Tom at the Farm
Udgivet 10. sep 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Fjerde gang er lykkens gang. Ikke for instruktør Xavier Dolan, der har ramt lykkeplet med alle sine fire første film siden debuten som 19-årig. Den fjerde gang er henvendt Danmark. “Tom at the Farm” er den første film fra vidunderdrengen, som får premiere her til lands. Som månedens film i Cinemateket. Det femte lykkeskud, “Mommy”, er også på vej med roser fra Cannes. Hold øje med Dolan. Han er 25 år nu. Få kender ham. Inden han fylder 50, vil kommende instruktørstjerner ikke bare blive målt op imod koryfæer som Welles og Hitchcock, men også canadiske Dolan.
For som et andet Bates Motel er der langt fra landlig idyl på gården, hvor moderen, spillet med en isdronnings kølige overskud af Lise Roy, og storebroderen til afdøde Guy begge tager uroligt og suspense-fyldt imod. ”Guillerme!” insisterer storebror Francis på, at lillebror kaldes. Ingen homoantydninger her på gården, hvor menneskets natur holdes i skak, hvilket også gælder for Francis, der i et intenst, passiv-aggressivt spil både voldeligt væmmes og erotisk drages af den spinkle mandsling fra byen. Den undertrykte energi, der hærger og indhyller det klaustrofobiske kammerspilshjem, hvor mor uden tøven stikker en utilfreds flad til den voksne søn, er ulideligt skøn. De tre holder øje med hinanden, imens snakken går om Guys fiktive kæreste, Sarah, indtil det hele koger over. Nej, det var bare kogekedlen, der gav en pibende lyd og et sæt i mig.
Den Hitchcockske suspense besjæler alt levende og dødt i Dolans bud på en tur på landet. Selv musikken, der tematisk selvfølgeligt er leveret af Gabriel Yared, som også komponerede til “The Talented Mr. Ripley”, der på samme facon abonnerede på undertrykt seksualnatur. Dundrende stortrommer, hidsige violiner og alskens aggressive strygere pumper den anspændte stemning frem mod forløsning. Eller udløsning måske?
Xavier Dolan er tidens mest interessante instruktør. Men ikke den mest polerede eller perfekte. Han er lidt for hidsig med sine nærbilleder, lidt for meget med sin pompøse musik og for åbenlys i sin homotematik. Han er fuld af fejl. Som Welles og Hitchcock også var det dengang. “Tom at the Farm” er den nu fjerde årsag til, at jeg også skal se Xavier Dolans femte film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet