Fascinerende krigshistorie i alt for velkendt form

Filmmediet er eminent indrettet til at skabe en følelsesmæssig forbindelse med den historie, der bliver fortalt. Det er et medie, der både kan få os til at tude som et lille barn eller skræmme os fra sans og samling. Det, der adskiller de gode, mindeværdige film fra de mere skabelonagtige, er historien. Hvis den kan engagere og har noget at give ved gensyn. “Unbroken” har en fantastisk historie. Men det er, som om den ikke er klar over det.

Problemet ligger først og fremmest i fokus. Det er sjældent den bedste tilgang til en biografisk film at ville skildre hele personens liv. En god fortæller må prioritere og skære væk, så den centrale historie står skarpt. Her går det galt for “Unbroken”. Hovedpersonen er den olympiske atlet Louis Zamperini, der fløj bombefly under 2. verdenskrig. Da hans fly styrter ned i Stillehavet ender han i en japansk fangelejr, hvor han bliver yndlingsoffer for en sadistisk lejrchef. Det er helt klart den fortælling, der står klarest. Den, der engagerer.

Men der går mindst en halv time, før de overhovedet ender i redningsbåden. Først skal vi have et langt og sentimentalt flashback til Louis’ problematiske barndom, hvor den stakkels immigrantdreng skal lære at tro på sig selv. Det kammer helt over i kliché, da vi får den obligatoriske scene, hvor knægten løber ud af landevejen, hvorefter der skiftes til en ældre version af ham i samme situation. Det gøres kun værre af, at skuespillet i denne del af filmen også markant halter i forhold til resten. Klichéen dukker op igen til allersidst, hvor vi selvfølgelig skal have et efterskrift med, hvad der siden skete de centrale personer.

Det er ganske unødvendigt, da fortællingen med flystyrtet og fangelejren så rigeligt formår at engagere. Ikke mindst på grund af Jack O’Connell, der brænder igennem i hovedrollen. Hans nemesis spilles af en for mig ukendt japansk popstjerne, der desværre fortsætter den stolte tradition med homoerotiske skurke. Man kunne også her ønske, at der var tænkt nogle mere originale tanker, men den formår i det mindste effektivt at skildre hans sadisme. Og så skal man være af et meget hårdt sind for ikke at knibe en tåre under den store konfrontation mellem de to.

Her hjælpes historien af den visuelle stil. Fotografen Roger Deakins, der tilsyneladende er udlånt fra Coen-brødrene, som også har skrevet manuskriptet (hvilket de dog ikke bør prale med), beviser endnu engang sin sans for billeder ved at iscenesætte opgøret mod en solnedgang, så det mættede og stadigt svindende lys giver et næsten mytisk præg til scenen. Scenerne fra bombeflyet er også eksemplariske med en stadig vekslen mellem det klaustrofobiske indeni og det panoramiske udenfor, det smukke og fredfyldte før og efter slaget og den hektiske vold under det. Her går alt op i en højere enhed og skuespillerne slipper for at skulle eksponere plot og kan bare være i scenerne.