For to år siden bød Jordan Peele indenfor til “Get Out“. Han bød på den twistede historie om sorte Chris’ møde med den hvide svigerfamilie.

Nu twister Peele sin egen formel med “Us”.

“Get Out” var uhygge fra de mistænkeligt gæstfrie værter. Noget var helt galt. Måske i kælderen…

Denne gang er det de ubudne gæster, der ankommer med uhyggen. Og det klædt i røde heldragter med sylespidse sakse.

Familien Wilson bliver ramt af en ‘home invasion’. Lidt ligesom i Michael Hanekes “Funny Games”. Krydret med forfølgelsen fra “It Follows”. De stopper aldrig med at forfølge os.

Nu er spørgsmålet: Hvad vil de fremmede? Og Hvorfor? Formlen twistes – “Us” er ikke en almindelig hjemmeinvasion.

For hvad hvis de indtrængende er os selv? Eller i hvert fald en klammere og mere uhyggelig udgave af os selv? Dobbeltgængere.

Den spændende præmis sættes uhyggeligt op: Hvordan bekæmper man én, der også ved, hvor ekstranøglen er?

Eller én, der løber ligesom dig? Eller danser ballet som dig?

Og det bliver netop den centrale samfundskritik i “Us”. Hvad nu hvis vi må se indad for at forstå og bekæmpe det onde derude?

Vi kan ikke bare ignorere vores onde selv. Os.

Dette eksistentielle spørgsmål er indhyllet i en møghamrende intens omgang katten efter musen.

Som da det går op for datteren Zora, at ‘hun selv’ står oven på bilen og ikke under. Fortalt i én kamerabevægelse. Ikke noget pludseligt klip. Ingen høj lyd. Bare stille og ubehageligt.

Og ingen pludselig afsløring. I “Us” er det mere spørgsmålet om, hvornår Zora opdager det.

Det er suspense. Ligesom Alfred Hitchcock engang gjorde det.

Jordan Peele gør det dog på sin helt egen facon. Humor og uhygge – som jeg elskede i “Get Out”.

Det er ‘Hvad er det værste, der kan ske’-tanken, som Peele igen leger med.

Hvad er det værste, der kan ske, når en sort mand skal møde sin hvide svigerfamilie? Det blev besvaret sort og skræmmende i “Get Out”.

Nu spørger han: ‘Hvad nu hvis, du blev forfulgt af dig selv eller dine nærmeste uden nogen anden udvej end at dræbe dig selv eller dine nærmeste?’.

Det er rædslen ved at skulle dræbe ‘sig selv’, mens ens egen mor råber ‘NEJ!’ til det andet selv. Bizart. Og forfærdeligt.

Mere bizart bliver det, når Peele tilføjer sin humor. Igen med et twist.

Nu er det ikke længere den satiriske humor fra “Get Out”, hvor hvides benovelse over sorte kroppe og præstationer blev gjort til grin.

Nu er der scener med decideret comic reliefs.

Jeg grinte højt, efter Wilson-familien har kæmpet for deres liv i et hus med rædsel og blod. For minuttet efter diskuterer de, hvem der skal kører bilen væk derfra baseret på deres individuelle kill-count.

Det er sjovt. Mega sjovt. Et tiltrængt pusterum fra den uhyggelige intensitet, der straks igen begynder forfra med at bygge op. Til gys.

Og selv om Peele låner fra mestre som Haneke og Hitchcock, så ved han, at det onde derude i sidste ende kommer inde fra ham selv.