Vejen Til Perdition
Udgivet 12. sep 2002 | Af: azathoth | Set i biografen
Mendes’ første film gik hen og vandt en Oscar for bedste film i år 1999… denne film har potentialet til at gøre den kunsten efter!
Filmen er løseligt baseret på de to virkelige gangstere John og Connor Looney og en af deres håndlangere der blev forrådt… om det vi ser i denne film er virkeligt er nok tvivlsomt, men der kan ikke herske tvivl om at den barske verden vi ser i denne film er meget autentisk.
Mike Sullivan er håndhæver for den irske gangsterboss John Rooney. Hans børn ved ikke hvad deres far går og laver, andet end at han arbejder for Onkel Rooney og at hans arbejde kræver at han bærer pistol.
Men den ældste søn Michael har en mistanke, og en dag gemmer han sig i fars bil da Sullivan og Connor Rooney, John Rooneys søn, skal ud og “snakke” med en af Rooneys utilfredse medarbejdere.
Skæbnen vil selvfølgelig at Michael ser Connor og Sullivan meje den utilfredse medarbejder og hans håndlangere ned… herefter bryder helvede løs, for kan John og Connor Rooney være sikre på at Michael vil holde mund med det han har set? Sullivan og Michael må nu flygte fra Rooney og hans lejemordere, og det deres rejse der er denne films omdrejningspunkt.
Filmen har to sider, hvoraf den ene er den lidt konventionelle gangsterfilm, hvor det fyger med kugler. Den anden side af filmen omhandler de bånd der er imellem fædre og sønner… både imellem Michael og Sullivan, men også imellem John og Connor Rooney.
Båndet imellem Michael og Sullivan bliver meget stærkere filmen igennem, da det går op for Sullivan at han ikke har været en god far, og da det går op for Michael at han ikke har været en specielt god søn. Det rådes der bod på og inden filmen er slut er båndet imellem fader og søn så stærkt at næsten intet kan skille dem ad.
Det illustreres meget godt af Michael slutkommentar, når han ser tilbage på forholdet imellem ham og hans far:
”Når nogen spørger mig om Mike Sullivan var en god mand, eller om der ikke var noget godt i ham overhovedet, så svarer jeg det jeg altid har gjort… han var min far”
Tom Hanks spiller rigtig flot… i starten er han totalt følelseskold, og han fortrækker ikke en mine når han eliminerer sine fjender. I løbet af filmen tør han op og viser følelser både for sin søn og overfor sine fjender. Det er smukt portrætteret af Hanks.
Rollen Michael Sullivan Jr. spilles Tyler Hoechlin, og han spiller rollen med stor troværdighed. Det kan være hip som hap med børneskuespillere, men det er lykkedes for Mendes at finde den helt rigtige til rollen. Hoechlin spiller rollen med nøjagtig den blanding af barnlighed og hårdhed der skal til.
Gangsterbossen John Rooney spilles af veteranen Paul Newman som jo har indspillet utallige film. Også han er perfekt castet til rollen som Rooney og skifter mellem at være en rar lejeonkel for Sullivans børn og at være en magtfuld mafiaboss. Men han er ikke uden hjerte, for han beskytter blot sin søn der har sat det hele i gang ved at stå for det første skud… Rollen som Connor Rooney spilles af Daniel Craig der får det bedste ud af rollen som et rigtigt svin man elsker at hade.
Sidste men ikke mindst har vi Jude Law, der som forventet leverer en kanon præstation. Han spiller lejemorderen Maguire, der fotograferer døde mennesker og sælger billederne. Aldrig før har man set Jude Law i en rolle hvor han er så ubehagelig og uhyggelig som denne. Virkelig flot.
Skuspilspræstationerne i denne film er klart i top og er med til at trække filmens niveau et ekstra tak op, specielt fordi det er nogle ret atypiske roller som skuespillerne har. Det giver et friskt pust til en film, og giver publikum en god oplevelse… mere af den slags, tak!
For det første har vi cinematografien der leveres af Conrad S. Hall, der også arbejdede sammen med Sam Mendez på “American Beauty”. Han leverer et pragtstykke af et arbejde med kameraet, som jeg virkelig blev imponeret af… et godt eksempel på hans smukke kameraførsel ses når Sullivan kører ind i Chicago i sin Buick. Først ser man Sullivan igennemm forruden… kameraet zoomer langsom ud og panorerer roligt rundt om bilen og hen til Michael der sidder på bagsædet og kigger forundret op på skyskraberne… dem ser vi som publikum reflekteret i bilrudens glas. Det er håndværk i topklasse!
For det andet er filmens atmosfære helt i top. Mendez har sørget for at alt er så autentisk som muligt. Førnævnte Chicago ser fantastisk ud, og computereffekterne der er brugt for at bringe byen ala 1931 til live er fantastisk. Der er brugt megen tid på dette, og det gør at man bliver suget ind i filmens univers.
For det tredje er filmens look meget mørkt og råt, og det er med til at underbygge at vi altså ikke har med en varm familiefilm at gøre, men med et barskt gangsterdrama. Man behøver blot at kigge på filmens plakat for at se dette… Mendez gør megen brug af regn for at symbolisere at der sker noget skidt… det gjorde han i “American Beauty” og igen i denne film.
Specielt flot er scenen hvor Sullivan eliminerer en gruppe fjender med sin Tommygun. Det eneste vi hører er lyden fra den silende regn, imens de gangstere der falder til højre og venstre samt stikflammen fra maskinpistolen er det eneste der fortæller os hvad der sker. Smukt!
Sam Mendes leverer endnu engang et pragteksemplar af en film… taget i betragtning af at det kun er hans anden film, så kan vi roligt regne med at han kommer til at lave mange flotte film!
Jeg har meget få kritikpunkter til filmen… for det første så er filmen meget lang tid om at komme i gang. I den første halve time opbygges forholdende imellem personerne, og det kan føles en smule langtrukket. Men det er en vigtig del af filmen, og hvis man keder sig bare det mindste kan man jo blot nyde filmens flotte look.
Derudover syntes jeg at filmens slutning var en smule for forudsigelig, og det er en smule ærgeligt
De to småting kan dog ikke rokke ved det faktum at Vejen Til Perdition er en af årets allerbedste film. Det er gangster-action og familiedrama i een film, og det er smukt og flot lavet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet