This is the End
Udgivet 17. okt 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Det kommer næppe som nogen overraskelse (især ikke for dem, der i april læste mine PIX-noter her på Filmz), at jeg er en stor James Franco-fan. I modsætning til mange af mine kvindelige artsfæller har min Franco-passion dog intet at gøre med mandens udseende, men derimod hans positive, kreative indflydelse på alle de projekter, han er med i – hvad end der er tale om film, romaner, malerier eller deslige. I “This is the End” viser han også, at han i dén grad kan finde ud af at tage pis på sig selv – og det kan hans venner gudskelov også.
Lad det være sagt med det samme: “This is the End” vil ikke more alle. Langtfra. Men folk som mig, der næsten ikke kan se på Seth Rogen, Danny McBride eller Craig Robinson uden spontant at grine, vil formentlig føle sig i vildt godt selskab i de 106 minutter, dette apokalyptiske vanvid varer. Det er de to mænd bag filmen, Seth Rogen og Evan Goldberg, da også ganske klar over, og derfor prøver de ikke at appellere til et bredt publikum ved at sigte efter laveste fællesnævner. I stedet giver de kernepublikummet dét, de vil have. Og heldigvis for det. For uden at skulle tænke på “den gode smag” eller at appellere vidt og bredt med fare for at miste momentum, formår “This is the End” at bevare gejsten fra start til slut.
Goldberg og Rogen har længe været nogle af de bedste forfattere inden for komediegenren i Hollywood, og det faktum cementerer de endnu en gang med “This is the End”. Dette er humor på, hvis ikke det højeste, så på det absolut bedste plan. Det er før sket, at jeg har grint i biografen, og det er da også hændt, at jeg har følt mig opløftet. Men det her er en ren fest. James Franco har inviteret, og vi er alle velkomne.
Alligevel er der en vis fornuftig bevæggrund for, hvorfor “This is the End” næsten blev forbigået af de danske biografdistributører. Dette er nemlig udelukkende en film for fans – dem, der kender den humor, som de involverede parter står for. Hvis man samtidig er bevidst om den popkultur, der omgiver vores fem humoristiske helte, så kommer lattermusklerne kun endnu højere op i gear, og således må man sige, at Rogen og Goldberg altid er fuldkommen bevidste om, hvem de ønskede tilskuere er. Der er nemlig én målgruppe for “This is the End”, men den gruppe er heldigvis stor, og hvis man (ligesom undertegnede) tilhører den, så er man garanteret knap to timers hylende morsom underholdning i biografmørket. Og hvis I nogensinde har været interesseret i en efterfølger til “Pineapple Express”, bør I også se “This is the End”. Her er nemlig også meta for alle pengene.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet