Intet nyt under solen

Zin-Mi skal i skole. Hendes forældre følger hende til bussen. De står klar. Bussen holder klar. Action, bliver der råbt. Så smiler de alle og går hen mod bussen. Ligesom en normal familie. Eller i hvert fald en normal familie, som Nordkorea gerne vil vise os. Det er så falskt. Dog alligevel så ægte.

Det er en ret simpel film. Russiske Vitaly Mansky vil vise os en ganske normal, nordkoreansk familie med forældrenes job og datterens skolegang. Det må han bare ikke. Ikke autentisk i hvert fald. Hele dokumentaren indledes med en tekst, der forklarer, at alt er skrevet af den nordkoreanske stat. Så Mansky ikke laver fejl i skildringen af en helt normal familie i verdens bedste land. Det følger Mansky. Men kameraet ruller også mellem optagelserne.

Når kameraet ‘officielt’ ruller, så er alt godt. Arbejdet på fabrikken er over forventning med 200 procent. På film er faderen ingeniør på en tekstilfabrik. Men så snart kameraet ‘slukker’, så er alting anderledes. Arbejdet ser ikke ud af noget. Faderen er faktisk journalist. Smilene forsvinder. Men der er ingen triste miner. Under solen i Nordkorea er man nemlig villig til hvad som helst for at glæde verdens bedste land med verdens bedste leder. Det er en smule uhyggeligt. Lidt sjovt. Meget bizart. De medvirkende føler sig ikke undertrykt. ’Kan du sige det, mens du smiler?' spørges der bag kameraet. Selvfølgelig kan de det.

Selv om det hele er opstillet, så føles det ægte. Det viser et styre, der er i total kontrol over alt. Dokumentaren om den ‘normale’ familie bliver til propaganda. Zin-Mi skal være med i et show på den skinnende stjernes dag (Kim Jong-Ils fødselsdag). Hendes klassekammerat er kommet til skade. Eller det vil Nordkorea have os til at tro. Men takket være det nordkoreanske sygesystem, der selvfølgelig er verdens bedste, bliver hun klar. Jeg griner. Det er så bizart. Under solen er Nordkorea fyldt med denne slags scener om ‘normale’ borgere.

Dette er dog samtidig problemet for “Under the Sun”. Det er bizar scene på bizar scene. Det er sjovt det meste af tiden. Men også lidt for langt. Spørgsmålet er dog, om det er Manskys fejl? Alle scenerne viser ting om Nordkorea, som jeg egentlig godt vidste. Borgerne er glade, fordi det er de. Alt er godt, fordi Nordkorea er verdens bedste land. Og selvfølgelig er amerikanerne kujoner. Mansky forsøger dog at give et indblik i en befolkning under total kontro ved at lade kameraet rulle. Det er altid spændende. Men vi får nok aldrig mere faktuel viden om den normale nordkoreaner, end den opdigtede dokumentar tillader. Under denne sol er der aldrig noget helt nyt.