Tron: Legacy
Udgivet 15. dec 2010 | Af: The Insider | Set i biografen
Det er et regulært mirakel, at “Tron: Legacy” eksisterer. Steven Lisbergers “Tron” floppede fælt, da den udkom i 1982, og selvom filmens fanskare er vokset siden premieren, er der stadig tale om en franchise i fluevægtklassen. Alligevel har Disney spyttet over én milliard kroner i en fortsættelse midt under den værste finanskrise i 80 år – hele 28 år efter premieren på originalen. Filmselskabet har endda uddelegeret instruktørtjansen til en relativt ukendt debutant. Disney bliver ofte klandret for at være allergisk over for risici, men i dette tilfælde har Mickey Mouses hjemstavn gået planken ud med et vovemod, som man sjældent har set mage til.
Den første film omhandlede tekniknørden Kevin Flynn (Bridges), som blev suget ind i en computerverden, hvor programmer og kilobytes var omdannet til personer, køretøjer og bygninger. “Tron” var primært udtænkt som en visuel oplevelse, og på den konto var den en vaskeægte triumf, men i toeren er der en langt bedre balance mellem stil og substans. Her drager Flynns søn, Sam, ind i computerens univers for at finde sin far, som forsvandt, da Sam var barn.
Den opdaterede udgave af Lisbergers computerunivers er ubeskriveligt betagende. Den eneste malurt i bægeret er en ung, computergenereret Bridges, som agerer filmens skurk, Clu. Oftest ligner Clu en voksfigur med en gakket gangart. Højdepunktet i “Tron: Legacy” (ligesom det var i “Tron”) er dysten mellem de lynhurtige lyscykler, som farer forbi og ind i hinanden i et tempo, der får nerverne til at sitre. Sekvensen er så fantastisk, at man næsten får abstinenser, når mellemrummene mellem actionsekvenserne bliver lidt for store i filmens anden halvdel, som også er en smule tynget af kringlet tekniksnak.
Den franske techno-duo Daft Punk står bag soundtracket, som fornemt krydrer storladen orkestermusik med elektroniske toner – en hypnotisk hybrid af to vidt forskellige stilarter, der fornemt afspejler en film, som selv svæver mellem den virkelige verden og computerens univers. Instruktøren Joseph Kosinski fortjener i øvrigt ros for beslutningen om at præsentere sekvenserne i den virkelige verden i 2D, mens scenerne i computerverdenen er i 3D. Dermed bliver overgangen mellem de to universer mere forbløffende, og selv ikke “Avatar” havde en lige så imponerende dybde i sine 3D-billeder.
Man behøver ikke at have set den første “Tron” for at forstå toeren, men det vrimler med muntre referencer til originalen. Et enkelt fantastisk øjeblik, som ingen af filmens talløse trailere har vist, vil formentlig få “Tron”-fans til at skråle af ren og skær jubel. De fans har efter tre årtier omsider fået den fortsættelse, de har ventet på… En respektfuld cadeau til forgængeren og samtidigt et spændende springbræt til fremtidige “Tron”-eventyr.
Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVT “Tron: Legacy”-interview med Jeff Bridges og co.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet