True Grit
Udgivet 16. feb 2011 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Westernfilmen er en sejlivet satan. Siden storhedstiden i 50’erne er den blevet lagt i graven adskillige gange, og den har i mange år befundet sig langt væk fra det gode selskab i Hollywood. Men rygterne om westernfilmens død har vist sig at være stærkt overdrevne. Sergio Leone vækkede genren fra dens koma med sine spaghetti-westerns i 60’erne, og 30 år senere gjorde hans foretrukne cowboy Clint Eastwood ham kunsten efter med sin revisionistiske western “De nådesløse” fra 1992. Nu er tiden så kommet til, at den geniale instruktør-duo Joel og Ethan Coen skal give genren et veltilrettelagt spark bagi. Og det gør de, så englene synger.
Den fordrukne, skydegale US Marshall Rooster Cogburn bliver hyret af den kun 14-årige Mattie Ross til at finde hendes fars morder. Sammen med en pralende, selvsikker Texas Ranger ved navn LaBoeuf drager de ud for at finde morderen, Tom Shaney, på de barske, golde sletter, hvor fjenden altid synes at lure i mørket. Det er historien i al sin enkelhed i “True Grit”, der først og fremmest bliver så fremragende i kraft af stærke skuespilpræstationer og en stilsikker, men sjældent tilbageholdende instruktion fra Coen-brødrene.
Matt Damon er også overbevisende som Texas Rangeren LaBeouf, der aldrig holder kæft, men det er den unge Hailee Steinfeld i rollen som den 14-årige Mattie, der imponerer mest i “True Grit”. Hun har “ægte mandsmod” (true grit), og hendes selvsikkerhed og stædighed virker aldrig forceret eller utroværdig. Det er helt fortjent, at hun – ligesom Jeff Bridges i øvrigt – er blevet nomineret til en Oscar for sin præstation. Den største kvalitet ved “True Grit” er dog, hvor uforglemmeligt den umage trio spiller op mod hinanden, og især kemien mellem Steinfeld og Bridges er fantastisk. Dialogerne oser af det humoristiske overskud, man er kommet til at forvente af Coen-brødrene, og måden, karaktererne snakker på, tilføjer filmen en skæv form for poesi og subtil humor. Som når LaBoeuf såret siger til Mattie: ”Du strør ikke særlig meget sukker på dine udtalelser.”
I John Fords mesterværk “The Searchers” fra 1956 slutter filmen med, at John Wayne vender sig bort fra sin genforenede familie og går ud mod de store stepper, indtil døren smækker i bag ham. Et smukt billede på, at der ikke længere var plads til en mand af hans støbning i samfundet.
Det samme kan siges om Jeff Bridges’ afdankede US Marshall i “True Grit”, der lever i en tid, hvor det gamle vesten langsomt drager sit sidste suk. Ironisk, når man tager i betragtning, at Coen-brødrene ikke blot puster nyt liv tilbage i den hensygnende westerngenre, men også har begået det bedste værk inden for genren siden “De nådesløse”.
Se også: Filmz TV: Fokus på Coen-brødrene – fra The Dude til det vilde westen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet