Valhalla Rising
Udgivet 30. mar 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Ondskab med naturen som kulisse og aktiv medspiller er blevet mainstream hos de danske auteurs, der er alt andet end netop dét – mainstream. Først i den mest vellykkede, Lars von Triers “Antichrist”, der hentede en ganske kraftig inspiration hos Tarkovskys “Stalker”. Dernæst den endnu mere inspirerede, næsten plagierende “Kærlighedens krigere” af Bergman-beundreren Simon Staho. Og nu seneste skud på ondskab-i-naturen-stammen, Nicolas Winding Refns “Valhalla Rising”, der også fisker frejdigt i Tarkovsky-dammen. Det er blevet udendørssæson i den danske kunstfilmsbranche.
Egentlig handling er der ikke i overflod i Winding Refns første film efter det absolut vellykkede comeback med Kubrick-homagen “Bronson”. Udover storladne og teatralske gloser om kristendom og tro så er det ikke i indholdet, men derimod i den stemningsmættede lyrisk-associative stil, at meningen med den middelalderlige galskab skal findes. Refn simulerer ganske vist en dyb indholdsside med prologteksten ”I begyndelsen var mennesket og naturen,” der provokerende er spundet over Johannesevangeliets indledende fraser. Men den vidtløftige diskussion af naturen kontra Guds ord bliver aldrig tatoveret fast på dette middelalderepos – den symbolske sminke kan let vaskes af.
De mange udsving gør, at “Valhalla Rising” ender op som et ambitiøst tænkt projekt, men som en middelmådig film. Den er bedre end Stahos udendørsudflugt “Kærlighedens krigere”, der ikke formåede at materialisere de mange Bergman-referencer til en selvstændig vision, men ikke så gennemført sin egen som “Antichrist”, der forvandlede inspirationen fra Tarkovsky til et nyt udtryk med enkelte scener af overvældende skønhed. Trods de tydelige inspirationskilder så er “Valhalla Rising” helt sin egen, men formår ikke at konvertere sin originale idé om til disse unikke øjeblikke, der er så afgørende for kvaliteten hos denne type eksperimenterende, associative film.
“Valhalla Rising” er et prisværdigt og til tider fascinerende middelalder-road trip, der dog ikke efterlader én tavs og grublende ligesom Mads Mikkelsens upåklageligt spillede One Eye. Dertil er indholdet for let overfladisk og tonen for tung og træg. Nicolas Winding Refn har utvetydigt vist, at han mestrer den hårdkogt stramme fortælling med “Pusher” og senest “Bronson”, men om han også mestrer den modernistisk flydende filmform giver “Valhalla Rising” ikke noget klart svar på, dertil er den for, ja, flydende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet