Dengang i 80’erne

Et af de største danske ikoner i en postmoderne verden er Michael Strunge. Han er budbringeren. En engel, der siden den første generation af punkere har kunne trøste generation efter generation af tungsindede teenagere med ord og udtryk. I portrætfilmen “Væbnet med ord & vinger” bliver Strunge igennem tonsvis af anekdoter om digterens alt for korte liv beskrevet som frelser for 1980’ernes ligeglade nå-generation. Den tragiske danske Digter-Jesus har med den smukke, lærerige og ekstremt inddragende “Væbnet med ord & vinger” fået et velfortjent portræt.

Det er sjældent et dokumentarportræt går den lille ekstra omvej rundt om de klassiske arkivbilleder og snakkende eksperter. Det gør “Væbnet med ord & vinger” på en kreativ og forfriskende facon, når vi skal høre om den unge punkdigter fra et socialt boligbyggeri i Hvidovre. Det kreative består i udformningen af udvalgte digte, der stærkt passer til den situation, der bliver talt om. Strunges lyrik bliver fantastisk fremvist gennem abstraktteater og moderne dans, som sætter mig i en ægte 80’er-stemning fyldt med neonlys, Bowie og fatalisme.

Sammen med Strunges oplæsning af egne ord er det en indlevende og medrivende tidsrejse, som har klare henvisninger til de bedste sci-fi-værker fra årtiet som “Blade Runner” og “Brazil”. Men jeg nyder også at se alle hans gamle venner og bekendtskaber, der begejstret fortæller om dengang, de var unge sammen med Strunge. Den del er klassisk, men hyggeligt. Som at bladre gennem et fotoalbum sammen med familie og gamle venner. Med gråd, men mest af alt latter mindes de tilbage til dengang, hvor der blev pulset smøger, malet eyeliner under øjnene – ungdommens mod og kreativitet var på sit højeste.

Der er de to gamle klassekammerater, som grinende fortæller om tiden på gymnasiet i Hvidovre. Om hvordan Strunge foran deres øjne gik fra pæn, almindelig dreng, til at han opdagede David Bowie og transformerede sig selv foran dem. Pludselig kan jeg forholde mig til denne døde poet. Han var en fanboy med drømme, der rakte længere end den københavnske forstad. Der er ungdomskæresten Inge, som med hjælp fra en fælles kærlighed til punk og oprør etablerede et ganske sundt og langvarigt forhold til Michael. Det var hende, der oplevede ham på godt og i den grad ondt. Når han alt for ofte gik fra depression til mani, og hun måtte indlægge ham på psykiatrisk igen og igen.

De gamle digterkammerater som Søren Ulrik Thomsen, T.S. Høeg og Håkan Sandell, der nyder at fortælle, at de var vidner til hans opblomstrende succes med både beundring og ærefrygt. For den overvejende grund til Strunges effektivitet var, at han ikke sov om natten. Han holdt sig vågen sammen med sine endeløse ord i den overbevisning, at det ville lægge en dæmper på hans maniodepressive sind. Michael Strunge skrev, fordi han ikke kunne lade være, og lod være, når han ikke kunne. Det kreative talent blev en forbandelse, der holdt ham i skak.