Det varmer mit hjerte at kunne sige, at “The Suicide Squad” er alt, hvad jeg havde håbet og endnu mere til.

Filmens forfatter og instruktør, James Gunn, har denne gang overtaget franchisen, der først blev til i 2016 med David Ayers mildest talt skuffende “Suicide Squad”.

Den var faktisk så skuffende, at Gunn stort set ikke anerkender originalens handling eller eksistens. Jo, et par enkelte karakterer kender hinanden i forvejen, men det er også det. Den her by er ikke stor nok til begge instruktører, og det er Gunn, der ender med at stå tilbage med et rygende pistolrør.

Filmskaberen, der har gjort sig bemærket som instruktør af MCU’s “Guardians of the Galaxy”-film, får med “The Suicide Squad” noget nær frie tøjler af DC, og han udnytter sine muligheder til fulde.

Præmissen er den samme. Et hold indsatte skurke bliver sendt på mission for at få nedsat deres fængselsstraf i det gudsforladte fængsel, Belle Reve. Denne gang bliver de sendt til ø-landet Corto Maltese for at stoppe noget, de kun kender som ‘Project Starfish’.

Introduktionerne til både karakterer, fængslet og præmissen er effektiviseret og skåret ind til benet, og det fungerer til filmens fordel. Vi får lynhurtigt en intet mindre end fantastisk, hæsblæsende og sindssygt sjov åbningsscene, der både sætter en utroligt høj barre for resten af den i den grad R-ratede film og efterlader seeren med et smil på størrelse med Jokerens.

Heldigvis trykker Gunn aldrig på bremsen, og hans til tider Lars von Trierske og “The Office”-agtige kamerabrug giver os seere følelsen af at være med inde, hvor det hele sker. Når hans suveræne action dog ikke er i fokus, er hans humor lynhurtig til enten at bidrage eller tage helt over i et noget nær perfekt samspil, der holder seeren underholdt fra start til slut.

Dem, der lægger ansigt til både humoren og actionen, er det risikoglade hold, der har fået den officielle titel ‘Task Force X’ — og den mindre officielle ‘The Suicide Squad’. Her har Gunn sammensat et hold af  expendables, der bliver ledt an af Viola Davis’ leder, Amanda Waller. Gunn får karakteren til at føles som en nådesløs psykopat, der konstant sidder med en finger på knappen — klar til at sprænge hovedet på én af vores skurke på mission. Ligesom karaktererne, føler man sig aldrig sikker i biografsædet, hvilket er en meget velkommen forandring fra 1’eren.

Selvom Wallers hold består af et utal af Belle Reve-indsatte, ligger filmens fokus primært på Bloodsport (Idris Elba), Harley Quinn (Margot Robbie), Rick Flag (Joel Kinnaman), Peacemaker (John Cena), Ratcatcher 2 (Daniela Melchior), Polka-Dot Man (David Dastmalchian) og King Shark (Sylvester Stallone).

De syv karakterers samspil udgør filmens fundament, og gudskelov er det bygget umådeligt stabilt. Rivaliseringen mellem den fredselskende men psykopatiske skarpskytte, Peacemaker, og den benhårde elitesoldat, Bloodsport, byder på mange morsomme interaktioner, mens gruppens ene leder, Rick Flag, træder ind i en rolle, der er langt mere underholdende, sjov og medrivende end den, vi så i 1’eren. Harley Quinn føles akkurat så skør, som man kunne ønske sig, og selvom hun uden tvivl har en sjæl, gør hendes morderiske utilregnelighed hende til et værdifuldt våben.

“The Suicide Squad” er dog ikke kun ren jokes og eksplosioner, for filmen byder også på tid til sympatiskabende og karakterdedikerede scener. Den polkaprik-affyrende Polka-Dot Man er en tragisk, deprimeret figur, der (til fordel for den grineglade seer) er dybt traumatiseret og ødelagt. King Shark, eller Nanaue, er et stort, misforstået haj-menneske, der gør alt for at passe ind med de andre — hvilket dog er svært, når ens yndlingsmad er mennesker. Selv filmens skurk, Starro, finder sympati hos seeren, der gør den til mere, end bare en kæmpe stor og ødelæggende søstjerne.

Filmens hjerte ligger dog hos rottelederen Ratcatcher 2, der både har en rørende baggrundshistorie og viser en skrøbelighed, der ikke normalt forbindes med superskurke. Hendes evne til at få karakterer til at bløde op, gør hende til en utroligt vigtig karakter for både holdet og filmen.

Sympatien for karaktererne gør også, at man for guds skyld ikke ønsker at se nogen dø. Samtidig ved man dog, at med James Gunn ved roret kan alt ske. Når som helst; hvor som helst. Og det er netop dét, der får én til at sidde på kanten af sædet under hele filmen, fuldt investeret i hvad end der sker — om det så er Harley Quinn i gang med en massakre, Ratcatcher 2, der fortæller om sin fortid, eller King Shark, der leger med små vanddyr.

“The Suicide Squad” er James Gunn på sit bedste, og han fortjener al den ros, han kan få for filmen. Selvom DCEU aldrig har fundet sit fodfæste, har man nu endelig fået en film, som ikke bare slår de andre DCEU-film ud af konkurrencen, men også med god grund kan stå blandt de bedste superheltefilm overhovedet. Filmen en udsøgt fornøjelse helt fra det introducerende Warner Bros.-logo til de afsluttende rulletekster (og end-credits-scenerne), og jeg kan ikke vente med at se, hvad filmen betyder for DCEU’s fremtid.