Hellig krig på kanten af Sahara

”Hvad er der blevet af Gud i alt dette?” spørger en lokal imam, da han bliver forstyrret i sin bøn af tre mænd med maskingevær. De er på jihad-mission for Gud, forklarer de med sko på i det hellige rum. Det ville Gud ikke bryde sig om. For ikke at tale om alle de andre dumme ting de gør i hende i det højes navn. Jihad er hverken religiøst eller ondt, men først og fremmest dumt, siger “Timbuktu”. Det er klogt sagt.

Hvis jeg var Gud, så ville jeg blive sur, hvis nogen forbød musik og fodbold i mit navn. Det er jeg ret sikker på, at andre guder også ville blive. Det er ikke desto mindre, hvad en gruppe jihadister gør, da de indtager ørkenbyen Timbuktu på den sydvestlige kant af Sahara. Men de er ikke Satan selv, som TV-Avisen får det iscenesat, når ugens rutineindslag om ISIL skræmmer Vesten til endnu et droneangreb. Her præsenteres de derimod som sørgelige eksistenser. Latterlige. Som Nazi-Jonni fra Greve. Derfor er det befriende, hvordan Abderrahmane Sissako satirisk, smukt udstiller staklerne, der spilder deres og andres liv på hellig krig.

Den sandstøvede bys drenge udfordrer jihadisternes fodboldforbud i en af de smukkeste scener. To hold på en sandet bane spiller et sprudlende spil. Korte afleveringer, driblinger og skud på mål, der bliver reddet af målmanden, som straks sætter et angreb i gang. En lang aflevering – mål! Banens yngste med Messi på ryggen har scoret. Èn ting mangler dog; bolden. Den forestiller de sig, da det er forbudt at spille rigtig fodbold. Scenen afvikles i en skøn balance imellem fodboldspillets skønhed og det absurde i at spille uden bold. Det absurde i at ødelægge det liv, som Gud har givet, med reference til selv samme Gud.

Mindre absurd bliver det ikke af, at tre jihadister kort forinden diskuterer et af de største spørgsmål inden for verdens bedste religion; fodbold. Hvem er bedst: Zidane eller Messi? Real Madrid eller Barcelona? Deres titel som jihadister virker ikke til at bunde i stor overbevisning, men i en mulighed for at få en identitet som medlem af en stærk gruppe. Jihad, Rote Armee Fraktion eller fan af One Direction – det er næsten det samme. Bortset fra at de to førstnævnte dræber og forbyder – ødelægger andres liv. Det glemmer Sissako ikke i alt det absurde.

Stening og piskeslag udføres, som det står skrevet i sharialoven, i et par uhyggelige scener, hvor satiren tier til fordel for en grumhed, som ingen Gud ville kunne finde på – kun dumme mennesker. For selv om de hellige krigere er dumme, så kan de sagtens gøre det onde. Blodet flyder i sandet efter sten og pisk. Kan det virkelig være Guds ønske? Fra disse dumme inde i byen afveksles der med en sidehistorie fra den tavse ørken, hvor en smukt iscenesat tragedie udspiller sig over en tvist om en død ko. Her dræbes ikke på grund af meningsløse shariaregler, men for mad og overlevelse. Her betyder en ko mere end Gud.