Jagten på klimaks, forløsning og the seed

Med lokkende, lyserøde læber og en maske af makeup kigger en all american teenagepige ud på Texas’ sommergule kornmarker fra en hvidmalet veranda. Det amerikanske flag vajer patriotisk bag hende. Hun er bekymret. Ikke kun, fordi hendes alenefar hverken har råd til husleje eller at sende hende på college, men mest fordi hun opdagede, at han har rumrobotten Optimus Prime gemt ude i laden, da hun serverede farmand hans frokost med Budweiser. Forbandet. CIA har allerede opdaget dem. Potent, pumpende musik ledsager CIA’s sorttonede biler med sortbrillede agenter indeni, mens de forcerer markerne bakket op af en tungt bevæbnet helikopter. Missiler, eksplosioner, bum! Heldigvis er kæresten rallykører. Kør! Velkommen til en urscene i “Transformers: Age of Extinction”.

Nogle maler med pensler. Michael Bay maler altid med en bredsidet kost. Det gør han med stolthed. Det er det, han kan. De onde har sorte solbriller på, de gode kan køre hurtige biler og lide at se på tøser i korte cowboyshorts. Malermesteren Bay bruger her en hidtil uset bred, eksplosiv og computerskabt filmkost. Den fjerde film om rumrobotter i bilforklædning er Bay i fjerde potens. Alt kan brænde og eksplodere, hvis det da ikke har cowboyshorts på.

Det er ikke kun ting, der bliver smadret i Bays film, hvis du spørger kritikerne. Bay smadrer selve filmmediet med sin franchise-virksomhed. Køligt og sjovt afviser Bay anklagen i “Transformers: Age of Extinction”, hvor han lader Mark Wahlbergs alenefar besøge en nærmest retro og gammeldags institution; biografen, der er blevet ødelagt af dumme efterfølgere og genindspilninger, lader ejeren forstå. Den slags afvæbnende ironi lurer hele tiden i kølvandet på endnu en eksplosion, hvor John Goodmans Autobot, Hound, er mest sikre leverandør komplet med metalcigar og robotskæg. Det samme kan ikke siges om chefen Optimus, der bruger sin højstemte taletid på konstant at erklære sin tiltro til menneskeheden. Tak for det, talende lastbilsrobot.

Mit største problem med Optimus Prime og de andre computerskabte robotter er, at de netop opleves sådan – skabte. Det er noget plastisk uintegreret over dem. Som i “Space Jam”, hvor det var svært at tro på, at Snurre Snup og Michael Jordan dunkede på samme basketballbane. Min oplevelse her var aldrig, at Mark Wahlberg og Optimus Prime medvirkede i samme film, men derimod pr. postproduktiv stedfortræder – som naturligvis også er sandheden, men alligevel ikke burde opleves sådan. Derfor fungerer det også bedst, når robotterne får lov at være i fred for sig selv. I et sjældent roligt øjeblik er der nærmest western-mytologisk nostalgi i luften, hvor Autobotterne i et øde hjørne af Amerika frustreret diskuterer, om det nu også er umagen værd.

Resten havde jeg mest lyst til at spole forbi. Bay interesserer sig alligevel kun for det buldrende klimaks som “Transformers: Age of Extinction” pumper frem imod. På den måde er der flere ligheder med den erotiske genre: All american teenager og en pumpende, huggende handling. Og så kæmper de alle for at få fingrene i en stor, aflang bombe – The seed – som bare ikke må gå af. Så er filmen jo slut. Et bombeklimaks, der udspiller sig i Hong Kong, som totalsmadres af diverse robotter. De orientalske bygninger, der står for tur i smadrekøen, er egentlig et skønt afbræk fra de polerede amerikanske skyskrabere, som normalt skal lægge glasruder til balladen. Mindre skønt er det, at det kinesiske styre får uimodsagt propagandatid – gad vide om alle i Hong Kong er glade for det?