De ufarlige

Har du set “De urørlige”? Den franske komedie om, hvordan en mørk, fattig mand giver en gammel, sur aristokrat livsglæden tilbage. Den blev et kæmpe hit, så det har du nok. Det har instruktøren Stephen Frears i hvert fald. Han har lavet “Victoria & Abdul”, der ligesom “De urørlige” underholder med, hvordan en indisk, muslimsk mand giver en gammel, træt Dronning Victoria livsglæden tilbage. Og modsat Frears’ fremragende drama om en anden dronning i “The Queen” er den her omgang brit royale aldeles ufarlig. En rigtig fredagsfilm, der langt fra er urørlig.

Den begynder godt. Det er jo også der, hvor man derhjemme i sofarækken stadigvæk er vågen efter aftenkaffen – med Haribo tilbage i skålen. Her kan der smågrines over det engelske hof med alle dets teatralske traditioner. Vi kommer ind i det adelige univers sammen med to udefrakommende indere, Abdul og Mohammed. Sådan gjorde Frears også i “The Queen”, hvor Tony Blair med kone skulle møde Elizabeth II. Abdul er den livsglade, og Mohammed den skeptiske. De skal overlevere en vigtig mønt til Dronning Victoria til ære for, at Indien har været under britisk styre i 30 år. Men er det en ære, eller er det barbarisk underkastelse?

Det er det spørgsmål, den utilfredse Mohammed klagende spørger i skibet på vej til England. Mohammed brokker sig. Han ved, det bliver koldt i England. De bliver nok syge. Mon de overlever? Det er Mohammed, der stiller spørgsmål og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan det hele foregår. Er Britannia virkeligt skabt til at rule de andre fra Indien? Det er Mohammed, der er den bedste karakter. Han er skeptisk. Men det handler desværre ikke om ham. Det handler om Abdul, der siger, at det er en ære at stå til tjeneste. Han er bare det perfekte, glade menneske, der overmodigt deler ud af sine Forrest Gump-filosofier til den gamle regent: ’Livet er som et tæppe! Vi væver ind og ud for at finde et mønster'.

Så Dronningen bliver charmeret. Præcis som i “De urørlige”. Og det giver hende livsglæden tilbage. Præcis som i “De urørlige”. Leveret af den eksotiske superhelt fløjet ind fra en anden socialklasse, som i sidste ende jo slet ikke betyder noget. Vi er alle ens – præcis som i “De urørlige”. Din fredagsslik er allerede spist? Intet problem, tag en aftenlur. For det er egentlig det. Der er ikke en rørende, indre og kompleks kamp med skyld, pligt og idealer, som både Tony Blair og Elizabeth II begge kæmpede med i “The Queen”. Victoria og Abdul overrasker ikke – de er ufarlige.

Det bliver kedeligt og forudsigeligt så snart Mohammed bogstaveligt talt bliver skubbet ud i kulden, hvor han må ligge og fryse til fordel for glanshistorien om, hvordan Abdul lærer Victoria muslimsk visdom og urdu. Mohammed var min film, imens Abdul og Victoria fortsætter alene sammen som to overmennesker. Victoria er dronning, hvilket som hun selv siger, gør hende til den mindst relaterbare person i verden. Abdul er en jubelidiot, som ikke flytter sig en meter. Han er perfekt. En tom, smilende skal, der kun skal og må være et godt eksempel. Han er mere urelaterbar end dronningen af England.