Man kan sige hvad man vil om Stephen King, men når det kommer til at skabe regulær, hårrejsende litterær spænding, er det svært at finde en mere interessant forfatter end Michael Crichton. Undertegnede har læst næsten alle sidstnævntes bøger, men det er uheldigvis et sørgeligt faktum, at næsten samtlige de film der er bygget over hans romaner, har været noget gudsjammerligt bras. Den seneste Michael Crichton filmatisering, “Timeline”, er for så vidt allerede ‘på spanden’, da der er tale om forfatterens mest tørre og kedsommelige værk til dato. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at “Timeline” er den værste Crichton filmatisering til dato (ja, endda værre end “Twister” og “The Lost World”), og samtidig en af de mest forglemmelige og meningsløse film udgivet i nyere tid.

En gruppe arkæologer, ledet af den garvede professor Johnston, er i fuld gang med at studere en større mængde middelalder-ruiner i Frankrig. Johnston vælger at tage et smut forbi deres mysteriøse arbejdsgivere hos firmaet ITC. Nogle dage senere under en udgravning finder et par af de unge arkæologer et flere hundrede år gammelt dokument, hvorpå professor Johnston øjensynligt har skrevet “Help me”. Professoren er altså fanget i fortiden, og derfor må arkæologerne benytte sig af ITC’s tidsmaskine for at tage tilbage i tiden og redde professoren. Så langt, så godt. Men så snart det unge team ankommer til middelalderens Frankrig, synes tiden pludselig at trække ud, og vores heltemodige karakterer får ikke tiden til at gå med meget andet end at hoppe skrigende fra hus til hus.

Det er let at kommentere skuespilleres præstationer i ringe film og svine dem godt og grundigt til – ofte bliver det gjort uden grund, men i dette tilfælde ville en ’tilsvining’ af skuespillerpræstationerne ikke være helt af vejen. Med undtagelse af den altid-karismatiske Neal McDonough leverer samtlige skuespillere præstationer, som er lige så uhåndgribeligt ringe som de er yderst distraherende. Paul Walker går rundt og måber så meget, at man begynder at frygte at hans kæbe snart går af led. Frances O’Connor (som ellers var meget god i Spielbergs “Artificial Intelligence”) opfører sig som en overgearet skolepige, der har fået to kander kaffe for meget, og resten af folkene foran kameraet overspiller så meget, at man skulle tro de allesammen var til casting-session på “William Shatner – The Movie”. Det er næsten ubegribeligt, at det er Richard Donner som står bag denne film – en mand som generelt er særdeles god til at håndtere større skuespillerbesætninger (f.eks. i “The Goonies” og “Lethal Weapon” filmene).

Visuelt ligner “Timeline” ikke en dyr og storslået produktion (som den burde) men mere en billig efterligning af “Monty Python and the Holy Grail”. At filmen har kostet $80 mio. at stykke sammen er et mysterium af bibelske proportioner. Kostumerne ser ud, som var de syet af et 3. klasses håndarbejds-hold. Filmens special-effects ser falske og billige ud. End ikke den yderst kompetente fotograf Caleb Deschanel formår at give filmen et stimulerende visuelt præg. Brian Tylers musik er desuden kedelig og ensformig, men Tyler har nok været under tidsmæssigt pres, eftersom Jerry Goldsmiths oprindelige score til filmen blev skrottet kort før filmens udgivelse. Efter sigende skulle Goldsmiths musik til filmen blive udgivet på CD senere i år.

Normalt er jeg meget overbærende når film hopper over hvor gærdet er lavest, når det kommer til uoverensstemmelser mellem videnskabelig fakta og filmisk opspind – især når der er tale om en film som “Timeline”, som behandler et meget fantasifuldt emne i en meget fantasifuld genre. Men “Timeline” støder direkte ind i gærdet og falder omkuld. Crichton er kendt for at bruge adskillige sider i sine romaner på at analysere og granske videnskabelige beregninger og ideer ned til mindste detalje. Det lyder måske kedeligt, men Crichtons fornemme evne til at gøre tørre fakta til overmådelig interessant læsning, gør det faktisk til en nydelse at læse. En film som “Timeline” har naturligvis ikke mulighed for at bruge en stor del af sin spilletid på at forklare, introducere og kommentere, før man bliver kastet ud i filmens centrale spændingsmættede vildnis (især ikke hvis der skal gøres forhåbninger om at tjene penge på værket). Men filmens forklaring af hele tidsrejse-fænomenet er barnagtig nok til at få selv en 10-årig til at ryste på hovedet. Men denne forklaring er ikke det eneste komplet tåbelige element i filmens manuskript.

Et pudsigt træk ved de galante franskmænd er, at de alle til at starte med ikke kan et eneste ord engelsk og bliver ved med at se spørgende og uforstående ud, når vores kære tidsrejsende taler til dem, men indenfor ganske få sekunder har de mestret det engelske sprog, og taler det aldeles flydende – hvilket tilsyneladende ingen af de tidsrejsende finder besynderligt. Der er heller ikke nogen som stiller spørgsmålstegn ved, at alle englænderne taler moderne engelsk på trods af, at de lever i det 14. århundrede. Karaktererne begår også ufattelige og urealistiske dumheder, såsom da franske François afslører overfor en engelsk hærfører, at han er franskmand, på trods af at han netop er havnet i en tid, hvor England og Frankrig ustandseligt er oppe og toppes.

Apropos ‘toppes’, så er filmens sidste halvdel en utilgivelig skændsel. Franskmænd og englændere slår løs på hinanden med samme intensitet og kampgejst som et 3. divisions fodboldhold i nedrykningsfasen, og folk råber og hujer som en gruppe overtrætte bargæster 3 timer efter lukketid. Dette er bare nogle få eksempler på filmens unægtelige stupiditet – noget som ikke figurerer i Crichtons oprindelige bog, som – set i forhold til filmudgaven – fremstår som et overdådigt, intellektuelt stimulerende mesterværk. Er man ude efter et par gode grin, er der altså mange at hente i “Timeline”, men nok ikke nok til at retfærdiggøre købet af en hel biografbillet.