Historien bag “Valiant” er, meget løst, baseret på sande begivenheder. Under første og anden verdenskrig var det vanskeligt at sende beskeder over store afstande uden at risikere at fjenden opsnappede dem. Derfor benyttede man ofte brevduer til at fragte beskederne. Mange af disse duer omkom under forsøgene, men der var også nogle der nåede frem med beskeder der meget vel kunne betyde forskellen på liv og død for soldaterne. I anerkendelse af deres indsats blev nogle duer endda belønnet med en særlig medalje for at have udvist stort mod (hvorvidt duerne selv havde foretrukket en skål fuglefrø må stå hen i det uvisse).

“Valiant” er engelske Vanguards første animationsfilm, efter omtrent samme opskrift som Pixar og DreamWorks film, dog med nogle ganske betydelige forskelle, der giver den en friskhed og usentimentalitet de andre til tider mangler.

Handlingen i filmen er en ligefrem udviklingshistorie. Den unge, og temmelig lille, due Valiant drømmer om at blive en af de seje brevduer i hærens tjeneste. Han tager derfor afsked med den hjemlige rede og drager mod London. Undervejs får han selskab af den flue- og skidt befængte due Bugsy der modvilligt må gøre Valiant selskab for at undslippe et par fugle han har snydt i et spil. Inden længe bliver de begge taget under kærlig behandling, da de undergår den hårde træning for at kunne klare de farlige missioner. I mellemtiden bliver de andre hold af brevduer efterhånden udraderet, og det bliver derfor nødvendigt at sende Valiant og Bugsys hold afsted inden deres træning er fuldendt. Snart befinder den lille gruppe sig bag fjendens linier, på en særdeles farlig mission, hvor de må opsøge den franske modstandsbevægelse samt befri en tilfangetaget brevdue der befinder sig i den onde General Von Talons skarpe falkeklør.

Hvor grundhandlingen i “Valiant” er ganske ligefrem, så er den til gengæld krydret med en masse mindre begivenheder og henvisninger til lignende film. Den bygger ganske effektivt på en lang række af engelske krigsfilm som “Broen over floden Kwai” og “Slaget om England”, men i modsætning til f.eks. en film som “Stor Ståhaj”, hvor en stor del af humoren blot består af tomme filmreferencer, så er vittighederne her ikke afhængige af ens kendskab til filmgenren, og det er ikke engang nødvendigt at kende til anden verdenskrig. Plottet fungerer ganske kløgtigt på to forskellige planer. For et barn vil filmen udelukkende handle om duernes kamp, hvorimod en voksen vil se begivenhederne som del af et større hele.