To the Wonder
Udgivet 4. jul 2013 | Af: Benway | Set i biografen
Terrence Malicks mange fans begræder hyppigt det forhold, at der ofte går cirka 10 år mellem hans film – hvilket dog også har den positive effekt, at de fremstår som væsentlige begivenheder. Den gode nyhed for beundrerne er, at Malicks nyeste film ankommer temmelig hurtigt efter 2011-filmen “The Tree of Life”. Den dårlige er, at der måske rent faktisk var god grund til, at der gik så mange år mellem hver film.
Malicks beundrere lader generelt til at være opdelt i to grupper: Der er dem, som hengivent tilbeder hvert eneste penselstrøg fra mesterens kameraføring, og som ser frem til hver film, som var det manna fra himmelen. Og så er der dem, der – som undertegnede – betragter ham som en ekstraordinær filmmager, men som alligevel slet ikke på samme måde er forgabt i alt, hvad han rører ved. “To the Wonder” vil givetvis skille de to grupper ad på den skarpest tænkelige måde, for den er på mange måder en enorm forstørrelse af alle Malicks svagheder.
I stedet driver filmen over i det endeløst gentagende og selvparodiske. Her er alle Malicks yndlingssetups. De to elskede adskilt af en væg. Marina, der lader hånden glide hen over overflader, står bag et blafrende gardin eller ser gennem den lokale kirkes farvede vinduer, gentages et latterligt antal gange. Vi taler ikke om en eller to gentagelser – snarere otte eller ti pr. stk. Det samme gør sig gældende for den indre dialog, der sandt at sige aldrig har været Malicks stærke side, men som her udstilles som ufatteligt hul og overfladisk med fraser som ”kærlighed er som en strøm, der udtørrer, hvis regnen standser”, der mest af alt virker som kikset teenagepigepoesi. Man sønderbombes simpelthen med pinefulde banaliteter i så overvældende grad, at man til sidst mistænker George Lucas for at have været inde over manuskriptet.
Igennem filmens første halve time formår man stadig at holde fast i håbet om, at noget substantielt vil dukke op og tilføre en form for vægt til stiløvelsen, men langsomt forsvinder håbet, og man må erkende, at det øjeblik aldrig kommer til at indtræffe. Tilbage sidder man så med en film, der fremstår fuldkommen blottet for tyngde og kreative ideer. Malick skulle efter sigende være undervejs med hele tre film mere, hvilket pludselig ikke virker som en helt så lovende tanke, som det engang gjorde. “To the Wonder” antyder, at selvom han fortsat er en filmskaber med en smuk stemme, så har han så godt som intet af betydning tilbage at sige.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet