Lys i tusmørket

Det er pudsigt, hvordan mange af de kulturfænomener, som har forhekset yngre generationer gennem tiderne, er kommet ud af det blå. J.K. Rowling opdigtede Harry Potter for at tjene penge til føden, mens hun var på bistandshjælp – ikke fordi hun forventede at blive milliardær. Tv-filmen “High School Musical” var bare udset til at udfylde et tomrum på Disney Channels sendeflade, men endte med at fortrylle millioner af teens verden over. Og hvem havde troet, at Stephenie Meyers bøger om romancen mellem teenageren Bella Swan og vampyren Edward Cullens ville tage verden med storm? Meyers fire romaner om turtelduerne har solgt 42 millioner eksemplarer på verdensplan, og spillefilmudgaven af den første bog, “Twilight”, har omsat for knap 400 millioner dollars. Wow.

Men hvad er mon forklaringen på, at især så mange unge teenagere har forelsket sig i Meyers univers og figurer? Måske skyldes succesen, at “Twilight” berører noget, der plager de fleste i puberteten: Følelsen af, at man er alene, anderledes og misforstået. Bella og Edward er hverken ufejlbarlige eller særlig populære modsat eleverne i eksempelvis “High School Musical”, som unge tilskuere måske godt kan se op til, men sjældent kan relatere sig til. Bella og Edward er i stedet en smule kiksede og sære i forhold til deres jævnaldrende, og det er netop dét, der gør dem så sympatiske, interessante og menneskelige – ja, selv den udødelige Edward.

Det er forbavsende gribende at overvære parret trodse deres uforstående omverden og understrege, at man altså ikke behøver at være trendy for at være lykkelig. Med en så hjertevarmende morale i ærmet (der trodser budskaberne i mange af tidens amoralske serier og realityshows, hvor der lægges vægt på at være ekstremt smuk og populær) kan man sagtens forstå, at så mange har anskaffet sig “Twilight”-bogen og/eller biografbilletter til filmatiseringen. Undertegnede har aldrig læst Meyers bøger og kan derfor ikke udtale sig om romanernes styrker og svagheder. Men med hensyn til filmen er der absolut ingen tvivl om, hvad de største plusser er: 19-årige Kristen Stewart og 23-årige Robert Pattinson.

De to skuespillere er fremragende som henholdsvis Bella og Edward. Ensomheden i deres længselsfulde øjne gør indtryk, deres komiske timing er perfekt, og i fællesskab slår de gnister. Det originale vampyrelement og de veloplagte starletter er blot to af årsagerne til, at man forholdsvis hurtigt tilgiver filmen for at plagiere adskillige klassiske kærlighedshistorier – deriblandt Shakespeares “Romeo & Julie”, som “Twilight” vel nærmest kan beskrives som en nyfortolkning af med dens to forelskede hovedpersoner, der kommer fra to øjensynligt uforenelige kulturer adskilt af gensidig afsky. Gudskelov udarter “Twilight” sig aldrig til en latterlig pastiche af den gængse vampyrgyser, og filmens romantiske fortælling er aldrig i fare for at blive for sukkersød, fordi “Twilight” ikke er bange for at skildre sine karakterers skyggesider.

Desværre er der også en del ting, som ikke fungerer optimalt i filmen. Ensemblets voksne skuespillere er udmærkede, men flere af de unge er på ingen måde overbevisende. Instruktøren Catherine Hardwicke har ellers specialiseret sig i ungdomsfilm og har et ry for at hive glimrende præstationer ud af sine skuespillere. “Twilight” er spækket med imponerende billeder af USA’s bjerglandskaber, men computereffekterne er indimellem så utroværdige, at man distraheres, og musikken er ofte malplaceret – især rocknummeret under den vigtige scene, hvor Edward redder Bella fra en bil på kollisionskurs, er enerverende.

Filmens største svaghed er dog, at så snart Edward og Bella har tilkendegivet deres kærlighed til hinanden, bliver “Twilight” aldrig lige så spændende som før. En hel del af den resterende spilletid spildes dernæst på et overflødighedshorn af ligegyldige bifigurer og en helt igennem uinteressant strid mellem Cullen-slægten og en gruppe mere blodtørstige blodsugere – en strid, som kulminerer i et antiklimaks, der synes at bekræfte, at Hardwicke og Co. ligesom os er mere interesserede i Edward og Bellas forelskelse. Og der er heldigvis nok kød på filmens romantiske ungdomshistorie til at gøre den fristende at plante tænderne i – selv for os uden hugtænder.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. “Twilight” har et meget særpræget udseende, som man lige skal vænne sig til. Farverne er enormt kølige – hudfarverne fremstår sædvanligvis blege, og blålige og grønlige nuancer dominerer. Indimellem virker farverne så unaturligt matte, at man distraheres en anelse. Men oftest er filmens look blot med til at overbevise os om, at fortællingens afsides flække er et koldt og unikt sted. Billedet er knivskarpt, og transferet har omtrent så høj en detaljerigdom, som et dvd-transfer kan have. Kontrasten er glimrende, og hverken glorier, udtværinger eller snavs forekommer.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er udmærket, men også en anelse skuffende. Baghøjtalerne benyttes forbavsende sjældent, og der er flere tidspunkter, hvor en panorering eller subtile atmosfærelyde fra surroundhøjtalerne havde været yderst velkomne, men hvor kun fronthøjtalerne er i aktion. Replikkerne kommer til gengæld klart igennem, støj figurerer aldrig, LFE-kanalen benyttes sparsomt, men effektivt, og lydsidens musikalske indslag folder sig godt ud.

Ekstramateriale

Inden menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Sex Drive”, “Zack & Miri Make a Porno” og “American Teen”. Musikvideoen til Paramores nummer “Decore” er også inkluderet. Her er omtrent 16 minutters forlængede/slettede scener, som instruktør Catherine Hardwicke introducerer. Fans vil formentlig sætte pris på dem, men man savner dem ikke i filmen. Desuden medfølger omtrent tre kvarters dokumentarer. Igennem en stor del af de 45 minutter skiftes skuespillerne og filmmagerne desværre bare til at rose deres kollegaer. Men interviewet med Stephenie Meyer byder på nogle fascinerende anekdoter om hendes arbejdsproces og pludselige berømthed, og featuretten om filmholdets besøg til ComiCon-arrangementet (og deres møde med tusindvis af skrålende fans) er decideret skræmmende.

Kødlig afholdenhed

Bella er den nye pige i skolen, som moderen har for travlt med sin selvrealisering til at tage sig af, og som derfor er flyttet til faderens by, hvor han gør sit bedste for at få hende til at føle sig velkommen, selvom de to næsten er fremmede for hinanden. Nu lidt ensom og med sommerfugle i maven forsøger hun på bedste vis at tilpasse sig.

Tingene bliver dog anderledes, da hun møder den mystiske Edward, der eftersigende er for selvoptaget til at interessere sig for nogen, men som dårlig kan styre sig af begær efter Isabella. Da hun sætter sig ved siden af ham i klassen, ligner han mest af alt en, der er ved at få hjerteanfald – hvilket han på sin vis også er.

Edward viser sig jo ikke overraskende at være vampyr, hvilket vi som tilskuere er klar over længe inden, det dæmrer for Bella, omend han er af den mere fredelige vegetar-slags, der foretrækker at slagte dyr frem for mennesker. Romancen mellem de to er filmens omdrejningspunkt, og hans længsel efter hende er naturligvis essentielt seksuel. Vampyrelementet er blot en farverig krydring af historien, som i bund og grund handler om et driftsbehov, som den unge mand har, men som han ikke må udleve pga. følgerne.

For en gangs skyld så jeg ikke filmen til en presseforestilling, men til en forpremiere sammen med utallige kvindelige fans typisk i alderen fra 15 – 30 år, der tydeligvis blev en del mere revet med end undertegnede. Mange var de drømmende suk, efterhånden som romancen udspillede sig, men sukkene var ikke så meget rettet mod den blege Edward, men fulgte derimod hovedsageligt efter hans længsel og tilbedelse af Bella. Det er måske ikke så underligt, for i sig selv er Edward en ret anonym figur, som ikke har megen personlighed, og hans appel synes primært at være hans vilje til at opgive alt for Bellas skyld. Han tørster efter hende så frygteligt meget, og hun tændes mere af hans begær efter hende end af, hvem han egentlig er. Hendes kærlighed til ham er i bund og grund ren narcissisme.

Som handlingen udvikler sig, møder vi Edwards familie, som alle tilsyneladende har den samme overarbejdende frisør ansat samt en bleg kulør, der ligner, at de har fået en sprøjtebehandling med hvid farve i stedet for brun. De viser sig dog snart ikke at være de eneste overnaturlige væsner i byen, og inden længe kommer det til konflikt med en rivaliserende vampyr, der også synes, at Bella lugter usædvanligt indbydende, men som ikke kan se nogen grund til ikke at tage en bid.