At stoppe mens legen er god

Findes der en bedre trilogi end “Toy Story”-trilogien? Jeg påstår ikke, at nogen af “Toy Story”-filmene er bedre end “Imperiet slår igen” eller de to første “Godfather”-film, men praktisk talt alle trilogier har ét eller to svage led, mens “Toy Story”-serien har ramt plet tre gange i streg. Ærlig talt virkede “Toy Story 3” stærkt unødvendig, idet “Toy Story 2” faktisk satte et nydeligt punktum for sagaen om det levende legetøj, men nu er dét punktum blevet rettet til et komma, og i dag er det fuldstændig umuligt at forestille sig serien uden dens tredje og (sandsynligvis) sidste del.

Ingen er bedre end Pixar til at smøre ekstra lag på familievenlige, filmiske lækkerbiskener, som voksne tilskuere kan gnaske på, mens rollingerne bare slapper af og nyder løjerne. I den første “Toy Story” blev cowboydukken Woodys suverænitet truet, da actionfiguren Buzz Lightyear blev føjet til børneværelset. Både Woody og Buzz måtte indse deres respektive roller i livet, og således blev “Toy Story” en historie om det at blive voksen. I “Toy Story 2” måtte legetøjet sande, at deres ejer, drengen Andy, ikke ville lege med dem for evigt. Filmen var en varmhjertet opfordring til at konfrontere alderdommen med oprejst pande, og derfor fremstod “Toy Story 2” som den perfekte afslutning på “Toy Story”-serien.

Men “Toy Story 3” berettiger sin eksistens med en superb historie om den endelige afsked med barndommens trygge rammer. Andy skal på college, og legetøjet skal derfor op og samle støv på loftet, men efter en række misforståelser og uheld ender Woody og Co. på en børneinstitution. Mens legetøjet diskuterer, om de skal blive hængende eller vente i årevis på, at Andy får børn, tvinger den ondskabsfulde bamse Lotso dem til at indlogere sig på en afdeling for aggressive barnerumper. Nu er det op til Woody at redde sine venner fra Lotsos diktatur, før de bliver slået til plukfisk af de hyperaktive børn.

Legetøjets flugtaktion vækker varme minder om “The Great Escape”, og manuskriptforfatteren Michael Arndt (“Little Miss Sunshine”) formår at indhylle hvert eneste led i aktionen i mystik, således at spændingen aldrig daler. Humoren er lige så meget i højsædet som i de to første film, og man føler sig lynhurtigt så godt tilpas i selskab med legetøjet, at der ikke skal mere end en enkelt gedigen punchline til for at fremtvinge et larmende latterbrøl. De fleste grin høstes, når Buzz tilfældigvis genstartes og pludseligt agerer spansktalende charmetrold, og Barbies partner, Ken, er også en ren fornøjelse – hans forfængelighed træder for alvor frem i en fabelagtig sekvens, hvor han prøver talløse kulørte kostumer til tonerne af Disco-klassikeren “Le Freak”.

Æstetisk er “Toy Story 3” en af Pixars største triumfer, og det siger alligevel en del. Skuespillernes smittende entusiasme skinner immervæk igennem på lydsiden, og selve historien tilføjes en ekstra dimension af Andys uundgåelige farvel til sit legetøj. Vi skal alle krydse tærsklen mellem legestuen og de voksnes rækker en skønne dag, og Pixar skildrer den epokegørende begivenhed med en nænsomhed og respekt, som havde udløst et stående bifald, hvis man ikke havde haft så travlt med at tørre tårerne af kinden. Sjældent har en film stimuleret både hjertet, nerverne, sanserne, tårekanalerne og fantasien så effektivt som “Toy Story 3”.

Når slutningen nærmer sig, trænger panikken sig også på. Man får en voksende, ubehagelig fornemmelse af, at man snart skal sige endegyldigt farvel til en gruppe gode venner, som man er vokset op med side om side med klassekammeraterne, og det tærer i hjertet. Filmens sidste par scener er næsten ubærlige, men man efterlades opløftet og beruset af glæde ovenpå en filmoplevelse af de helt store. “Toy Story 3” har forståeligt og fortjent slået alskens rekorder og indtjent mere end én milliard dollars på verdensplan – kun seks andre film har præsteret den dåd. Lad os alligevel håbe, at filmens enorme succes ikke ansporer Disney og Co. til at forulempe serien med en unødig 4’er.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Ligesom alle Pixars andre film ser “Toy Story 3” fuldstændig fejlfri ud i HD. Man får gang på gang lyst til at fryse billedet for at nærstudere alle detaljerne. Billedet er altid knivskarpt, der er ikke én eneste utilsigtet pixel, hverken glorier eller komprimeringsfejl forekommer, billedsiden har immervæk en imponerende dybde, kontrasten er upåklagelig, og de generelt kraftige farver gengives perfekt.

Audio

Man skulle ikke tro, det var muligt, men skivens DTS-HD Master Audio 7.1-mix er nøjagtig lige så godt som transferet. Lydsporet gengiver lydsidens utallige lydeffekter med en klarhed og præcision, som omdanner hjemmebiografen til en vaskeægte legestue. Samtlige kanaler disker op med talløse herlige lyde af alskens legetøj, og der er utallige effektive panoreringer. Subwooferen giver både musikken og lydeffekterne ekstra slagkraft på de helt rigtige tidspunkter, og replikkerne kommer altid klokkeklart igennem. Det danske Dolby Digital 5.1EX-lydspor er ikke nær så imponerende, men de danske skuespillere leverer deres replikker med en pragtfuld entusiasme.

Ekstramateriale

BD-udgivelsen huser to skiver, hvor den første naturligvis indeholder filmen samt den fuldkommen fantastiske kortfilm “Day & Night”, som også blev vist før filmen i biografen. Her er også et væld af trailere, en kort film om NASA’s rumprogram og en dokumentar om filmens enorme persongalleri. Disk 2 indeholder talløse trailere til “Toy Story 3”, et billedgalleri, en sjov quiz, en kæmpe stak velproducerede dokumentarer om hver eneste facet af filmens tilblivelse samt en “Cine-Explore”-udgave af “Toy Story 3”, hvor filmen akkompagneres af alskens billeder, tegninger, videoklip og kommentarer fra produktionens bagmænd – man kan også aktivere et alternativt kommentarspor. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Den sidste leg med legetøjet

Med anmelderros og et enormt billetsalg i USA som motor brager det sidste kapitel i “Toy Story”-serien ind i landets biografer. Forventningerne er derfor ikke uden grund høje, og Pixar leverer da også en fin afslutning på det eventyr, de startede for så lang tid siden.

I en kiste på Anders’ værelse ligger hans gamle legetøj. Anders har rundet de 18 år, og det er blevet tid til at flytte på kollegium. Men hvad skal der så ske med cowboydukken Woody, stjernekrigeren Buzz Lightyear og alle de andre engang så elskede legesager? Deres skæbne bliver den lokale børnehave. Ved første øjekast et paradis for kasseret legetøj, men der venter de nyankomne en grum overraskelse. For der er forskel på børn, og der er forskel på legetøj.

Mere end ti år er gået, siden anden del af Pixars eventyrlige beretning om det levende legetøj havde premiere. Årene er også forløbet i filmens univers, hvor Anders har vokset sig fra legealderen, men legetøjet er det samme, med det samme umættelige behov for kærlighed fra et barn. Så her er alt alligevel ved det gamle. “Toy Story 3” er da også kendetegnet mere ved genkendelighed end nytænkning. Nyt scenarie, nye eventyr, men egentlig den samme grundhandling. Legetøjet er havnet i problemer, nogen skal reddes, og det hele ender i en stor flugt, hvor alskens sager i legetøjshøjde fint og idérigt bruges.

Nye karakterer er føjet til det spraglede ensemble. Således stifter vi bekendtskab med en diktatorisk krammebjørn, en babydukke, der ikke lader Frankensteins monster meget efter, og en stærkt forfængelig mandlig Barbiedukke. Særligt den sidstnævntes ekstreme pyntesyge er den humoristiske skydeskive, og det får smilet frem flere gange. De nye karakter er endda så helstøbte, at der bliver tid til at forklare, hvorfor skurken er, som han er. Et legetøjstraume er at blive efterladt, og det kan formørke selv den kærligste sjæl. I sammenligning virker de gamle figurer en anelse udtømte. Kun Buzz Lightyear lyser her op med en lattervækkende optræden som spansk rumkriger.

Svagest står filmen i begyndelsen, hvor der skal tages et lidt for stort tilløb, før historien rigtigt kommer i gang. Her skal vi lige fordi lidt hurlumhej med en fejlplaceret skraldesæk og en tvær Woody, der står lidt uforståeligt stejlt på, at de alle skal blive hos Anders, trods det at han jo ikke længere leger med dem. Her sættes konflikten lidt forceret op, og det giver en lidt haltende start, der dog modsvares med en særdeles vellykket og rørende slutning. Alt får sin rette plads. En værdig afslutning på den serie, der skød Pixar ind i animationens superliga.