Sødmefuld film giver sære svar på store spørgsmål

Efter den fortrinlige “Frygtelig lykkelig” er instruktøren Henrik Ruben Genz nu tilbage med endnu en filmatisering af en Erling Jepsen-roman. Denne gang hedder filmen “Undskyld jeg forstyrrer”, og det er en fin, lille film, der dog på ingen måder lever op til forløberen.

Helene bor alene sammen med sin mor. Hun arbejder i det lokale supermarked, hvor hun bliver fyret for at spørge de ældre, mandlige kunder, hvor de var for 22 år siden. Beate vil nemlig gerne finde sin far. Moderen vil ingenting fortælle og ignorerer sin datter til fordel for hunden Lille Bjørn. Selvfølgelig hader Helene vovsen, som pludseligt får en hovedrolle i et stykke på et teater, hvor det måske, måske ikke, er Helenes far, der er selve direktøren. Snart er det dog ikke Lille Bjørn, der er stjernen, men i stedet Helene, som hurtigt bliver involveret i de farverige intriger, der foregår bag kulisserne blandt lige så farverige personager.

“Undskyld jeg forstyrrer” er på moderne dansk det, man kalder for en ensemblefilm. Den mest interessante person må siges at være den selvcentrerede og forfængelige diva Beate, som spilles i bedste Greta Garbo-stil af Stine Stengade. Når Helene så alligevel ender med at være den, der stjæler billedet, skyldes det Sara Hjorts fornemme præstation i rollen. Sidste år viste Hjort, at hun kan spille sexet, desperat kæreste i filmen “Vanvittigt forelsket”, og i “Undskyld jeg forstyrrer” prøver hun kræfter med en helt anden slags rolle som den barnagtige og overbeskyttede Helene, og hun slipper mere end hæderligt fra forsøget. Samtidig er hun overraskende god til at agere hund(!), og hun fortjener masser af fremtidig succes.

Filmens morale er dog noget uklar. For at få hvad man vil have, skal man skubbe andre mennesker af vejen? Hvis man er psykisk ustabil, skal man bare lade som ingenting? Et klokkeklart budskab er naturligvis ikke et must for en film, men “Undskyld jeg forstyrrer” fejler i dens tydelige forsøg på at besnære sit publikum med en større pointe. Det havde gavnet filmen, hvis den var forblevet i det lette, humoristiske spor, som den starter ud i, for det pludselige stemningsskift, der ellers virkede så godt i Genz’ “Frygtelig lykkelig”, er lettere malplaceret her i “Undskyld jeg forstyrrer”.

Uden at noget skal afsløres, kulminerer “Undskyld jeg forstyrrer” desværre også i et noget rodet forsøg på at gøre et fint, lille drama til en bizar spændingsfilm. Det er, som om Genz gerne vil inkludere hele den oprindelige roman og derfor ikke får de dybere finesser med. Problemet med at lave en film, der er baseret på en roman, er netop, at man ikke kan inkludere alle detaljer, tanker og skildringer. Kunsten ligger i at få det essentielle fortalt, men det formår Genz og Co. desværre ikke i “Undskyld jeg forstyrrer”. Når filmen er slut, og rulleteksterne kører, er der stadig ét enkelt spørgsmål, der runger i bevidstheden: ”Var der noget, jeg gik glip af?” Med en halv time mere spilletid til rådighed havde Genz måske kunnet understøtte nogle af de uforklarede og mangelfulde elementer af historien, der er med til at gøre filmen til en noget halvhjertet affære.