ellers uigennemtrængelige facade.

Generelt er filmen fyldt med fantastiske optrædener. Anya Taylor-Joy er en klar standout som den snu, selvstændige og elegante Olga, og på trods af deres begrænsede skærmtid er to af filmens helt store navne, Ethan Hawke og Willem Dafoe, også klare højdepunkter. Det samme er danske Claes Bang som filmens antagonist, Fjölnir. Han formår at vise en karakter, der har myrdet sin egen bror, som andet end bare en nådesløs morder ude efter magt, og som filmen skrider frem, kræver både karakteren og Bang anerkendelse og respekt fra både publikum og hovedperson.

Selvom Robert Eggers kun er krediteret for tre spillefilm, har han efterhånden vist sig som ét af de mest spændende navne i Hollywood i dag. Han går ikke på kompromis med sin vision, og samtidig har han skabt noget, der alligevel er storslået, enestående og actionfyldt. “The Northman” føles simpelthen som en auteurfilm på steroider. Den har på forunderligvis fået fingrene i et alt for stort budget, men den kunne aldrig have været dét, den er, uden. At en film som “The Northman” får lov til at eksistere er fuldstændig fantastisk, og den udgør én af den stærkeste biografoplevelser, jeg længe har haft.